2. Kapitel - Det store billede

Daniel førtes i fangenskab i Nebukadnezars første år. I tre år stilledes han under lærere, og i denne tid regnedes han naturligvis ikke blandt rigets vise eller tog del i statssager. Og dog fandt det, der berettes i dette kapitel, sted i Nebukadnezars andet år. Hvorledes kunne man da bringe Daniel ind for at tolke kongens drøm? Forklaringen ligger deri, at Nebukadnezar regerede i to år sammen med sin fader Nabopalassar. Fra dette tidspunkt regnede jøderne, medens Kaldæerne regnede fra den tid, han begyndte at regere alene ved faderens død. Følgelig var det her nævnte år hans andet regeringsår ifølge kaldæernes regning, men det fjerde ifølge jødernes. Man ser således, at allerede første år, efter at Daniel havde fuldendt sin forberedende uddannelse for at kunne befatte sig med det kaldæiske riges statssager, bragte Guds forsyn ham til pludselig og vidunderlig at vinde berømmelse over hele riget.

  2.  Så lod Kongen Drømmetyderne, Manerne, Sandsigerne og Kaldæerne
      kalde, for at de skulde sige ham, hvad han havde drømt. Og de
      kom og trådte frem for Kongen.

Troldmændene var dem der øvede trolddom, udtrykket taget i dets slette betydning; det vil sige, de øvede alle de overtroiske højtideligheder og ceremonier, som var almindelige for dem der forudsagde skæbnens gang, at nogen skulle fødes og så videre. Blandt de tilkaldte var også astrologerne, der foregav at kunne forudsige, hvad der skulle ske i fremtiden, efter nøjagtig iagttagelse af stjernerne. Den astrologiske videnskab eller overtro dyrkedes i vid udstrækning af oldtidens østlige nationer. Besværgerne påstod at stå i forbindelse med de døde; i denne betydning anvendes dette ord bestandig i den hellige skrift. Nutidens spiritisme er ligefrem oldtidens hedenske ånde besværgelse, som igen er vakt til live. De ovennævnte kaldæere var en filosofisk sekt, der lignede spåmændene og astrologerne, og som gjorde naturen, spådom osv. til sit studium. Af alle disse sekter eller laug var der en stor mængde i Babylon. Hver for sig sigtede de mod samme mål, nemlig det at forklare hemmelige ting og forudsige fremtidige begivenheder, idet hovedforskellen mellem dem var de midler, hvorved de søgte at nå sin hensigt. Den vanskelige stilling, hvori kongen stod, havde hver især af dem i lige grad betingelsen for at klare, derfor kaldte han dem alle til sig. For kongen var det en vigtig sag, han var højligt besværet og samlede derfor alt, hvad riget kunne opbyde af visdom, for at befries fra sin rådløshed.

3

.
  3.  Da sagde Kongen til dem: »Jeg har haft en Drøm, og mit Sind
      falder ikke til Ro, før jeg får at vide, hvad den betyder.«
  4.  Kaldæerne svarede Kongen (på Aramæisk) ): »Kongen leve
      evindelig! Sig dine Trælle Drømmen, så skal vi tyde den.«

Hvad end oldtidens spåmænd og stjernekyndige kan have manglet, synes de dog fuldstændig at have vundet øvelse i den kunst at samle tilstrækkelige oplysninger for på dem at grunde en eller anden kløgtig beregning eller forme sine svar så tvetydig at de passede, hvad udfald sagen end fik. I overensstemmelse med sine listige instinkter opfordrede de i nærværende tilfælde kongen at meddele dem drømmen. Kunne de blot erholde fuld oplysning angående denne, kunne de også let blive enige om en eller anden tolkning, som ikke satte deres ry på spil. De henvendte sig til kongen på aramæisk, en dialekt af det kaldæiske sprog, der benyttes af dem, der sad inde med lærdom og dannelse. Fra dette punkt indtil slutningen af det 7. kapitel fortsættes beretningen på kaldæisk.

  5.  Men Kongen svarede Kaldæerne: »Mit Ord står fast! Hvis I ikke
      både kundgør mig Drømmen og tyder den, skal I hugges sønder og
      sammen og eders Huse gøres til Skarndynger;
  6.  men gengiver I mig Drømmen og tyder den, får I Skænk og Gave og
      stor Ære af mig. Gengiv mig, derfor Drømmen og tyd den!«
  7.  De svarede atter: »Kongen sige sine Trælle Drømmen, så skal vi
      tyde den.«
  8.  Kongen svarede: »Nu ved jeg for vist, at I kun søger at vinde
      Tid, fordi I ser, mit Ord står fast,
  9.  så eders Dom kun kan blive een, hvis I ikke kundgør mig Drømmen,
      og at I derfor er blevet enige om at lyve for mig og føre mig
      bag Lyset, til der kommer andre Tider. Sig mig derfor Drømmen,
      så jeg kan vide, at I også kan tyde mig den.«
 10.  Kaldæerne svarede Kongen: »Der findes ikke et Menneske på
      Jorden, som kan sige, hvad Kongen ønsker at vide; aldrig har jo
      heller nogen Konge, hvor stor og mægtig han end var, krævet
      sligt af nogen Drømmetyder, Maner eller Kaldæer;
 11.  hvad Kongen kræver, er umuligt, og der er ingen, som kan sige
      kongen det, undtagen Guderne, og de bor ikke hos de dødelige.«
 12.  Herover blev Kongen vred og såre harmfuld, og han bød, at alle
      Babels Vismænd skulde henrettes.

 13.  Da nu Befalingen var udgået, og man skulde til at slå Vismændene
      ihjel, ledte man også efter Daniel og hans Venner for at slå dem
      ihjel.
 

Disse vers indeholder beretningen om den fortvivlede kamp mellem de såkaldte vise og kongen; førstnævnte søger på en eller anden måde at smutte bort, da de ser sig fangne i sit eget garn, og sidstnævnte bestemte, at de skulle kundgøre ham hans drøm, noget, de ifølge sit kald skulle magte, når han forlangte det. Man har til dels gået strengt i rette med Nebukadnezar, fordi han i denne sag skulle have optrådt som en hjerteløs ufornuftig tyran. Men hvad gav ikke disse spåmænd sig ud for at kunne? – Åbenbare skjulte ting, forudsige, hvad der fremtidigt skulle ske, kundgøre hemmeligheder, der helt og holdent lå så højt og så langt borte, at intet menneske kunne forudse og trænge ind i dem, endelig at gøre alt dette ved hjælp af overnaturlige midler. Var der da så sandt noget ved deres påstande, hvorfor kunne de så ikke åbenbare kongen, hvad han havde drømt? Det kunne de visselig. Og om de, når de kendte drømmen, kunne give den en tydning, som var at stole på, kunne de da ikke også kundgøre drømmen selv, i tilfælde kongen havde glemt den? Vistnok, såfremt der var noget ved, hvad de påstod: at de stod i forbindelse med den anden verden! Der var derfor intet ubilligt i Nebukadnezars forlangende, at de skulle lade ham vide, hvad han havde drømt. Og når de (11. vers) erklærede at ingen uden Guderne, hvis bolig ikke var blandt menneskene, formåede at kundgøre, hvad kongen ønskede at vide, var det en stiltiende erkendelse af, at de ingen forbindelse havde med disse Guder, og at de intet videre vidste, end hvad menneskelig visdom og kløgt kunne åbenbare. Derfor blev kongen fortørnet og meget vred. Han skønnede, at han med samt sit hele folk var ved at falde som offer for et bedrageri. Han beskyldte dem (9. vers) for, at de søgte at drage sagen i langdrag, indtil ”Tiden forandrede sig” eller indtil sagen var gået af minde, og hans vrede over deres tvetydige væsen havde lagt sig, og indtil han enten selv kom til at genkalde sig drømmen eller blev ligegyldig med hensyn til den tydning eller ikke tydning. Og medens vi ikke kan retfærdiggøre de yderlige forholdsregler, han greb til ved at dømme dem til døden og deres huse til ødelæggelse, kan vi ikke andet end føle hjertelig medfølelse med ham, når han således fælder dommen over en klasse elendige bedragere.

Den strenge dom må man sandsynligvis skrive mere på hine tiders sæder end på nogen særlig slet natur hos kongen selv. Det var dog et dristigt og fortvivlet skridt. Man må huske på, hvem det var, som således pådrog sig kongens vrede. De var talrige og rige sekter med betydelig indflydelse; endvidere var de hine tiders dannede klasser, der sad inde med lærdommen. Så uadskillelig havde dog ikke kongen knyttet sig til sin falske religion, at han skånede den, selv med al dens nævnte indflydelse. Hvis systemet var bygget på svig og bedrageri, kunne det ikke bestå, hvor højt end dets dyrkere stod i tal og stilling, eller hvor mange af dem der end måtte rives med i dets fald; kongen ville ingen del have i deres uærlighed eller svig.

 14.  Da henvendte Daniel sig med kloge og vel overvejede Ord til
      Arjok, Øversten for Kongens Livvagt, som var draget ud for at
      slå Babels Vismænd ihjel.
 15.  Han tog til Orde og spurgte Arjok, Kongens Høvedsmand: »Hvorfor
      er så skarp en Befaling udgået fra Kongen?« Og da Arjok havde
      sat ham ind i Sagen,
 16.  gik Daniel ind til Kongen og bad ham give sig en Frist, så
      skulde han tyde Kongen Drømmen.

 17.  Så gik Daniel hjem og satte sine Venner Hananja, Misjael og
      Azarja ind i Sagen,
 18.  og han pålagde dem at bede Himmelens Gud om Barmhjertighed, så
      han åbenbarede Hemmeligheden, for at ikke Daniel og hans Venner
      skulde blive henrettet med Babels andre Vismænd.

