3. Kapitel - IldprøvenMan har villet gætte på, at dette billede havde en eller anden hentydning til kongens drøm, som den beskrives i foregående kapitel, da det ifølge tidsregningen oprejstes kun 23 år senere. I hin drøm var hovedet af guld og fremstiller Nebukadnezars rige. Det efterfulgtes af ringere metaller, som betegnede en følgerække af riger. Nebukadnezar var uden tvivl ganske fornøjet med, at hans rige skulle fremstilles ved guldet; men det var ikke så behageligt, at det engang skulle afløses af et andet rige. Derfor gjorde han hele billedet af guld i stedet for blot at lade hovedet gøre af guld til et tegn på, at hovedets guld skulle udstrækkes gennem hele billedet, eller med andre ord, at hans rige ikke skulle vige for noget andet, men bestå evindelig.
Det er sandsynligt, at den her nævnte højde, 90 fod efter laveste beregning, ikke var selve billedets højde, men også fodstykket iberegnet. Heller ikke er det sandsynligt, at mere end selve billedet var af ægte guld, om så var. Det kunne være bleven overtrukket med tynde, net forbundne plader med langt mindre bekostning uden at berøve det noget af dets ydre glans.
Dette billedes indvielse blev benyttet som anledning til en stor fest. Alle rigets fornemste mænd samledes. Så meget bryderi og så store udgifter finder menneskene sig gerne i for at underholde en afgudisk og hedensk gudsdyrkelse. Således er det og har altid været. Hvor sørgeligt det er, at de, som opholder den falske religion, i denne henseende så langt overgår dem, som har den sande! Tilbedelsen ledsagedes af musik, og den, der undlod at deltage, truedes med ildovnen. Disse er altid menneskets stærkeste drivfjedre i enhver retning, - fornøjelse på den ene side, smerte på den anden.
I 6. vers nævnes for første gang i Bibelen tidens inddeling i timer; det var sandsynligvis Kaldæernes opfindelse.
Disse Kaldæere, som anklagede Jøderne, var sandsynligvis den filosofiske sekt, som gik under hint navn, og som endnu følte ondt af ærgrelse over sit vanærende, fejlslagne forsøg, da det gjaldt at tyde kongens drøm, som er omtalt i 2. kapitel. De var opsatte på, at benytte det første det bedste påskud til at anklage jøderne for kongen og enten vanære eller ødelægge dem. De søgte at påvirke kongens fordom ved stærke hentydninger til deres utaknemmelighed: Du har beskikket dem til bestyrelsen af landskabet Babel, og dog agter disse mænd ikke, o konge, på dig! Man ved ikke, hvor Daniel var ved denne lejlighed, sandsynligvis var han fraværende i et rigs anliggende, hvis vægt krævede hans nærværelse. Men hvorfor var vel Sadrak, Mesak og Abed-Nego tilstede ved denne anledning, siden de vidste, at de ikke kunne tilbede billedet? Var det ikke, fordi de gerne ville føje kongens krav, så vidt det lod sig gøre uden at opgive sine religiøse grundsætninger? Kongen krævede, at de skulle være til stede; dette forlangende kunne de gå ind på og føje sig derefter. Han forlangte, at de skulle tilbede billedet; men dette forbød deres religion, derfor nægtede de at gøre det.
Kongens overbærenhed viser sig derved, at han lader Sadrak, Mesak og Abed-Nego gøre nok et forsøg, efter at de første gang har undladt at føje sig efter hans forlangende. Uden tvivl var sagen fuldstændig klar; de kunne ikke undskylde sig med uvidenhed; de vidste godt, hvad kongen ønskede, og når de undlod at føje ham, nægtede de med vilje og velberåd hu at lyde ham. Lige overfor de fleste konger ville det have været nok til at afgøre deres skæbne. Men nej! Nebukadnezar ville overse denne forargelse, hvis de ved et gentaget forsøg føjer sig efter loven; men de underrettede kongen om, at han ikke behøvede at besvære sig med at gentage dette skuespil. ”Vi har ikke nødig at svare dig et ord herpå, ” det vil sige, du behøver ikke at være så nådig at prøve os engang til, vor beslutning står fast. Vi kan svare ligeså godt nu som senere, og vort svar er: Vi vil ikke dyrke dine Guder og ej tilbede det guldbillede, som du har oprejst. Vor Gud kan befri os, om han vil, men hvis ikke, er det også det samme; vi kender hans vilje, og for den bøjer vi os i ubetinget lydighed. Deres svar var både oprigtigt og bestemt.
