22. Kapitel - Livets træ og livets flodEngelen viser fremdeles Johannes Guds stads vidundere. Midt i stadens gade stod livets træ.
Hovedgaden. – I hvorvel ordet gade her benyttes i ental, skal der naturligvis ikke være blot én gade i staden; thi der er tolv porte, så der naturligvis må føre en gade til hver port. Den gade, som her omtales, er gaden i særlig forstand. Hovedgade, eller efter det oprindelige ords betydning, storgaden, hovedadkomsten.
Livets flod. – Livets træ står midt i denne gade, men på begge sider af livets flod; følgelig rinder livets flod også midt i stadens gade. Denne flod vælder ud fra Guds trone. Det billede, vi således får, er følgende: Guds herlige trone står ved begyndelsen til hovedgaden, - ud fra denne trone vælder livets flod, hvis vande flyder langs gennem gadens midte, - på begge sider vokser livets træ, som danner en høj, knejsende bue over den majestætiske flod og spreder sine grene langt ud til begge sider. Hvor bred denne hovedgade er, kan vi ikke bestemt udregne; dog så meget skønner man uden videre, at en stad, som måler 375 engelske mil fra side til anden i begge retninger, nok kan levne sin hovedgade et ganske betydeligt rum.
En ganske naturlig ordning af byens gader ville være lig planen i hosstående tegning: Tronen i midten og en bred gade med livets flod og livets træ udgående i fire retninger til byens mure på alle fire sider. Derved ville alle bydele have samme adgang til hovedgaden. Det ville også afgive plads til en særlig prægtig port på hver af byens sider med indgang til hovedgaden. Hver af disse fire dele af hovedgaden ville (naturligvis afhængig af, hvor stor plads tronen indtager) blive i det mindste omkring 180 engelske mil. Man kunne indvende, at dette er at gå for vidt i sine fornuftslutninger. Måske det er; men vi antager, at de der har håb om snart at indgå i denne stad, ikke vil have noget imod lidt uskyldig tankedrøftelse i så henseende.
Livets træ. – Men hvorledes kan livets træ være ét og dog vokse på begge sider af floden? 1) Sikkert er det, at der er blot ét livets træ. Thi lige fra første Mosebog til Åbenbaringen omtales det blot som ét træ. 2) For samtidig at stå på begge sider af floden må det have mere end én stamme, i hvilket tilfælde det må være forenet i toppen eller sine øvre grene for at kunne danne ét. Henrykket i ånden og given et omstændeligt skue af dette under siger Johannes, at det voksede på begge sider af floden. En anden, som også er bleven forundt i et syn at skue det himmelske lands vidunderlige herlighed, har aflagt et lignende vidnesbyrd: ”Vi gik alle ind og følte, at vi med fuldkommen ret befandt os i staden; her så vi livets træ og Guds trone; ud fra tronen vældede en flod med rent vand, og på begge sider af loden stod livets træ. Først syntes jeg, at jeg så to træer; jeg skuede atter og så, at de i toppen gik sammen til ét. Det var altså livets træ på begge sider af livets flod; dets grene bøjede sig mod det sted; hvor vi stod, og frugten var herlig og så ud som sølvblandet guld” (Experience and Views, side 12, 13.) Hvorfor skulle et sådant træ betragtes som noget unaturligt eller umuligt, når vi allerede her på jorden har et billede derpå? Det indiske baniantræ er i denne henseende nøjagtig således beskaffent. Om dette træ siger Encyclopedia Americana: ”Ficus indica (Det indiske figentræ, Baniantræet) er fra oldtiden af blevet berømt for, at det lader sine grene hænge ned og fæste rod i jorden, hvorpå disse atter bliver til stammer, som skyder nye grene, således at et eneste træ danner en hel liden skov.” Således tror vi, at livets træ spreder sig ud og bærer sig selv.
Livets træ bærer tolv gange frugt og giver hver måned sin frugt. Derved kastes lys over ordene i Es. 66;23, som siger, at alt kød skal komme ”nymåne efter nymåne” for at tilbede for Herrens ansigt. Ordet ”Nymåne” burde rettere være ”måned”. Det hebraiske ord er *1*(hhodesh), af gesenius gengivet med ”en måned”. I Septuaginta står der: *2* (men ek menos), ”fra måned til måned”. De genløste kommer op til den hellige stad fra måned til måned for at nyde frugten af livets træ. Og træets blade tjener folkene til lægedom (egentlig: træets blade er folkene til tjeneste.) Man kan ikke opfatte dette således, som om deri skulle ligge, at nogen kommer ind i staden syg eller vanfør, så han trænger til lægedom; thi deraf måtte man slutte, at der altid bliver nogen til stede i sådanne kår, såsom vi ingen grund har til at mene, at bladenes tjeneste, den være hvilken som helst, ikke bliver stadig og vedvarende ligesom frugtens brug. Dog, at tænke sig sygdom og vanførhed i udødelighedsstanden strider imod andre skriftsteders udtrykkelige ord.