I denne fortælling ser man Guds forsyn træde frem i adskillige mærkelige omstændigheder:

1. Det var en forsynets tilskikkelse, at kongens drøm gjorde et så mægtigt indtryk på hans sjæl, at den hos ham vakte den højeste grad af ængstelse, og at han dog ikke kunne huske selve drømmen. Dette førte til, at spåmændene og de andre hedenske lærere fuldstændig måtte røbe sit falske system; thi da man satte dem på prøve, at de skulle kundgøre drømmen, fandt man, at de ikke formåede at udrette, hvad deres kald gjorde til en uundgåelig pligt.
2. Det var mærkeligt, at Daniel og hans medbrødre, som kongen så nylig havde erklæret for ti gange bedre end alle sine spåmænd, ikke før var bleven tagne med på råd, eller snarere, at man i foreliggende sag aldeles ikke havde rådspurgt dem. Men heri lå forsynets vilje. Ligesom kongen ikke kunne komme på drømmen, således faldt det ham heller ikke ind at henvende sig til Daniel for at få en løsning på det uforklarlige, uden at han selv vistnok gjorde sig rede for grunden. Thi om han straks havde tilkaldt Daniel, og denne ligeledes straks havde meddelt ham, hvad det gjaldt at vide, ville spåmændene ikke være bleven stillet på prøve. Gud ville give Kaldæernes hedenske system den fordel at blive prøvet først. Han ville lade dem forsøge, lade dem trække sig med skam tilbage og bekende sin yderlige afmagt selv her, hvor det gjaldt at frelse sit liv, for at de kunne blive des bedre beredte til at erkende hans finger, når han endelig strakte den ud for sine fangne tjenere og sit eget navns ære.
3. Man ser, at den første kundskab, Daniel fik om foreliggende sag, meddeltes ham derved, at bødlerne indfandt sig for at lægge hånd på ham. Når hans eget liv således stod på spil, ville han drives til at søge Herren af hele sit hjerte, indtil Herren selv gjorde noget for deres befrielse. Daniel får af kongen hvad han forlanger, nemlig tid til at overveje sagen – et fortrin, som sandsynligvis ingen af spåmændene havde kunnet gøre regning på, såsom kongen allerede havde beskyldt dem for at pønse på løgnagtig og fordærvelig tale og at forsøge på at vinde tid netop med det mål for øje. Daniel gik straks hen til sine tre medbrødre og bad dem om, at de i forening med ham indtrængende skulle bede himlens Gud om nåde til at fatte, hvad der var skjult. Han kunne have bedt alene og uden tvivl vente bønhørelse; men ligesom nu var der dengang i Guds folks forening en sejrende magt, og løftet om bønhørelse gælder to eller tre, der i endrægtighed slutter sig sammen. Matt. 18; 19,20.

 19.  Da blev Hemmeligheden åbenbaret Daniel i et Nattesyn; og Daniel
      priste Himmelens Gud,
 20.  tog til Orde og sagde: »Lovet være Guds Navn fra Evighed og til
      Evighed, thi ham tilhører Visdom og Styrke!
 21.  Han lader Tider og Stunder skifte, afsætter og indsætter konger,
      giver de vise deres Visdom og de indsigtsfulde deres Viden;
 22.  han åbenbarer det dybe og lønlige; han ved, hvad Mørket gemmer,
      og Lyset bor hos ham.
 23.  Dig, mine Fædres Gud, takker og priser jeg, fordi du gav mig
      Visdom og Styrke, og nu har du kundgjort mig, hvad vi bad dig
      om; thi hvad Kongen vil vide, har du kundgjort os!«

Man ser intet om, hvorvidt svaret kom, medens Daniel og hans medbrødre endnu bad. Ifald det kom, viser det, hvor inderligt de bad; thi det var gennem et syn om natten, at Gud åbenbarede sig for dem, noget, der vel viser, at de vedblev sine påkaldelser til langt på nat, som man også med rimelighed kan antage, og ikke hørte op, før de fik svar. Eller om de havde ophørt at bede, og Gud først senere svarede dem, viser det vel, at bønner ikke er forgæves, selv om de ikke øjeblikkelig bønhøres, som det undertiden går. En og anden mener, at Daniel fik sagen at vide derved, at han drømte den samme drøm, som Nebukadnezar havde drømt; men Matthew Henry anser det for mere sandsynligt, at ”da han lå vågen og uden afladelse vedblev at bede og vågede i bønnen, meddeltes ham drømmen og den udtydning formedelst en engel og i så rigt mål, som han kunne ønske sig.” Ordene ”et syn om natten” betyder alt, hvad man ser, det være sig i sovende eller vågen tilstand.

Daniel lovede og priste straks Gud, fordi han havde set så nådig til ham; og medens vi vel ikke har hans bøn opbevaret, har vi dog en fuldstændig beretning om hans taksigelse efter bønhørelsen. Man ærer Gud ved at prise ham for det, han har gjort, ligeså sandt som man gennem bønnen erkender sin trang til hans hjælp. Måtte Daniels færd i dette stykke være os et eksempel; måtte vi give Gud tilbørlig lov og pris for enhver nådesbevisning fra hans hånd. Blev ikke ti spedalske rensede? Spurgte Kristus. Hvor er de ni? Luk. 17; 17.

Daniel nærede den fuldeste tillid til, hvad der var bleven ham åbenbaret; han gik ikke først til kongen for at erfare, om det, der var blevet ham åbenbaret, virkelig var kongens drøm, men takkede straks Gud, fordi han havde hørt hans bøn. Skønt Daniel havde fået drømmen at vide, regnede han sig det ikke selv til ære, som om han havde opnået dette ved sine bønner alene, men forenede sig straks med sine medbrødre i erkendelsen af, at deres bønner lige såvel som hans egen var bleven bønhørte. Det var, sagde han, ”hvad vi begærede af dig,” og du har ”kundgjort os det.”

 24.  Derfor gik Daniel til Arjok, hvem Kongen havde pålagt at henrette
      Babels Vismænd, og sagde til ham: »Henret ikke Babels Vismænd,
      men før mig frem for Kongen, så vil jeg tyde ham Drømmen!«

Daniel beder først for Babels vise: Dræb dem ikke; thi kongens hemmelighed er åbenbaret. Vistnok var denne åbenbaring sket uden nogen af deres fortjeneste såvel som uden hjælp af deres hedenske gættemetoder; de fortjente ligeså megen ubarmhjertig dom som før. Men dette, at de selv bekendte sin fuldstændige afmagt i foreliggende sag, var ydmygelse nok for dem, og det lå Daniel meget på hjerte, at de nød så vidt godt af de ham skænkede velsignelser, at de kom derfra med livet. Således blev de sparede, fordi der var en Guds mand iblandt dem; og således er det bestandig. For Paulus’ og Silas’ skyld frigaves alle de, der sad fangne med dem. Apg. 16;26. For Paulus’ skyld frelstes alle de, der med ham var ombord i skibet. Apg. 27;24. Dette er blot nogle prøver på de utallige eksempler, der findes den hele tid nedover, i hvilke den ugudelige har nydt godt af den retfærdiges velsignelse; det var godt, om man således erindrede den forpligtelse, hvori man står! Hvad er det vel, som nu sparer verden? For hvis skyld skånes den? – For de få retfærdiges skyld, som endnu findes. Hvor længe ville vel uden disse de onde få lov til at vedblive sit brødefulde liv? – Ej længere end de, der levede før syndfloden, tåltes, efter at Noah var gået ind i arken, eller Sodomitterne, efter at Lot var gået bort fra deres besmittede og besmittende nærværelse. Om der blot havde været ti retfærdige i Sodoma, ville stadens ugudelige indbyggere være bleven sparede for deres skyld. Og dog foragter, latterliggør og plager de ugudelige netop dem, for hvis skyld de endnu får lov til at nyde livet med alle dets velsignelser.

  25.  Så førte Arjok i hast Daniel frem for Kongen og sagde til ham:
      »Jeg har blandt de bortførte Judæere fundet en Mand, som vil
      tyde Kongen Drømmen!«

Der er altid et kendetegn på ministre og hofmænd, at de forsøger at sætte sig i gunst hos fyrsten. Således fremstillede Arjok sagen her, således som om han havde fundet en, der kunne kundgøre den ønskede tolkning, - som om han i højeste uegennyttighed for kongens skyld havde søgt efter en, der kunne fri ham ud af vanskeligheden, og til sidst havde fundet en. For at gennemskue dette, sin fornemste hof tjeners bedrageri, behøvede kongen blot at huske sin samtale med Daniel (16 vers), som han vel også gjorde, og Daniels løfte om at tyde drømmen, om han blot kunne få tid.

 26.  Kongen tog til Orde og spurgte Daniel, som havde fået Navnet
      Beltsazzar: »Er du i Stand til at kundgøre mig den Drøm, jeg har
      haft, og tyde den?«
 27.  Daniel svarede Kongen: »Den Hemmelighed, Kongen ønsker at vide,
      kan Vismænd, Manere, Drømmetydere og Stjernetydere ikke sige
      kongen;
 28.  men der er en Gud i Himmelen, som åbenbarer Hemmeligheder, og
      han har kundgjort Kong Nebukadnezar, hvad der skal ske i de
      sidste Dage:

Kan du virkelig kundgøre drømmen? Var kongens tvivlsomme hilsen til Daniel, da han trådte ind til ham. Trods den forrige erfaring synes kongen at have spurgt sig selv, hvorvidt Daniel, der var så ung og uerfaren, virkelig kunne kundgøre noget, som selve de gamle og ærværdige spåmænd og sandsigere ligefrem, at de vise, stjernetyderne, sandsigerne, og spåmændene ikke kunne åbenbare denne hemmelighed; thi deres evner strakte sig ikke så langt; derfor måtte kongen ikke være vred på dem, ej heller sætte lid til deres virkningsløse overtro. Men så bekender han også den sande Gud, som regerer i himlen og er den eneste, der kan åbenbare skjulte ting. Ham er det, siger Daniel, som viser kong Nebukadnezar, hvad der skal ske i de sidste dage.

 29.  Du tænkte, o Konge, på dit Leje over, hvad der skal ske i
      Fremtiden, og han, som åbenbarer Hemmeligheder, kundgjorde dig,
      hvad der skal ske.
 30.  Og mig er denne Hemmelighed åbenbaret, ikke ved nogen Visdom,
      som jeg har forud for alle andre levende Væsener, men for at
      Drømmen kan blive tydet Kongen, så du kan kende dit Hjertes
      Tanker.

Her fremstilles nok et rosværdigt træk i Nebukadnezars karakter. Uden at ligne en og anden hersker, der lader nutiden svinde hen i dårskab og udskejelser, uden at se på fremtiden, rettede han sine tanker mod de kommende dage med en inderlig lyst til at få vide, hvad der da skulle ske, idet han utvivlsomt havde til hensigt så meget des bedre at få kundskab om, hvorledes han viselig skulle drage sig nutiden til nytte. Af denne grund skænkede Gud ham denne drøm, der må betragtes som et tegn på guddommelig yndest lige overfor kongen, såsom der var mange andre måder, på hvilke den i drømmen indesluttede sandhed kunne være bleven bragt frem, i lige grad til Guds navns ære og hans folks bedste, både da og gennem følgende slægter. Dog ville Gud ikke gøre noget for kongen uafhængigt at sit eget folk; derfor sendte han drømmens udtydning gennem en af sine egne anerkendte tjenere, ihvorvel han gav kongen selv drømmen. Daniel fraskrev sig først al fortjeneste, og for derpå at dæmpe for en del de stolte følelser, det havde været naturligt for kongen at nære, siden han således blev lagt mærke til af himmelens Gud, underrettede han ham indirekte om, at Drømmen vistnok var givet ham; men at det dog ikke på nogen måde var for hans skyld, at udtydningen sendtes, men for deres skyld, gennem hvem den blev kundgjort. Se, Gud havde her nogle tjenere, og det var for deres skyld, han greb ind; de gælder mere i hans øjne end jordens vældige konger og mægtige; havde det ikke været for deres skyld, ville kongen aldrig have fået udtydningen på sin drøm, rimeligvis ikke engang drømmen selv. Når man således søger kilden til enhver nåde, hvem der end er genstand for den, finder man, at den skyldes Guds opmærksomhed mod sine egne børn. Hvor omfangsrig var ikke Guds gerning i nærværende tilfælde; ved dette alene, at han åbenbarede Daniel kongens drøm, opnåede han følgende: 1) kundgjorde han kongen, hvad han ønskede at vide; 2) frelste han sine tjenere, der troede på ham; 3) stillede han klart frem for den Kaldæiske nation kundskaben om den sande Gud; 4) udbredte han foragt for sandsigernes og spåmændenes falske systemer; 5) og hædrede han sit eget navn og hævdede sine tjenere i de fremmedes øjne.

 31.  Du så, o Konge, for dig en vældig Billedstøtte; denne
      Billedstøtte var stor og dens Glans overmåde stærk; den stod
      foran dig, og dens Udseende var forfærdeligt.
 32.  Billedstøttens Hoved var af fint Guld, Bryst og Arme af Sølv,
      Bug og Lænder af Kobber.
 33.  Benene af Jern og Fødderne halvt af Jern og halvt af Ler.
 34.  Således skuede du, indtil en Sten reves løs, dog ikke ved
      Menneskehænder, og ramte Billedstøttens Jern og Lerfødder og
      knuste dem;
 35.  og på een Gang knustes Jern, Ler, Kobber, Sølv og Guld og blev
      som Avner fra Sommerens Tærskepladser, og Vinden bar det
      sporløst bort; men Stenen, som ramte Billedstøtten, blev til et
      stort Bjerg, der fyldte hele Jorden.
 

Nebukadnezar var overensstemmende med den Kaldæiske religion afgudsdyrker; et billede var noget, der på en gang måtte vække hans opmærksomhed og dybe agtelse. De jordiske riger, der fremstilledes i dette billede, som senere vil blive omtalte, var genstande, han endvidere skattede højt og satte pris på. Ikke oplyst af Åbenbaringens lys, var han ikke beredt til at betragte jordiske riger i deres rette lys; derfor ser man en forbavsende overensstemmelse mellem den pris, han satte på disse genstande, og det, hvorved de symbolsk betegnedes for ham. De blev åbenbarede for ham i skikkelse af et stort billede, hvilket i hans øjne var meget værdifuldt og beundringsværdigt. Ganske anderledes var det med Daniel; han formåede at betragte al storhed og herlighed, der ikke bygges på Guds nåde og bifald, i dets rette lys; for ham viste sig derfor senere disse samme jordiske riger i skikkelse af grusomme og rovgjerrige vilde dyr. (Se 7. kap.)

Men hvor beundringsværdig egnede ikke dette billede sig til at give Nebukadnezars sjæl et dybt indtryk af en stor og vigtig sandhed. Foruden at ville i korte træk antyde begivenhedernes udvikling ned igennem tiderne til sit folks bedste ville Gud vise Nebukadnezar den fuldstændige tomhed og værdiløshed ved jordisk pragt og herlighed; og hvorledes kunne han gøre dette med større virkning end ved et billede, der begyndte med det kostbareste metal og gradvis gik nedad til det lavere, indtil man endelig træffer det groveste og mest rå af alle, Jernet opblandet med det simple ler, hvorpå det hele slås i stykker og gøres lig de tomme avner, der intet godt indeholder, men er lettere end det mest tomme på jorden, og endelig blæses bort, hvor det ingen plads kan finde, hvorefter endelig noget varigt, af himmelsk værd, indtager dets plads? Således ville Gud vise menneskenes børn, at jordiske riger skulle forgå, og jordisk stolthed og herlighed falder sammen og svinder som en glimrende boble; og på det sted, disse riger så længe havde anmasset sig, skulle Guds rige oprejses i evighed, og alle, som levede i og med dette, skulle hvile under dets fredelige vingers skygge evindelig. Men lad os ikke foregribe fortællingens gang.

 36.  Således var Drømmen, og nu vil vi tyde Kongen den:
 37.  Du, o Konge, Kongernes Konge, hvem Himmelens Gud gav Kongedømme,
      Magt, Styrke og Ære,
 38.  i hvis Hånd han gav Menneskene, så vide de bor, Markens Dyr og
      Himmelens Fugle, så han gjorde dig til Hersker over dem alle du
      er Hovedet, som var af Guld.

Her begynder et af menneskeslægtens histories mest ophøjede kapitler; otte korte vers i den hellige beretning gengiver hele fortællingen, og dog omfatter denne fortælling denne verdens pragts og magts historie. Nogle øjeblikke blot er nok til at fæste den i mindet, og dog rækker den tid, den omfatter, og som begynder mere end 2500 år tilbage, lige ind i det evige rige, fra hint fjerne punkt forbi rigers tilbliven og fald, forbi perioder og tidsaldre, udover vore egne dage. Den er så omfangsrig, at den omfatter alt dette, og dog er den så omstændig, at den fra hin tid indtil nu skildrer alle de jordiske rigers historie i korte træk. Menneskenes visdom har aldrig opfundet så kort en beretning med så rigt et indhold; menneskenes sprog har aldrig i så få ord givet historiske sandheder i så stor mængde. Dette må være Guds finger, lad os derfor nøje mærke os lærdommen!

Med hvilken interesse og forbavselse må ikke kongen have lyttet til profetens meddelelse om, at han eller snarere han eget rige (se flg. Vers), idet kongen her står i stedet for riget, var det prægtige billedes gyldne hoved. Oldtidens konger var taknemmelige for held og fremgang, og i tilfælde af, at det gik dem godt, var den beskyttende Guddom, de tilskrev sit held, den tilbedelsesværdige genstand, hvorpå de ødslede sine rigeste skatte, og ved hvem de dvælede i den dybeste andagt. Indirekte underretter Daniel kongen om, at han i nærværende tilfælde skylder himlens Gud sine bedste skatte, sin inderligste andagt, siden han er den, som har givet ham hans rige og gjort ham til hersker over det alt sammen; dette vil da afholde ham fra den stolte tanke, at han havde nået sin stilling ved egen magt og visdom, og ville vinde hans hjertes taknemmelighed for den sande Gud.

Babylons rige, der til sidst udviklede sig, så det blev det store historiske billedes guldhoved, blev grundlagt af Nimrod, Noahs sønnesøns søn, over 2000 år f.Kr. 1 Mos. 10;8-10. ”Og Kus avlede Nimrod; han begyndte at blive en vældig på Jorden. Han var en vældig jæger for Herrens åsyn; derfor siger man: Som Nimrod en vældig jæger for Herrens åsyn. Og hans riges begyndelse var Babel og Erek og Akkad og Kalne i Sinear land.” Nimrod grundlagde også staden Nineve, som siden blev Assyriens hovedstad. 1 Mos. 10;11. Følgende skildring af Babylons historie fra Johnsons Universal Encyclopedia, Art. Babylon, stemmer overens med de nyeste forfattere, som har skrevet om denne genstand: ”Omtrent 1270 f.Kr. blev det assyriske rige herre over Kaldæa og Babel, hvis hovedstad var Babylon. Dette land blev Babylon. Disse konger førte undertiden krig med dem, som regerede i det egentlige Assyrien. Til andre tider måtte kongen af Babylon betale skat til kongerne af Assyrien. Flere århundreder forløb, Babylons historie var næsten uden betydning. På denne tid Tiglat Pileser herskede i Assyrien, besteg Nabonassar Babylons trone 747 f.Kr. Han er berømt for det tidsafsnit, som er opkaldt efter ham, og som begynder 747 f.Kr. Omtrent år 720 blev Merodak Baladan konge over Babylon og sendte gesandter til Ezekias, Judas konge. 2 Kong. 20; Es. 39. Nogle få år senere blev Merodok Baladan overvundet og afsat af Assyriens konge Sargon. Senacherib fuldendte Babylons undertvingelse og forenede det med det assyriske rige omtrent 690 f.Kr. Nineve blev overvunden og det assyriske rige omstyrtet omtrent 625 f.Kr. af mederen Kyaxeres og hans bundsforvandte, Nabopalassar, Babylons oprørske landshøvding. Således blev Nabopalassar i stand til at grundlægge det babyloniske rige, hvilket var det fjerde af Rawlinsons fem store monarkier og indbefattede Eufratdalen, Susan, Syrien og Palæstina. Hans regering varede omtrent 21 år og var uden tvivl fredelig, eftersom historien næsten intet melder om den. Men i 605 f.Kr. overvandt hans hær Neko, kongen af Ægypten, som havde trængt ind i Syrien. Han blev efterfulgt at sin mere berømte søn Nebukadnezar (604 f.Kr.), der var den største af Babylons konger.”

Jerusalem blev indtaget af Nebukadnezar i han regerings første år, 606 f.Kr., hvilket var Jojakims, Judas Konges, tredje år. Dan. 1;1. Nebukadnezar regerede to år sammen med fader Nabopalassar. Jøderne regner hans regering fra denne tid, men Kaldæerne regner den fra den tid, han blev enehersker, 604 f.Kr., som ovenfor anført. Angående Nebukadnezars efterfølgere siger ovenanførte forfatter videre:

”Han døde 561 f.Kr. og blev efterfulgt af sin søn, Evil Merodak. Denne regerede blot to år. Nabonnid (eller Labynetus), som blev konge 555 f.Kr., gik i forbund med Krøsus mod Cyrus den store. Det synes, at han delte sin kongelige magt med sin søn Belsazer, hvis moder var en datter af Nebukadnezar. Cyrus belejrede Babylon og indtog staden med list 538 f.Kr. Perserne dræbte Belsazar, og med hans død ophørte Babylons rige.”