Disse ord viser, at der tales om den store Gud, faderen, ligesåvel som om sønnen. Ingen mærker af forbandelsen findes mere, ingen giftfyldt atmosfære, intet skue af ødelæggelse og fordærvelse skal ses mere på jorden. Enhver luftning vil blive forfriskende og livgivende, alt, hvad man ser, et billede på skønhed, enhver lyd liflig musik.
I udtrykket ”de skal se hans ansigt” gælder ordet hans faderen; thi han er den, hvis navn står på deres pander; og at det er faderen erfares af kapitel 14;1. Således vil da løftet i Matt. 5;8 gå i opfyldelse: ”Salige er de rene af hjertet; thi de skal se Gud.”
Atter siges det os her, at der ingen nat skal være i staden; thi Gud Herren skal være dens lys. Af 7. vers ser man, at det er Kristus, som taler, noget man særlig må huske på i forbindelse med 14. vers. At bevare denne bogs profetis ord er det samme som at opfylde de pligter, der fremstilles i forbindelse med forudsigelsen, således f.eks. i kapitel 14;9-12.
(Med hensyn til, hvad der kunne være at sige om 9. vers, se under kapitel 19;10.) I 10. vers får Johannes den befaling ikke at forsegle denne bogs profetis ord. Den almindelig yndede og hævdede teologi nu til dags siger, at bogen er forseglet. Heraf følger nu ét af to: Enten har ikke Johannes adlydt befalingen, - eller den nævnte teologi fuldbyrder Es. 29;10-14. 11. vers viser, at prøvetiden afsluttes, og alles sag bliver uforanderlig afgjort før Kristi komme; thi i næste vers siger Kristus: ”Se, jeg kommer snart.” Hvor farlig og fordærvelig må det da ikke være at påstå, at der skal blive endnu en prøvetid efter nævnte tildragelse, således som de siger, der forventer et timeligt tusindårsrige! Kristi løn er med ham til at betale hver, som hans gerning monne være, - endnu et afgørende bevis for, at der ingen prøvetid bliver efter denne begivenhed. Thi alle de levende ugudelige, de, ”som ikke kender Gud”, hedningerne, og de, som ikke lyder for Herre Jesu Kristi evangelium, alle kristne landes syndere (2 Thess. 1;8) vil hjemsøges med en hurtig ødelæggelse af den, som da kommer i ildsluer for at bringe hævn over sine fjender.
I 11. vers betegnes således prøvetidens slutning, afslutningen på Kristi midlergerning. Nu lærer vi imidlertid af emnet om helligdommen, at denne gerning afsluttes med prøvelsen af de levendes sag for den undersøgende dom. Når denne er færdig, kan den uigenkaldelige befaling udtales. Når imidlertid de levendes sag kommer frem under dommens værk, er vi bange for, at hvad der endnu henstår ugjort, vil ske så hurtig, at sagen nu for alle disses vedkommende kan siges så godt som at blive afgjort samtidig. Vi har derfor ingen anledning til at grunde over arbejdets orden for de levendes vedkommende, med hensyn til hvis sag vil blive pådømt først og hvis sidst, eller hvorvidt man vil få rede på, at nogen overhovedet er pådømt, førend alt er færdigt.
Kristus anvender her udtrykket alfa og omega om sig selv. Anvendt om ham må udtrykket tages i en mere begrænset betydning, end når det anvendes om faderen, som i kapitel 1;8. Kristus er alfa og omega, begyndelsen og enden på den store frelses rådslutning. 14. vers er, som før bemærket, Kristi ord. De bud, hvorom han taler, er hans faders og kan kun være de ti bud, som gaves på Sinai bjerg. ”Salige” siger han, ”er de, som holder dem.” Således udtaler han i Guds ords slutningskapitel, hen imod selve slutningen på det sidste vidnesbyrd, som det trofaste og sanddrue vidne her efterlod for sine, højtidelig en velsignelse over dem, som holder Guds bud. Måtte de, som tror på lovens afskaffelse, overveje dette nøje!