Når vi siger, at billedet i Daniels 2. kapitel betegner de fire store profetiske verdensriger, og regner Babylon som det første, så spørger man, hvorledes dette kan være ret, da intet af dem havde fuldstændigt herredømme over alle lande i verden. Babylon underlagde sig aldrig Grækenland eller Rom; men Rom grundlagdes, før Babylon var steget til sin magts tinde. Roms fremtidige stilling og indflydelse blev klart fremstillet i profetien, og det strider ingenlunde imod forudsigelsen, at Gud mange år, førend rigerne begynder den fremtrædende rolle, de har at spille i profetiens opfyldelse, begynder at forberede sine redskaber. Man må tage stilling ved siden af profeten og skue disse riger fra samme standpunkt, så kommer man rettelig til at betragte hans udsagn i lyset af hans stilling, den tid han skrev, og de omstændigheder, der omgav ham. Det er en ufravigelig fortolkningsregel, at folkeslag særlig anføres i forudsigelsen, når de kommer i så nær forbindelse med Guds folk, at det bliver nødvendigt at nævne dem for at fuldstændiggøre den hellige histories beretninger.

Da dette var tilfældet med Babylon, var dette rige fra profetens standpunkt den store og fremragende genstand i den politiske verden; i profetens øjne fordunklede det nødvendigvis alle andre, og han talte naturligvis om det som et rige, der regerede over hele jorden. Såvidt man ved, blev alle de provinser eller lande, imod hvilke Babylonien førte våben på sin magts højde, underkuede, i denne forstand var alle i dets magt, og denne kendsgerning forklarer det noget overdrevne sprog i 38. vers. At der var enkelte landstrøg og anselige folkemasser, som historien ikke kendte, og som lå udenfor civilisationens grænse på den tid, lande og folk, som hverken var opdagede eller undertvungne, er ikke noget, som er stærkt og betydningsfuldt nok til at fordømme profetens udtryk eller til at erklære forudsigelsen for fejlagtig.

I året 606 f.Kr. kom Babylonien i berøring med Guds folk, da Nebukadnezar indtog Jerusalem og bortførte Juda i fangenskab, og det berøres fra denne tid følgelig også af forudsigelsen, efter at det jødiske teokrati ophørte.

Dette riges væsen antydes ved det stof, som dannede den del af billedet, hvorved det symbolsk betegnes: Hovedet af guld; det var en gylden tidsalders gyldne rige. Dets hovedstad Babel knejsede så højt som ingen af dets senere rivaler. Beliggende i Østens have – bygget i en fuldkommen firkant, der målte 60 engelske mil i omkreds og 15 engelske mil på hver side – omgiven af en mur, som var 350 fod høj og 87 fod bred, tilligemed en fæstningsgrav eller et dige udenom denne af samme kubikindhold som muren selv – udlagt i 676 ruder, der hver for sig målte 2 ¼ engelske mil i omfang – med sine 50 gader, af hvilke hver især var 150 fod bred og skar hinanden under rette vinkler, 25 på hver kant, alle sammen rette og jævne og 15 engelske mil lange – sin 225 engelske kvadratsmils jordflade inden sine grænser, fordelt som netop beskrevet og udlagt til herlige lystanlæg og haver, i hvilke prægtige bygninger lå både her og der, - denne by med sin 60 mils grav, sin 60 mils ydrevold, sin 30 mils elvemur midt igennem, sine 150 solide kobberporte, sine hængende haver, der hævede sig terrassevis fra den ene til den anden, indtil de nåede i højde med murene selv, sit Belustempel, der var 3 engelske mil i omkreds, sine to kongelige paladser, af hvilke det ene var 3 ½ mil, det andet 8 engelske mil i omkreds, sin underjordiske gang under floden Eufrat, hvilken således forbandt nævnte to slotte, sine fuldkomne arrangementer til hygge, pryd og forsvar og sine ubegrænsede hjælpemidler, - denne by, der i sig indesluttede mangt og meget, som selv hørte til verdens underværker, var selv et endnu mægtigere under. Aldrig før havde jorden set en by som den, aldrig senere har den set dens mage. Med hele jorden udstrakt for sine fødder, sad denne by som en dronning i mageløs storhed og fik af den hellige pen selv denne glødende titel: ”Rigernes krone, Kaldæernes herlige prydelse.” Den var en passende hovedstad for det rige, der dannede det store historiske billedes gyldne hoved.

Sådan var Babel med Nebukadnezar, ungdommelig, kæk, kraftig og ypperlig, på sin trone, da Daniel trådte indenfor dens ubetvingede mure for som fange at tjene 70 år i dens omfangsrige paladser. Mere nedstemte end opmuntrede ved det lands herlighed og trivsel, hvor de holdtes fangne, hængte Herrens børn der sine harper på den glimrende Eufrats vidjer og græd, når de ihukom Zion.

Og der begyndte menighedens fangenskab i en endnu videre betydning; thi fra den tid har Guds folk bestandig været jordiske magter underkastet og mere eller mindre undertrykket af dem. Og således bliver det, indtil alle jordiske magter endelig overvindes af ham, hvis ret det er at regere. Og se! Befrielsens dag nærmer sig stadig med stærke skridt.

I en anden by skal snart ikke blot Daniel, men alle Guds børn, de mindste med de største, de laveste med de højeste, de første med de sidste, drage ind – en by, der ikke blot er 60 mil i omkreds, men 1500 mil, en by, hvis mure ikke er tegl og jordbeg, men ædle stene og jaspis, hvis gader ikke er Babylons brolagte gader, jævne og skønne som de vel var, men gennemsigtigt guld, hvis flod ikke er Eufrats vemodige vande, men livets vand, hvis musik ikke er sønderknuste fanger sukke og klager, men de forløste skarers mægtige sejerssange over døden og graven, hvis lys ikke er jordens vekslende lys, men det evige, ubeskrivelige lys, som udgår fra Guds og Lammets herlighed. I denne by skal de drage ind, ikke som fanger i et fremmed land, men som landflygtige, der vender tilbage til sit fædrene hus, ikke som til et sted, hvor de isnende ord: Trældom, slaveri og undertrykkelse overvælder deres sjæl, men til et sted, hvor de yndige ord: Hjem, frihed, fred, renhed, ubeskrivelig salighed og et liv uden ende vil bringe deres barm til at svulme af fryd i al evighed. Ja, vor mund skal fyldes med latter og vor tunge med frydesang, når Herren engang hjemfører Zions folk fra fangenskabet. Sal. 126; 1,2. Åb. 21; 1-27.

 39.  Men efter dig skal der komme et andet Rige, ringere end dit, og
      derpå atter et tredje Rige, som er af Kobber, og hvis Herredømme
      skal strække sig over hele Jorden.

Nebukadnezar regerede i 43 år og efterfulgtes af følgende herskere: Sønnen Evil Merodak i 2 år, Neriglissar, Svigersønnen i 4 år, Laborosoarkod, Neriglissars søn, i 9 måneder, der imidlertid ikke regnes med i Ptolemæus’ fortegnelse, såsom han var konge i mindre end et år, og endelig Nabonnid, hvis søn Belsazar, Nebukadnezars sønnesøn, sad med ham på tronen, og med denne ophørte dette kongedømme.

I Neriglissars første år, kun to år efter Nebukadnezars død, udbrød den skæbnesvangre krig mellem Babylonier og Meder, som skulle ende med det Babyloniske riges fuldstændige kuldkastelse. Kyaxares, Medernes konge, der hos Daniel (kap 6;1) kaldes Darius, kaldte til hjælp sin brodersøn Cyrus af den persiske linje, da han opbød alt imod Babylonierne. Krigen fortsattes med uafbrudt held på Medernes og Persernes side, indtil Cyrus i Nabonnids attende år (hans søns, Belsazars, tredje år) begyndte at belejre Babylon, den eneste by i hele Østen, som endnu holdt ud imod ham. Samlede indenfor sine uindtagelige mure med proviant nok til 20 år og jordsmon nok inden sin vældige bys enemærker til at skaffe føde for indbyggerne og militær besætningen i lange, lange tider, spottede babylonierne Cyrus fra sine høje mure og gjorde nar ad hans tilsyneladende unyttige anstrengelser for at bringe dem til underkastelse. Efter alle menneskelige beregninger havde de også god grund til at føle sig sikre. Vejen på enhver jordisk sandsynligheds vægtskål, forsynet med alle datidens bekendte krigsredskaber, våben og nødvendighedsartikler, kunne nævnte by aldrig indtages. Derfor åndede de så frit og sov fast, som om ingen fjende lå rundt om de belejrede mure ventende og vågende for at ødelægge dem; men Gud havde bestemt, at den stolte og ugudelige by skulle nedkastes fra sin herligheds trone, og når han taler, hvilket menneskes arm kan da gøre hans ord til skamme?

I selve denne sikkerhedsfølelse lå kilden til deres fare. Cyrus besluttede sig til at opnå ved en krigslist, hvad han ikke med vold kunne iværksætte, og da han erfarede, at en årlig fest var nær forhånden, ved hvilken hele byen ville hengive sig til munterhed og støjende lystighed, bestemte han sig til at vælge den dag til at sætte sit fortsæt i udførelse. Han kunne ikke komme ind i byen uden der, hvor floden Eufrat randt ind i og ud af byen under dens mure. Han besluttede sig derfor til at gøre selve flodsengen til vej for sit indtog i fjendens fæstning. Men for at gennemføre dette måtte han aflede vandet fra dets løb gennem byen. I denne hensigt udsendte han aftenen før den ovenfor antydede festdag tre afdelinger soldater, af hvilke den første på et givet tidspunkt skulle lede floden ind i en stor kunstig sø kort overfor byen, medens den anden skulle tage stilling der, hvor elven gik ind i byen, og igen kom ud af byen. Sidstnævnte to afdelinger fik ordre til at rykke frem gennem flodlejet, så snart de blot skønnede, at man kunne vade igennem floden. Under nattens mørke skulle de finde vej ind under murene, skynde sig til kongens palads, hvor de skulle mødes, overraske slottet, slå vogterne og fange eller ihjelslå kongen. Da floden var ledet ind i ovennævnte sø, blev den snart vadbar, og de i den hensigt udsendte soldater fulgte dens leje ind i hjertet af byen Babylon.

Men alt dette ville have været forgæves, hvis ikke hele byen hin skæbnesvangre aften havde hengivet sig til den mest ubekymrede ligegyldighed og dumdristighed, noget Cyrus imidlertid gjorde stærk regning på til sin plans udførelse; thi på hver side af floden var igennem hele byens længde meget høje mure af samme tykkelse som ydermurene. I disse mure var vældige solide kobber porte, der stængte al adgang fra flodsengen til samtlige de 25 gader, der krydsede floden, når de var lukkede og bevogtede; og havde de således været lukkede på denne tid, kunne måske Cyrus’ soldater have marcheret ind i byen gennem flodlejet og derpå marcheret ud igen uden at have udrettet noget i retning af byens undertvingelse. Men i hin skæbnesvangre aftens drukne sviren og sværmen lod man alle disse porte ud mod floden stå åbne og lagde ikke mærke til de persiske soldater, som trængte ind. Mangen kind ville have blegnet af skræk, havde man lagt mærke til, at floden pludselig sank, og forstået den frygtelige betydning deraf, mangen en tunge ville have spredt forfærdelse ud over byen, havde man set de væbnede fjenders mørke skikkelser, der listede sig frem mod den inderste fæstning, der udgjorde deres styrke. Men ingen lagde mærke til, at floden pludselig tømtes, ingen så, at de persiske krigere rykkede ind, ingen passede på, at portene mod floden blev lukkede og forsynede med vagt, ingen brød sig om andet end så dybt og ligegyldigt som muligt at styrte sig ind i den vildeste udsvævelse. Denne nat kostede dem deres rige og deres frihed; de kastede sig i den dyriske sus og dus som kongen af Babylons undersåtter, men vågnede som Perserkongens slaver.

Cyrus’ soldater kundgjorde først sin nærværelse i byen ved at overrumple kongens vagtposter i selve det kongelige slots forhal. Belsazar fik snart at vide grunden til forstyrrelsen og døde, idet han forgæves kæmpede for sit unyttige liv. Denne Belsazars fest beskrives i Daniels 5. kap., og historien slutter med den enkle beretning: I hin nat blev Kaldæernes konge Belsazar ihjelslagen, og Mederen Darius modtog riget, da han var omtrent 62 år gammel.

Således var den første del af det store billede fuldt ud færdig. Et andet rige var opstået, som profeten havde erklæret. Den profetiske drøms første afsnit var gået i opfyldelse.

Men før vi tager afsked med Babylon, vil vi kaste et blik fremad på dets senere sørgelige historie. Man kunne så naturligt tænke sig, at sejers herren i besiddelse af så ædel en by, der langt overgik alle andre byer i verden, ville have taget den til sit riges hovedsæde og opretholdt den i dens fordums glans. Men Gud havde sagt, at byen skulle blive en grushob og en bolig for ørkenens vilde dyr, at husene skulle fyldes med væmmeligt kryb, at ørkenens vilde dyr skulle hyle på de forladte bosteder og drager i de yndige paladser. Es. 13; 19-22. Derfor måtte den først lægges øde. Cyrus flyttede sit riges hovedsæde til Susa, en berømt by i provinsen Elam, øst for Babylon ved bredderne af floden Choaspes, en arm af Tigris. Dette gjorde han sandsynligvis, siger Prideaux (B.I., S. 180), i det første år, han regerede alene. Da Babyloniernes stolthed særlig blev såret ved denne handling, rejste de sig i Darius Hystaspis’ femte år, 517 f.Kr., og gjorde oprør, hvilket nedkaldte over dem det persiske riges samlede vælde. Endnu engang blev byen indtaget ved list. En af Darius’ øverste befalingsmænd, Zopyrus, skar af sig næse og øren og sønderflængede sit legeme på alle kanter med sår og flygtede sålunde til de belejrede, idet han tilsyneladende brændte af begærlighed efter at få hævn over Darius for hans store grusomhed ved således at lemlæste ham. På denne måde vandt han Babyloniernes tillid, så at de tilslut endog gjorde ham til øverstbefalende over sine tropper, hvorpå han forræderisk overgav byen i sin herres hænder. Og for at de for fremtiden ikke skulle vove at gøre oprør, lod Darius 3000 af dem, der havde taget virksomst del i oprøret, spidde, fjernede byens kobber porte og nedrev murene, så at de fra at være 200 alen høje blev 50; dette var ødelæggelsens begyndelse. Herved lå den nu åben og var udsat for enhver fjendehånds hærgen. Kommen tilbage fra Grækenland plyndrede Xerxes Belustemplet for dets umådelige rigdom og lagde derpå den knejsende bygning i ruiner. Alexander den store forsøgte at genopbygge den; men tilbage fra Grækenland plyndrede Xerxes Belustemplet for at bortrydde gruset døde han midt under en dyrisk udskejelse, og arbejdet ophørte. I året 294 f.Kr. byggede Seleukus Nicatur byen Ny-Babylon i nærheden af den gamle stad. Næsten tømt for beboere lå den der, de fortidens by, om hvilken ligegyldighed, foragt og forfald fortalte en frygtelig historie. Fyrster fra Partien øvede vold mod den og påskyndte dens undergang. Ved enden af det fjerde århundrede benyttede de persiske konger den til en park for vilde dyr. Ved enden af det tolvte århundrede, fortæller en berømt rejsende, var de få tiloversblevne ruiner af Nebukadnezars slot så fulde af slanger og giftige krybdyr, at man ikke uden stor fare kunne undersøge dem nøje. Og på vor tid står af ruinerne næppe nok tilbage til at betegne stedet, hvor det største, rigeste og stolteste by, verden nogensinde har set, lå. Således viser det store Babylons ruin, hvor nøjagtig Gud vil fuldbyrde sit ord, og indebrænder på vantroens pande genstridighedens og blindhedens skændselsmærker.

”Og efter dig skal der opkomme et andet rige, ringere end dit.” At han her bruger ordet ”rige” viser, at billedets forskellige dele betegner kongedømmer og ikke konger i særdeleshed; og da det blev sagt Nebukadnezar: ”Du er hovedet af guld,” mentes dermed riget og ikke kongens person, ihvorvel det personlige pronomen benyttes her.

Det afgørende rige, det medisk-persiske, svarer til brystet og armene af sølv. Det var ringere end det foregående rige; i hvilken henseende? Ikke i magt; thi det sejrede jo over det. Ikke i udstrækning; thi Cyrus undertvang hele Østen fra det Ægæiske hav indtil floden Indus og oprettede således det mest udstrakte rige, som indtil den tid havde været til. Men det var ringere i rigdom, luksus og pragt.

Set fra skriftens standpunkt var den fornemste tildragelse under det babyloniske rige Israels børns fangenskab; således var hovedbegivenheden under det medisk-persiske rige Israels hjemlov til sit eget land. Ved Babylons indtagelse 538 f.Kr. gav Cyrus sin onkel Darius som en høfligheds bevisning første plads i riget; men to år senere, 536 f.Kr., døde Darius og i samme år tillige Cyrus’ fader, perserkongen Kambyses. Nu stod Cyrus alene som hersker over det samlede rige. I dette år, der afsluttede Israels 70-årige fangenskab, udfærdigede Cyrus den noksom bekendte beslutning, at Jøderne skulle få vende tilbage, og at han ville genopbygge deres tempel. Dette var så første del af den vigtige beslutning om Jerusalems frigivelse og genopbyggelse (Esra 6; 14), der fuldendtes i Artaxerxes’ syvende regeringsår, 457 f.Kr., og antydede, som man senere skal se, begyndelsen til de 2300 dage i Dan. 8, den længste og vigtigste profetiske periode, bibelen nævner. Dan. 9; 25.

Efter syv års regering overlod Cyrus sin søn Kambyses riget; denne kaldes hos Esra (Kap 5; 6) Ahasverus og regerede i 7 år og 5 måneder, indtil 522 f.Kr. Otte monarker, hvis regeringstid vekslede fra 7 måneder til 46 år hver, indtog efter hverandre kongesædet indtil år 336 f.Kr. som følger: Smerdes den Mager, hos Esra (kap. 4; 7) kaldet Artaxerxes, 7 måneder i året 522 f.Kr., Darius Hystapis fra 521 til 486, Xerxes fra 485 til 465, Artaxerxes Longimanus (den langhåndede) fra 464 til 424, Darius Nothus fra 423 til 405, Artaxerxes Mnemon fra 404 til 359, Ochus fra 358 til 338 og endelig Arses fra 337 til 336. Året 335 opstilledes som Darius Kodomannus’ første år. Han var den sidste af de gammelpersiske kongers linje. Efter Prideaux havde denne mand en ædel holdning, var af tækkeligt væsen og besad overmåde stor personlig tapperhed samtidig med, at han var mild og ædelmodig af karakter. Havde han levet på en anden tid, ville han utvivlsomt have tilbagelagt en lang og glimrende løbebane; men det var hans ulykke, at han måtte kæmpe mod en, der var et redskab i forudsigelsens fuldbyrdelse, og i denne ulige kamp kunne ingen fortrin bringe ham sejr, de være mødfødte eller erhvervede. Næppe var han varm på tronen, siger sidstnævnte historiker, før han fandt sin frygtelige fjende Alexander i spidsen for sine græske soldater i færd med at berede sig til at styrte ham fra tronen.

Grunden til omstændighederne ved den hårdnakkede kamp mellem grækerne og perserne overlades de særskilte historier, som behandler disse sager. Det være her nok at sige, at den nåede sin afgørende punkt på sletten ved Arbela, 331 f.Kr. hvor grækerne vandt en fuldstændig sejr, skønt der kun var en græker mod tyve persere, og Alexander blev fra den tid af uindskrænket hersker i det persiske rige i den største udstrækning, det havde haft under nogen af sine egne konger.

”Og atter et andet, et tredje rige af kobber, som skal herske over al jorden,” sagde profeten. Så få og korte er de af Gud indblæste ord, der i sin fuldbyrdelse indeslutter en omskiftelse af verdenskonger. I den altid vekslende politiske kaleidoskop kommer nu Grækenland ind i synsfeltet, for en tid lang at tiltrække sig den udelukkende opmærksomhed som det tredje af de såkaldte store verdensriger.

Efter det skæbnesvangre slag, som afgjorde rigets skæbne, bestræbte Darius sig endnu for at samle de spredte levninger af sin hær og til det yderste forsvare sit kongedømme og sin ret. Men af hele sin nylig så talrige og vel udrustede hær kunne han ikke opdrive en så stor styrke, at han anså det klogt at vove nok en kamp med de sejer rige Grækere. Alexander forfulgte ham på vindens vinge. Fra tid til anden var det blot så vidt, at Darius ved list kunne undgå at gribes af sin rastløst forfølgende fjende. Endelig greb to forrædere, Bessus og Nabarzanes, den ulykkelige fyrste, stængte ham inde i et lukket køretøj og flygtede med sin fange henimod Baktrien. Det var deres hensigt, om Alexander forfulgte dem, at købe sig sikkerhed for sit eget liv ved at udlevere sin konge. Men da Alexander hørte om Darius’ farlige stilling i forrædernes hænder, tog han øjeblikkelig den hurtigste del af sin hær og forfulgte dem i Ilmarch. Efter adskillige dages ilsom march indhentede han forræderne. Disse bad indtrængende Darius at stige til hest for hurtigere at kunne fly; men da han vægrede sig derved, gav de ham dødelige sår og efterlod ham døende i vognen, medens de besteg sine gangere og red bort.