I stedet for ”salige er de, som holder hans bud”, lyder nogle oversættelser, den nye norske også: ”salige er de, som tvætter sine kjortler.” Herom har Alford’s Testament for English Readers følgende bemærkning: ”Forskellen i oversættelserne er noget besynderlig; den består efter originalen i forskellen mellem: poiountes tas entolas autou og plunontes tas stolas auton, hvilke begge lettelig kan tages fejl af indbyrdes.” I betragtning af denne erklæring er det kan hænde ikke så overraskende, at denne forskellige læsemåde findes; men der synes at være gode grunde for at tro, at det første er det oprindelige udtryk, hvoraf det sidste er fremkommet ved en omskrivers fejltagelse. En af de allerældste oversættelser fra det oprindelige græske, det syriske nye testamente nemlig, lyder således overensstemmende med vor almindelige oversættelse. Og Cyprian, hvis skrifter ligger forud i tid for alle endnu forhåndenværende græske håndskrifter, anfører (Anti-Nicene Library, Bd. XIII, side 122) Skriftstedet i denne form: ”Salige er de, som holder hans bud.” Vi kan derfor uden fare betragte dette som den rigtige læsemåde.
En hund er det bibelske sindbillede på en uforskammet mand, et frækt menneske. Hvem ville gerne lades i selskab med dem, hvis lod ligger udenfor Guds stad? Og dog, hvor mange kommer ikke til at stå der, fordømte som afgudsdyrkere, som løgnere, som dem, der elsker løgn og bringer løgnen i omløb, så snart den er udtalt.
At Jesus vidner dette i menighederne viser, at hele Åbenbaringens bog er skænket de syv menigheder, nok et tilfældigt bevis for, at de syv menigheder repræsenterer kirken ned igennem hele den nye pagts tid. Kristus er Davids slægt, for så vidt han optrådte på Jorden mellem Davids efterkommere. Han er Davids rod, for så vidt han er Davids store modbillede og alle tings skaber og opholder.
Således indbydes alle til at komme. Herrens kærlighed til menneskeslægten slår sig ikke til ro med blot at berede det evige livs salighed for den, bane vejen og så forkynde, at hver den, som vil, kan komme; nej, han sender en indtrængende indbydelse ud, lader, som det er gunstbevisning, man gør ham, om man kommer og nyder del i den uendelige salighed, han ved sin grænseløse kærlighed har erhvervet. Hvor barmhjertig, omfattende og ubegrænset er ikke hans indbydelse! De, der til sidst går fortabte, vil aldrig med grund kunne klage over, at der ikke er gjort nok for at erhverve dem salighed. De vil aldrig med grund kunne indvende, at det lys, der skænkedes for at vise dem livets vej, ikke var klart nok. De vil aldrig kunne undskylde sig med, at nådens kald og indbydelserne til at vende om og leve ikke var rigelige og ubegrænsede nok. Fra selve begyndelsen er der blevet øvet en kraft så stærk så stærk, som der kunne øves uden at berøve mennesket dets egen frie vilje, en kraft for at drage det mod himlen og løfte det op af den afgrund, hvori det var faldet. Ordet ”kom” har lydt som åndens bøn fra Guds egne læber, fra hans profeters, hans apostles, ja fra han egen søns, selv da han betalte vor store syndegæld i sin uendelige barmhjertighed og selvfornedrelse.
Dette sidste nådens budskab, som det nu lyder, er endnu en anden, men den sidste indbydelse, som Gud i sin langmodighed og medynk udsender. Kom! Lyder indbydelsen; kom! Thi alt er beredt. Kom! Bliver det sidste ord, der lyder fra barmhjertighedens læber i synderens øren, før hævnens tordenskrald lyder over hans hoved. Så stor er en barmhjertig Guds godhed mod det opsætsige menneske; og dog vil man ikke komme! Af fri drift og velberåd hu undslår man sig for at komme. Når man da får se Abraham, Isak og Jakob i Guds rige, men sig selv stødt udenfor, da får man ingen at kaste skylden på, ingen at rette bebrejdelser imod uden sig selv. Man kommer da til at føle dette i al sin beskhed; thi der kommer et tidspunkt, da det i den mindste enkelthed vil gå således, som Pollok gribende siger om fordømmelsen:
”Og altid lød i tord’nens dumpe brøl Også bruden siger: Kom! Men bruden er staden, og hvorledes kan den sige: Kom? Havde vi styrke nok til at skue denne stads strålende herlighed og leve, - kunne vi få lov til at beskue dens forbavsende skønhed og føle os forvissede om, at vi havde fuld ret til at indgå i den, bade os i dette lysets og salighedens hav og rigtig nyde dens herlighed, fryde os i dens glans i al evighed, - ville da ikke staden sige til os: Kom! Og det med en overtalelsens kraft, som intet kunne modstå? Hvem af os kunne ligefrem sådan vende os bort og sige: Jeg tragter ikke efter nogen arvelod der?
Men om end vi ikke kan skue denne stad nu, så har dog Guds ufejlbarlige ord lovet os det, og dette er nok til at give os en fast, fuld og levende tro, og gennem denne tro lyder det til os: Kom! Kom, hvis du vil arve boliger, hvor sygdom, sorg, smerte og død aldrig kommer ind, - såfremt du vil vinde ret til livets træ, plukke dets udødelige frugt, æde og leve, - såfremt du vil drikke af den livets flods vand, som krystalklart vælder ud fra Guds trone! Kom, ifald du vil vinde adgang til den evige stad gennem hine strålende perleporte, - om du ønsker at vandre gennem dens gader af skinnende guld, - såfremt du ønsker at skue dens grundvolds glitrende ædelstene, - ifald du ønsker at se kongen i hans dejlighed på sin himmelblå trone! Kom, dersom du vil synge millionernes jubelsang og dele deres fryd! Kom, såfremt du vil stemme i med de genløste i deres lovsange til den melodiske harpelyd og vide, at din landflygtighed for evigt er omme, og at dette er dit evige hjem! Kom, såfremt du vil have sejrens palme og erfare, at du for bestandig er fri! Kom, såfremt du ønsker at bytte din pandes bekymrede furer med en ædelstens krone! Kom, dersom du vil se de forløste myriaders salighed, de forherligedes skare, som ingen kan tælle! Kom, såsandt du ønsker at drikke af den himmelske saligheds rene kilde, - såfremt du vil skinne som stjernerne i evighed på herlighedens himmel, - såfremt du vil vinde lod i den ubeskrivelige henrykkelse, som fylder de sejrsjublende hærskarer, når de foran sig ser den endeløse evighed med stedse tiltagende herlighed og stedse nye glæder!
Ja, bruden siger: Kom! Hvem af os kan modstå indbydelsen? Sandhedens ord er os en borgen for, at såfremt vi holder Guds bud og bevarer Jesu tro, skal vi få adgang til livets træ, skal vi indtræde i staden gennem dens porte. Og vi skal føle, at vi hører hjemme i vor faders hus blandt al denne uendelige herlighed, og at netop disse boliger er os beredte; ja vi skal komme til at erfare den fulde sandhed af de trøsterige ord: ”Salige er de, som er kaldede til lammets bryllups nadver.” Åb. 19;9.
Den, som hører, siger: Kom! Vi har hørt om dette dejlige lands herlighed, skønhed og salighed, og vi siger: Kom! Vi har hørt om floden med dens grønne bredder, om træet med dets lægende blade, om den ambrosiske løvsal, der blomstrer i Guds paradis, og vi siger: Kom! Den, som tørster, han komme, og den, som vil, han tage livets vand uforskyldt!
Hvad vil det sige at lægge til eller tage fra denne profetis bog? Man erindrer vel, at ordene her gælder denne profetis bog, med andre ord Åbenbaringen, hvorfor altså hvad der siges om at lægge til eller tage fra udelukkende gælder denne bog. Nu kan man ikke kalde noget et tillæg til denne bog, uden at man lægger det til i den hensigt at få tillægget betragtet som en ægte og oprindelig del af Åbenbaringens bog. At undertrykke eller fjerne nogen del af samme ville være det samme som at tage fra bogen. Ligesom Åbenbaringens bog ikke kan kaldes et tillæg til Daniels bog, således ville det ikke være noget tillæg til Åbenbaringens bog, om Gud skulle finde det tjenligt at give os yderligere Åbenbaringer gennem sin ånd, uden for så vidt altså dette gør krav på at være en del af denne bog.
Guds ord er os givet til oplysning om saliggørelsens orden. Kristi andet komme skal være denne store rådslutnings højdepunkt og fuldendelse. Hvor træffende slutter derfor ikke bogen med den højtidelige forsikring: ”Ja, jeg kommer snart.” Måtte vi med glødende hjerte med apostlen svare: Amen, ja kom, Herre Jesus!