Da Alexander indtraf, så han kun den persiske konges livløse skikkelse. Når han stirrede på liget, kunne han vel ikke høste en gavnlig lære om det ubestandige i et menneskes skæbne. Her lå en mand, som med sine mange ædle og fortrinlige egenskaber for blot nogle måneder siden sad på et verdensriges kongestol. Uheld, nederlag og frafald ramte ham pludselig, hans rige var bleven erobret, man havde bemægtiget sig hans skatte og taget hans familie til fange; nu lå han der, grusomt ihjelslagen af forræderhånd, som et blodigt lig i en ussel vogn. Dette triste syn lokkede tårer endog af Alexanders øjne, så fortrolig han end var med alle krigens græsselige vekslinger og blodige scener. Han kastede sin kappe om liget, befalede, at det skulle føres med anstand til Susas fangne kvinder, og udredede selv de nødvendige udgifter til den kongelige begravelse. Ære være Alexander for denne ædelmodige handling; han trænger så sørgelig vel al den pris, man skylder ham.

Da Darius faldt, så Alexander marken ryddet for sin sidste frygtelige fjende. For fremtiden kunne han bruge tiden på sin egen vis, snart til hvile og fornøjelse, stundom dog også til at iværksætte en eller anden ubetydelig erobring. Han begyndte at iværksætte en eller anden ubetydelig erobring. Han begyndte et pragtfuldt felttog til Indien, fordi efter den græske fabel Bakkus og Herkules, Jupiters to sønner, havde gjort det samme, - han gjorde jo også fordring på at være hans søn! Med et overmod, der kun er hjemfalden til foragt, gjorde han krav på guddommelige æresbevisninger. Af egen fri vilje og uden nødvendighed ofrede han erobrede byer til sine blodtørstige og tøjlesløse soldaters nåde eller unåde. I drukkenskabs galskab myrdede han ofte selv sine egne venner og yndlinger. De nedrigste mennesker udsøgte han for at mætte sin egen lyst. Tilskyndet af en drukken, usædelig kvinde gjorde han med en hel del af sine hoffolk, alle dyrisk berusede, et udfald med fakler i hænde og tændte ild på byen og slottet Persepolis, et af verdens vakreste paladser. Han opmuntrede til sådan umådelig drik blandt sine mænd, at, ved en lejlighed hele 20 af dem døde, som følge af svir. Efter at have tilendebragt det ene lange drikkelag blev han til slut øjeblikkelig indbudt til et andet, og da kunne han, fortæller historien, hvor utroligt det end lyder, to gange tømme det fyldte herkuliske bæger, der rummer 6 eng. Ovart (ca. 6 liter), og det trods han havde drukket til enhver af de tilstedeværende gæster. Men da faldt han også over ende, ramt af en voldsom feber, hvoraf han døde 11 dage senere, i maj eller juni 323 f.Kr., i sin alders 32te år, medens han altså endnu kun stod på tærskelen til sine manddomsår.

Det græske riges fremgang behøver vi ikke her at fremstille, siden dets hovedtræk kommer til at kræve særligere opmærksomhed under andre profetier. Daniel fortsætter således sin udtydning af det store billede.

 40.  Siden skal der komme et fjerde Rige, stærkt som Jern; thi Jern
      knuser og søndrer alt; og som Jern sønderslår, skal det knuse og
      sønderslå alle hine Riger.

Iblandt de forskellige fortolkere hersker der en almindelig overensstemmelse i anvendelsen af denne profeti til dette punkt. Alle erkender, at ved hovedet af guld, brystet og armene af sølv og lænderne af kobber fremstilles Babylon, det medisk-persiske rige og Grækenland. Men uden nogen videre grund til afvigelser i synsmåder hersker der dog en meningsforskel om, på hvilket rige den fjerde del af det store billede, benene af jern sigter. Desangående har man kun at undersøge: Hvilket rige efterfulgte Grækenland i verdensherredømmet? Thi benene af jern antyder det fjerde rige i rækken; men om dette punkt er netop historiens vidnesbyrd fuldstændigt og klart! Det var et rige, som gjorde det og kun ét, og det var Rom. Rom erobrede Grækenland; Rom underlagde sig alt, og ligesom jernet knuste og slog det i stykker. Gibbon følger Daniels symbolske fremstilling og beskriver dette rige således:

”Republikkens våben, der undertiden lå under i kamp, men altid vandt sejr i krig, rykkede med hurtige skridt frem mod Eufrat, Donau, Rhinen og Atlanterhavet, og billederne af guld, sølv eller kobber, der kan hænde tjente til at forestille folkene eller deres konger, blev det ene efter det andet knuste af det romerske jernrige.”

Ved den kristelige tidsregnings begyndelse omfattede nævnte rige hele det sydlige Europa: Frankrig, England, størsteparten af Nederlandene, Schweiz og det sydlige Tyskland, Ungarn, Tyrkiet og Grækenland, uden at tale om dets asiatiske og afrikanske besiddelser, så Gibbon nok kan sige om det: ”Romernes rige fyldte verden. Og da dette rige faldt i hænderne på en eneste mand, blev verden et trist fængsel, hvor han ustraffet kunne indestænge sine fjender. At modstå var skæbnesvangert, og det var umuligt at fly.”

Man lægger mærke til, at riget i begyndelsen beskrives ubetinget så stærkt som jern. Og dette var tidsafsnittet for dets styrke, i hvilket det lignes med en mægtig kolos, der skrider hen over folkene, idet det underlægger sig alt og giver verden love, men således skulle det ikke vedblive.

 41.  Men når du så Fødderne og Tæerne halvt af Pottemagerler og halvt
      af Jern, betyder det, at det skal være et Rige uden Sammenhold;
      dog skal det have noget af Jernets Fasthed, thi du så jo, at
      Jern var blandet med Ler.
 42.  Og at Tæerne var halvt af Jern og halvt af Ler, betyder, at
      Riget delvis skal være stærkt, delvis svagt.

Fødderne såvel som tæerne havde en vis svaghed tilfælles, der symbolsk betegnes ved leret. Før Rom deltes i ti riger, tabte det jernets styrke, som det i allerhøjeste grad besad under sin udviklings første århundreder. Overdådighed tilligemed blødagtig slappelse og fordærvelse, der ødelægger folk såvel som enkelte mennesker, begyndte at fortære og svække dets jernsener og beredte således vejen for dets følgende opløsning i ti riger.

Billedets jernben ender i fødder og tæer overensstemmende med det sædvanlige forhold i naturen. På tæerne, af hvilke der naturligvis var ti, henledes vor opmærksomhed derved, at profeten udtrykkelig nævner dem; og det rige, som fremstilles ved den del af billedet, hvori tæerne hørte, deltes til sidst i ti dele. Det spørgsmål opstår derfor naturligt: Forestiller billedets ti tæer de ti dele, hvori Romerriget deltes? For dem, der foretrækker en tilsyneladende naturlig og ligefrem udtydning af Guds ord, er det ikke lidet forbavsende, at man fremsætter noget spørgsmål om dette punkt; at antage, at de ti tæer forestiller de ti riger, hvori Rom deltes, synes at være en så let, ligefrem og naturlig fremgangsmåde, at det kræver stor anstrengelse at udtyde det anderledes. Dog har nogle gjort et forsøg i den retning – de romersk-katolske alle som en og de protestanter, der holder fast på de romerske vildfarelser.

Man kan måske betragte et værk af den teologiske Dr. H. Cowles som en fremstilling for denne side af spørgsmålet. Forfatteren viser klart, at han besidder stor lærdom og dygtighed; derfor må man så meget mere beklage, at han vier sine evner til at udbrede vildfarelser og til at føre på fejlagtigt spor den, som så inderlig gerne ønsker at få at vide, hvor vi befinder os på tidens store strøm.

Vi kan kun ganske kort fremstille hans påstande, nemlig: 1) at det tredje rige var Grækenland i Alexanders levetid alene; 2) at det fjerde rige var Alexanders efterfølgere; 3) at det sildigste tidspunkt, hvortil det fjerde rige kunne udstrækkes, er Messias’ fremtræden; thi 4) da oprejste Himlens Gud sit rige, og da slog stenen mod billedets fødder og begyndte at knuse det. Vi kan blot kortelig svare på disse påstande: 1. Man kan ligeså godt indskrænke det babyloniske rige til den tid, Nebukadnezar regerede alene, eller det persiske rige til Cyrus’ regeringstid, som vi kan indskrænke det tredje rige, Grækenland, til Alexanders tid. 2. Alexanders efterfølgere var ikke et andet rige, men en fortsættelse af det samme, billedets græske del; thi ifølge spådommens gang følger det ene rige ved erobring efter det andet; da Persien havde erobret Babylonien, fremstod det andet rige, og da Grækenland havde erobret Persien, kom det tredje; men Alexanders efterfølgere, hans fire overgeneraler, erobrede i virkeligheden ikke hans rige og oprettede et nyt i dets sted; de delte simpelthen sig imellem det rige, som Alexander havde erobret og overladt dem fuldt færdigt.

”Efter tidsregningen,” siger Prof. Cowles, ”må det fjerde rige følge umiddelbart efter Alexander og ligge helt og holdent mellem ham og Kristi fødsel.” Vi svarer: Efter tidsregningen kunne intet sådant ske; thi Kristi fødsel var ikke begyndelsen til det femte rige, som vi siden skal vise. Her overser han næsten hele udstrækningen af billedets tredje del, idet han forveksler det med den fjerde del og ikke levner plads for det græske riges delte tilstand, således som det symbolsk betegnes ved Leopardens fire hoveder i 7. Kap og gedebukkens fire horn i 8. kap.

”Med hensyn til rigets område,” fortsætter Prof. Cowles, ”bør man søge det (fjerde rige) i det vestlige Asien og ikke i Europa, kort sagt, inden samme strøg, hvor første, andet og tredje rige stod.” Hvorfor ikke i Europa? Spørger vi. Hvert især af de tre riger rådede over en strækning, som tilhørte det udelukkende, hvorfor ikke det fjerde? Lighedsslutning fordrer netop dette. Og var ikke det tredje rige et europæisk rige? Opstod det ikke, med andre ord, inden Europas grænser og fik sit navn af det land, hvor det fødtes? Hvorfor da ikke gå et skridt videre vestover til det sted, hvor det fjerde store rige skulle grundes? Og hvorledes kom Grækenland nogensinde til at optage det første og andet riges landområde? Kun ved erobring! Og Rom gjordet det samme; derfor kunne Rom, for så vidt de fordringer angår, som professorens teori opstiller med hensyn til landområdet, ligeså godt være det fjerde rige, som Grækenland kunne være det tredje.

”Politisk burde det, ”tilføjer han, ”være det Alexanderske riges umiddelbare efterfølger, idet det vel vekslede herskerhus, men ikke nationer.” I dette punkt er analogien ham ikke gunstig. Hvert af de første tre riger udmærkede sig særlig ved sin egen, ejendommelige nationalitet; Persien var ikke det samme som Babylonien, ej heller Grækenland det samme rige som noget af de to foregående. Slutter man nu efter analogien, må det fjerde rige i stedet for at være sammensat af en del af dette græske rige vel have en ejendommelig nationalitet, der er forskellig fra de andre tre, og dette finder man i det romerske rige, og i dette alene. Men –

3. Den store fejl, hvorunder hele dette fejlagtige fortolkningssystem lider, er den desværre alt for almindelig hævdede teori, at Guds rige grundedes ved Kristi første komme. Man ser let, hvor skæbnesvangert det er for denne teori, om man medgiver, at det fjerde rige er Rom; thi det var efter dette riges deling, at himlens Gud skulle oprette sit rige. Men det romerske riges splittelse i ti dele blev ikke fuldendt før 476 e.Kr.; selvfølgelig kunne derfor ikke Guds rige være bleven oprette ved Kristi første komme, næsten 500 år før denne tid.

Derfor må Rom fra deres standpunkt ikke antages som det omhandlede rige, skønt det i enhver henseende forresten svarer beundringsværdigt til profetien. Den påstand, at Guds rige grundedes i de dage, da Kristus vandrede på jorden, må derfor efter disse fortolkeres tanker hævdes, det koste, hvad det koste vil.

Dette er en grundvold, nogle fortolkere synes at tage til udgangspunkt for sine slutninger, og for at hævde denne teori tager nævnte forfatter ikke i betænkning at indskrænke det tredje store verdensrige til den ubetydelige tid af omtrent otte år! Derfor stræber han at bevise, at det fjerde verdensrige var fuldt udviklet, da Guds forsyn simpelthen udfyldte det tredjes omrids! Derfor drister han sig til at fastslå de tidspunkter, mellem hvilke man må se sig om efter det fjerde, skønt profetien aldeles ikke befatter sig med datoer, og så opstiller han det første det bedste rige, han finder inden den af ham angivne tid, som det fjerde rige og bestræber sig for at lempe på forudsigelsen således, at den kan passe ind i hans fortolkning, uden i nogen måde at agte på det langt bedre materiale, han udenfor sin snævre kreds kunne finde svarende til en opfyldelse af den profetiske beretning. Er dette at få fornuftigt til værks? Er tiden det første punkt, man må fastsætte? Nej, rigerne er den vigtigste del af profetien, og dem må man se at finde, og dem må man antage, når man finder dem, i hvilken orden de end optræder med hensyn til tid eller sted. Rigerne råder for tiden og stedet, ej tiden og stedet for dem!

Men den anskuelse, som volder al denne mistydning og forvirring, er blot en formodning. Kristus sønderslog ikke billedet ved sit første komme! Lad os betragte billedet! Når stenen slår billedet på dets fødder, sønderslår han billedet. Der bruges vold, virkningen følger umiddelbart, billedet bliver ligesom avner. Og hvad så? Går det op i stenen og sammensmelter med den? På ingen måde! Det bortvejres og bortfjernes som et upassende bygningsstof, der ikke lader sig benytte, og der findes intet sted for det. Landene renses fuldstændig, og derpå bliver stenen til et bjerg, som fylder hele jorden. Hvilken betydning skal vi nu lægge i dette, at billedet rammes og sønderslås? Er det et stilfærdigt, fredeligt og roligt værk, eller er det en åbenbarelse af hævn og vold? Hvorledes fulgte de profetiske riger efter hverandre? Det skete gennem krigsvold og larm, ved arméernes sammenstød og kampmarkens tummel. ”Stridstummelen og klæderne, som var sølede i blod”, fortalte om den kraft og voldsomhed, hvormed det ene folk blev underkuet af det andet; og dog kaldes alt dette ikke at ”slå” eller at ”sønderslå”.

Det siges ikke, da Persien erobrede Babylon og Grækenland Persien, at de besejrede riger blev sønderslåede, skønt de knustes under en fjendtlig nations overvældende kraft. Men når man når det femte riges begyndelse, rammes billedet med voldsomhed; det sønderslås, adspredes og tilintetgøres i den grad, at der ingen plads findes for det. Hvorledes skal man nu forstå dette? Jo man må opfatte det således, at her foregår noget, der røber så meget mere voldsomhed og styrke end den, der almindeligvis følger med, at det ene folk omstyrter det andet ved krig, at det sidste ikke engang fortjener at nævnes i forbindelse med det første. Det ene folks undertvingelse under det andet formedelst krig noget fredeligt og roligt i sammenligning med, hvad der foregår, når billedet sønderslås af den sten, der blev løsreven af bjerget uden hænder.

Men hvorledes forklarer den nævnte teori dette, at billedet sønderslås? Å, at Kristi Evangelium fredelig indføres, - at sandhedens lys rolig udspredes, - at nogle få af jordens folk udvælges for gennem sandheds lydighed at beredes for Kristi andet komme og hans regering, - at en kristen menighed dannes stille og fordringsløst, en menighed, der lige fra hin tid til vor af jordens anmassende og sejrende magter er bleven underkuet, forfulgt og undertrykket! Og dette skal betegnes derved, at stenen slår billedet, og at det sønderslås, så at de adspredte brudstykker voldsomt bortfjernes fra jordens overflade! Har man nogensinde hørt noget mere tåbeligt?

Efter denne afvigelse vender vi tilbage til selve spørgsmålet om, hvorvidt de ti horn forestiller de ti afdelinger af det romerske rige. Vi svarer ja af følgende grunde:

1. Billedet i 2. kapitel svarer nøje til synet med de fire dyr i 7. kapitel. Det fjerde dyr i 7. kapitel forestiller det samme som jernbenene på billedet. De ti horn på dyret svarer ganske naturlig til billedets ti tæer. Der vidnes tydelig, at disse horn er ti konger, der skulle opstå, og de er ligeså meget uafhængige riger som dyrene selv; thi dyrene omtales nøjagtig på samme måde, nemlig som fire konger, der skulle opstå. 17. vers. De betegner ikke en række umiddelbart på hinanden følgende konger, men konger eller riger, der består samtidig; thi tre af dem blev oprykkede af det lille horn. De ti horn forestiller uimodsigelig de ti riger, i hvilke Rom til sidst blev delt.
2. Vi har set, at Daniel i sin udtydning af billedet benytter ordene ”konge” og ”rige” afvekslende, det førstnævnte betegner det samme som det sidstnævnte. I 44. vers siger han: ”og i disse kongers dage vil himlens Gud oprette et rige.” Dette viser, at når Guds rige oprettes, skal flere konger herske samtidig. Det kan ikke pege hen på de fire foregående riger; thi det ville være tåbeligt at benytte et sådant udtryk om en række på hinanden følgende konger, siden det kun ville være i den sidste konges dage, ikke i nogen af de foregåendes, at Guds rige skulle oprettes.

Her fremstilles altså en deling, og hvad er det, som i symbolet antyder den? Intet andet end billedets tæer; medmindre så er, svæver man i fuldstændig vildrede med hensyn til naturen og udstrækningen af den deling, som profeten omtaler. At antage dette ville være at rette en alvorlig beskyldning mod profetien selv; derfor må vi slutte, at billedets ti tæer betegner de ti dele, i hvilke det romerske rige deltes.*)

Som en indvending mod den anskuelse, at billedets ti tæer betegner de ti riger, minder man os undertiden om, at Rom før sin deling i ti riger blev delt i to dele, den vestlige og den østlige, svarende til billedets to ben; og da alle de ti riger opstod af den vestlige del, ville vi, påstår man, hvis disse betegnes ved tæerne, få ti tæer på en fod af billedet og ingen på den anden, hvilket ville være unaturligt og meningsløst.

*) Denne deling blev fuldført mellem årene 351 og 476 e.Kr. Denne opløsningstid omfattede således just 125 år, omtrent fra midten af det 4de århundrede til nærved slutningen af det 5te. Så vidt vi ved, er der ingen historieskriver, som omtaler begyndelsen og det romerske riges opløsning tidligere end 351, og ingen, som regner slutningen af opløsningstiden senere end 476. Der er forskellige meninger blandt historieskriverne angående de mellemliggende årstal eller den bestemte tid, da hvert af de ti riger opstod af det romerske riges ruiner. Dette er ikke så underligt, når man betænker, at der herskede megen forvirring på den tid, at der foregik mange pludselige og voldsomme forandringer i det romerske rige, og at de fjendtlige folkeslag, som angreb riget, krydsede og atter krydsede hverandres vej som i en labyrint af forvirring. Men alle historieskrivere er enige om dette, at 10 riger til sidst blev oprettede i de lande, som udgjorde det vestlige Rom, og vi kan med tryghed sige, at de fremkom på den tid, som ligger mellem de ovenfor nævnte årstal, nemlig 351 og 476.

De ti folkeslag, som mest bidrog til at splitte det romerske rige, og som til forskellige tider i deres historie har hersket over forskellige dele af det romerske rige som særskilte og uafhængige riger, kan (uden hensyn til tiden for deres rigers opkomst) opregnes således: Hunnerne, Østgoterne, Vestgoterne, Frankerne, Vandalerne, Sueverne, Burgunderne, Herulerne, Angelsakserne og Lombarderne. Forbindelsen mellem disse og nogle af nutidens folkeslag i Europa spores endnu i deres navne, såsom England, Bugundien, Lombardiet, Frankrig o.s.v. Sådanne forfattere som Calmet, Faber, Lloyd, Scott, Barnes og flere er enige om at opregne dem på denne måde. Se slutningen af Barnes’ anmærkninger over Dan. 7. kapitel.

Men denne indvending slår sig selv ihjel; thi så sandt benene betegner deling, må tæerne også betegne deling; det ville være meningsløst at sige, at benene er et symbol på deling, men ikke tæerne; men så sandt tæerne i det hele taget antyder nogen deling, kan denne kun være roms deling i ti parter.