Således slutter da denne af Ånden indblæste skrift, - slutter med det, som er det bedste af alle løfter og genstanden for den kristnes håb: Kristi genkomst. Da skal de udvalgte forsamles og tage afsked med alle dette timelige livs onder. Hvor rig er dog ikke denne forjættelse på alt, hvad der er den kristne dyrebart! Vandrende som en landflygtig i denne syndens verden, adskilt fra de få, der har den samme dyrebare tro, længes han efter at komme sammen med de retfærdige, efter de helliges samfund. Nu skal han opnå det; thi alle de fromme skal forsamles, ikke fra ét land blot, men fra alle, ikke alene fra én tidsalder, men fra samtlige – den store indhøstning af de genløste, der kommer frem i en lang og strålende række, medens englene råber af fryd over høsten, og himlens trommers kraftige lyd indblander sig frydefuldt, og en hidtil uhørt, ukendt sang i verdensaltet, de genløstes sang, føjer sine herlige melodiske toner ind i den almindelige, altomfattende jubel og henrykkelse. Således skal de hellige samles for at fryde sig i al evighed i hverandres nærværelse.
”Mens Guds herlighed ret som en gylden sø Denne samlen har intet andet end ønskværdigt ved sig. De hellige kan ikke andet end sukke derefter og bede derom. Som Job råber de på Guds nærværelse, som David kan de ikke mættes, før de opvågner efter hans lignelse. Under disse forkrænkelighedens vilkår sukker vi længselsfulde, at vi må findes iklædte, ikke nøgne. Vi kan blot stå i spændt forventning efter den stund, da vi skal få en sønlig udkårelse, vort legemes forløsning. Vort øje spejder efter at få et blik af den himmelske herlighed; vort øje venter for at opfange lyden af den himmelske musik; vort hjerte banker ved tanken om dens uendelige glæder. Vor lyst til at nyde bryllupsnadverens måltid efter at komme i hans nærhed. Kom, Herre Jesus, kom snart! Ingen mere velkommen beretning kan modtages end den, at Herren til sine engle har ladet udgå den befaling: Samle mig mine udvalgte fra himlens fire vinde!
Samlingsstedet øver kun tiltrækning. Der er Jesus, den fagreste blandt titusinde. Der er Guds og Lammets trone, i hvis herligheds glans solen svinder som stjernerne for dagens lys. Der er staden af Jaspis og Guld, hvis bygmester og forarbejder Gud er. Der rinder Livets flod, som stråler af Guds herlighed og vælder fra hans trone i uendelig renhed og fred. Der vokser livets træ med sine lægende blade og sin livgivende frugt. Der er Abraham, Isak og Jakob, Noah, Job og Daniel, profeter, apostle og blodvidner, kort sagt: hele den himmelske skare. Der får man skue herlige ting: Marker med levende grønt, blomster, som aldrig visner, elve, som aldrig udtørres, produkter i endeløs mangfoldighed, uforgængelige frugter, kroner, som aldrig fordunkles, harper, som ikke kender mislyd; der vil findes alt, som man overhovedet kan tænke sig eller ønske sig, hvis smag er frigjort fra synden og hævet op i udødelighedens højder.
Vi må komme did! Vi må sole os i Guds tilgivelses smil, med hvem vi er blevet forsonede, og ikke mere synde; vi må få adgang til livets uudtømmelige kildevæld, frugten af livets træ, og aldrig mere dø; vi må hvile under skyggen af dets blade, der er til folkeslagenes tjeneste, for aldrig igen at blive trætte; vi må drikke af kilden, der skænker liv, for aldrig mere at tørste; vi må bade os i dens sølvstænk og blive forfriskede; vi må vandre på dens gyldne bredder og føle, at vi ikke længere er landflygtige; vi må bytte korset med kronen og føle, at vor ydmygelses tid er til ende; vi må nedlægge vandringsstaven, optage palmegrenen og føle, at rejsen er endt; vi må aflægge det revne klædebon fra vor krigeriske færd og iføre os sejrens hvide klædning og føle, at striden er endt og sejren vunden; vi må skifte vor pilgrimsvandrings slidte, støvede kjortel med udødelighedens herlige klædebon og føle, at synd og forbandelse ikke mere kan besmitte os. O, måtte snart dagen gry for hvile og sejr og alt, som godt er! Måtte englene straks sendes ud for at samle de udvalgte! Måtte det løfte gå i opfyldelse, som i sit følge har denne uforlignelige herlighed! JA KOM, HERRE JESUS!
|