Den fejltagelse, som danner grundvolden for denne indvending, er den synsmåde, at billedets to ben betegner det romerske riges splittelse i en østlig og vestlig del; herimod lader sig adskilligt indvende:

1. De to jernben er billede på Rom, ikke alene i dets slutningsår, men fra den første tid det blev til som en nation; og dersom disse ben antyder en deling, ville riget have været delt lige fra sin histories begyndelse. Denne påstand berettiges ifølge andre symboler; således bestod lige fra det første det persiske riges deling, det vil sige, de to elementer, der betegnes i Dan. 8;20, ligeså ved, at bjørnen rejste sig til den ene side i Dan. 7;5, og kan hænde ved de to arme på billedet i dette kapitel. Det græske riges deling, der antydes ved gedebukkens fire horn og leopardens fire hoveder, skriver sig fra omtrent otte år før den tid, det indførtes i profeten. Altså skulle Rom have været delt fra begyndelsen af, dersom benene betyder en deling, i stedet for at vedblive som et samlet hele i næsten 600 år og så splittes i en østlig og en vestlig del kun nogle få år forud for dets endelige opløsning i ti riger.
2. Ingen sådan deling i to parter antydes ved de andre symboler, under hvilke Rom fremstilles i Daniels bog, nemlig det store og forfærdelige dyr i Dan. 7 og det lille horn i Dan. 8. Derfor lader det sig fornuftigen slutte, at billedets to ben ikke var beregnede på at forestille en sådan deling.

Men, kan man spørge, hvorfor ikke antage, at de to ben antyder en deling såvel som tæerne? Ville det ikke være ligeså meningsløst at sige, at tæerne antyder en deling og ikke benene, som at sige, at benene antyder en deling og ikke tæerne? Profetien selv, svarer vi, må lede vore slutninger desangående. Den siger intet om deling i forbindelse med benene; men den fører delingsspørgsmålet på tale, så snart man kommer til fødderne og tæerne. Den siger: ”Og at du skuede fødderne og tæerne dels af pottemagerler og dels af jern, det betyder, at det skal være et delt rige.” Ingen deling kunne finde sted, eller det siges idet mindste ikke, at nogen har fundet sted, førend leret indføres som et svækkende element, og dette finder man ikke, førend man kommer til fødderne og tæerne ; men man må opfatte det så, at leret betegner den ene del og jernet den anden ; thi efter at rigets langvarige enhed var brudt, var ingen af delene så stærk som det oprindelige jern; men alt var i en svaghedstilstand, som antydes ved blandingen af jern og ler. Den uundgåelige slutning er derfor, at profeten på dette sted har anført årsag for virkning. Følgen af, at det svage ler blev en bestanddel af fødderne, var, at riget deltes i ti dele, hvilket gives tilkende ved de ti tæer, og dette resultat eller denne deling antydes klarlig ved den pludselige omtale af en flerhed af samtidige konger. Medens man derfor intet bevis finder for den anskuelse, at benene antyder deling, men tvertimod alvorlige indvendinger, så mener vi, at der er god grund til at antage, at de ti tæer betegner en deling, således som vi har vist. 3.

Ethvert af de fire monarkier havde sit eget særlige landområde, hvilket var det egentlige rige, hvor man også må søge dets histories hovedbegivenheder, hvilke er antydede i symbolet. Man må derfor ikke søge det romerske riges dele indenfor Babylons, Persiens eller Grækenlands fordums magtområde, men inden romerrigets egne grænser, og det var til sidst kendt under navn af det vestlige rige. Rom erobrede verden; men det romerske rige i særlig forstand var vest for Grækenland, og dette fremstilles ved jernbenene. Der søger man altså de ti riger, og der finder man dem. Man må ikke nødvendigvis lemlæste eller forvanske symbolet for at gøre det til et passende og nøjagtigt billede af historiske begivenheder.

 43.  Og når du så, at Jernet var blandet med Ler, betyder det, at de
      skal indgå Ægteskaber med hverandre, men dog ikke indbyrdes
      holde sammen, så lidt som Jern kan blandes med Ler.

Med Rom faldt det sidste af de universale riger, som tilhørte denne verden i dens nærværende tilstand. Hidtil havde samfundets bestanddele været sådanne, at det var muligt for en nation, som i kækhed, tapperhed, og krigskunst hævede sig over sine naboer, at binde dem den ene efter den anden til hjulene på sin stridsvogn, indtil alle var fast sammensluttede i et eneste uhyre rige, og en eneste mand på herskersædet kunne lade sin vilje gælde som lov for alle jordens nationer. Da Rom faldt, var en sådan mulighed for bestandig fjernet. Knust under vægten af sine egne uhyre lemmer smuldrede det hen for aldrig senere at samles igen. Jernet blev blandet med leret. Dets bestanddele tabte sin sammenhængskraft, og intet menneske eller nogen forbindelse af mennesker kan igen forene dem. Dette fremstilles så klart af en anden forfatter, at vi gerne her citerer hans ord:

”Fra denne rigets første tilstand skrev sig dets første styrke, men ikke således, som de andres havde gjort. Intet andet rige skulle følge efter dette, således som det selv havde fulgt efter de tre foregående. Det skulle vedblive i denne tidobbelte delte tilstand, indtil stenen slog dets fødder, knuste dem og adspredte dem, ligesom vinden adspreder avnerne fra tærskepladsen om sommeren! Dog skulle hele denne tid igennem en del af dets styrke vedligeholdes. Derfor siger profeten: ”og at føddernes tæer var dels af jern og dels af ler, det betyder at riget tildels skal være stærkt og tildels skrøbeligt.” 42. vers. Hvorledes kunne man på nogen anden måde så slående fremstille sandheden? I mere end 1400 år har denne ti-deling bestået. Tid efter anden har mennesker drømt om på disse enemærker at oprette et eneste mægtigt rige. Karl den Store, Karl den femte, Ludvig den fjortende og Napoleon forsøgte det alle sammen; men det lykkedes ikke for nogen af dem. En eneste linje i profetien var stærkere end alle deres hære; deres egen magt blev spildt til unytte og ødelagt, uden at de ti riger dog blev til ét. ”Tildels stærkt og til dels skrøbeligt” var den profetiske beskrivelse, og således omtaler også historien dem. Med historien opslået for dig spørger jeg nu: Er ikke dette en nøjagtig fremstilling af levningerne af dette engang så mægtige rige? Det herskede med ubegrænset magt, - det var verdens kronede herskerinde, - dets scepter blev brudt, - det trone omstyrtet, - dets magt blev det frataget. Ti riger blev dannede af det, og ”delt”, som det dengang var, vedbliver det endnu at være, det vil sige, ”til dels skrøbeligt”; thi dets omfang er endnu det samme, som da jernriget stod oprejst på sine fødder. Men det er også ”til dels stærkt”, det vil sige, det hævder endnu i sin brudte tilstand nok af sin jernstyrke til at trodse alle forsøg på at sammensmelte dets dele. ”Det skal ikke ske,” siger Guds ord, og historien svarer: ”Det er ikke sket.”

Men man kan sige, at en anden plan endnu står åben; hvis man ingen vej kan komme med magt, lader det sig måske gøre ved diplomatiske kneb og grunde, - dem får man forsøge. Profetien giver en svag antydning hertil, når den siger: ”De skal blande sig ved menneskesæd,” det vil sige, man skal stifte ægteskaber i håb om således, at styrke sin magt og således endelig engang genforene disse delte riger til ét.

”Vil nu denne list blive kronet med held? Nej. Profeten svarer tydelig: ”Men de skal ikke hænge sammen.” Europas historie er blot en fortløbende kommentar over disse ords nøjagtige fuldbyrdelse; fra Knud den Stores tid til den dag i dag har det været monarkers politik, den slagne vej, de har betrådt for at erholde et mægtigere scepter og et mere udstrakt herredømme. Det mest betegnende eksempel derpå, som vore dages historie har nedtegnet, er Napoleon. Han herskede i et af rigerne… Han søgte ved alliance at opnå, hvad han ikke kunne opnå ved vold: opføre et eneste mægtigt, forenet rige. Lykkedes det ham? Åh nej! Selve den magt, hvormed han havde allieret sig, blev på Waterloos slette hans undergang formedest Blüchers Tropper! Jernet ville ikke blande sig med leret; de ti riger står endnu.

”Og det må ikke overraske os, at dette antal undertiden forstyrres, hvad enten det nu kommer af disse alliancer eller af andre grunde; det er jo netop, hvad profetien synes at kræve: jernet var ”blandet med leret”. En stund kunne man i billedet ikke skelne mellem dem; men således skulle det ikke vedblive, - ”de skal ikke indbyrdes holde sammen”. Stoffernes væsen forbyder det i det ene tilfælde , profetiens ord i det andet; og dog skulle der ske et forsøg på at sammenblande dem , ja der skete endog en tilnærmelse til i begge tilfælde at blande dem sammen. Men disse forsøg skulle ikke lykkes. Og med hvilket eftertryk bekræfter ikke historien denne erklæring i Guds ord!” (Wm. Newton, Lectures on the first two Visions of the Book of Daniel, s. 34-36.)

Tiltrods for alle disse kendsgerninger, der klart beviser Guds forsyns uimodståelige kraft gennem århundreders omvæltninger og omskiftelser, krigeres anstrengelser og hoffers og kongers diplomatiske rænker, har dog nogle af nutidens bibelfortolkere opfattet denne profeti så vidunderlig fejlagtig, at de har spået om et kommende verdensrige og peget hen på en europæisk hersker, der allerede er langt til års og synker i anseelse, som ”Verdens forudbestemte Eneherre”. Hvor unyttige deres bestræbelser for at udbrede en sådan teori er, og hvor skuffende de forhåbninger eller den frygt, de måske kan være heldige nok til at vække angående en sådan forventning. *)

*Kort efter disse ord blev nedskrevne, blev Napoleon den tredje, denne ”Verdens forudbestemte monark”, stødt fra Tronen og døde vanæret og forladt, og hans søn og arving er siden falden for afrikanske vildes hænder.

 44.  Men i hine Kongers Dage vil Himmelens Gud oprette et Rige, som
      aldrig i Evighed skal forgå. og Herredømmet skal ikke gå over
      til noget andet Folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine
      Riger, men selv stå i al Evighed;
 45.  thi du så jo, at en Sten reves løs fra Klippen, dog ikke ved
      Menneskehænder, og knuste Jern, Ler, Kobber, Sølv og Guld. En
      stor Gud har kundgjort Kongen, hvad der skal ske herefter; og
      Drømmen er sand og Tydningen troværdig.«

 46.  Så faldt Kong, Nebukadnezar på sit Ansigt og bøjede sig for
      Daniel, og han bød, at man skulde bringe ham Ofre og Røgelse.
 47.  Og Kongen tog til Orde og sagde til Daniel »I Sandhed, eders Gud
      er Gudernes Gud og Kongernes Herre, og han kan åbenbare
      Hemmeligheder, siden du har kunnet åbenbare denne Hemmelighed.«
 48.  Derpå ophøjede Kongen Daniel og, gav ham mange store Gaver, og
      han satte ham til Herre over hele Landsdelen Babel og til
      Overherre over alle Babels Vismænd.
 49.  Men på Daniels Bøn overdrog kongen Sjadrak, Mesjak og Abed Nego
      at styre Landsdelen Babel, medens Daniel selv blev i Kongens
      Gård.