Nebukadnezar var ikke ganske fri for de fejl og den dårskab, som en uindskrænket hersker så let er udsat for; ligesom beruset af sin ubegrundede magt kunne han ikke tåle ulydighed eller modsigelse; sætter man sig op imod hans udtrykkelige vilje, selv af de bedste grunde, viser han straks den svaghed, som under lignende omstændigheder er fælles for vor faldne menneskeslægt, og henfalder til lidenskabeligt raseri. Skønt selv verdens hersker var han ikke den langt vanskeligere opgave voksen, at styre sit eget sind; endog hans ansigtstræk forandredes, så at han i blik og mine forrådte sig selv som slave af en ubetvingelig lidenskab i stedet for at vise sig som den rolige, værdige fyrste, der kunne beherske sig selv.
Ovnen blev ophedet syv gange stærkere end sædvanligt, med andre ord, den blev gjort så hed som muligt. Kongen bedrog sig selv ved denne forholdsregel; thi selv om Gud havde tilladt ilden at virke som sædvanlig på dem, kongen kastede i ildovnen, så ville den blot have tilintetgjort dem så meget snarere. Intet ville være vundet for kongen derved. Men eftersom de blev frelst af ilden, så blev derved meget vundet for Guds og hans sandheds sag; thi jo stærkere heden var, desto større mirakel var det at blive frelst fra den, og desto større indtryk ville det gøre. Alle omstændigheder var beregnede på at vise Guds direkte kraft. De blev bundne i alle sine klæder, men kom ud igen, uden at så meget som lugten af ilden var gået over dem. Man valgte de mægtigste mænd i hæren til at kaste dem ind. Ilden dræbte dem, førend de kom i berørelse med den, medens den ingen virkning havde på hebræerne, skønt de gik midt i flammerne. Det er klart, at ilden stod under et overnaturligt væsens indflydelse; thi medens ilden virkede på de reb, hvormed de var bundne, og ødelagde dem, så at de frit kunne gå omkring midt i bålet, så sved den ikke engang deres klæder. De sprang ikke ud af ilden, så snart de var fri, men blev i den; thi for det første havde kongen kastet dem i den, og det var hans pligt at kalde dem ud igen, og for det andet var den fjerdes skikkelse hos dem, og i hans nærværelse kunne de være tilfredse og glade i ildovnen ligesåvel som under paladsets glæder og overdådighed. Lad os under alle vore prøvelser, hjemsøgelser, forfølgelser og trængsler blot have den fjerde skikkelse med os, så er det nok.
Kongen sagde: ”Og den fjerdes udseende ligner en Gudesøns.” En og anden antager, at denne tale peger hen på Kristus; men det er ikke rimeligt, at kongen havde noget begreb om frelseren. Man læser da også: ”er som en Guds søn.” En bedre oversættelse er efter gode autoriteter udtrykket ”som en søn af Guderne”, det vil sige, han så ud som et overnaturligt eller guddommeligt væsen; Nebukadnezar kaldte ham siden en engel.
Hvilken skarp irettesættelse for kongens dårskab og galskab var ikke disse ædle mænds befrielse fra ildovnen! En højere magt end nogen jordisk havde bevaret dem, som stod fast imod afgudsdyrkelsen, og som viste foragt mod kongens gudsdyrkelse og befalinger. Ingen af hedningernes guder havde nogensinde bevirket en sådan frelse, ej heller var de i stand dertil.
På kongens befaling kom da disse tre mænd frem fra ildovnen. Statholderne, befalingsmændene, landshøvdingerne og kongens rådsherrer, ifølge hvis råd eller i det mindste ved hvis medvirken de tre var bleven kastede i ildovnen (Kongen sagde jo til dem i vers 24: ”Kastede vi ikke tre mænd bundne i ilden?”), samlede sig da for at se på disse tre mænd, så at de både ved synet og følelsen kunne få bevis for deres vidunderlige redning. Man glemte at tilbede det store billede. Hele den uhyre folkestimmels interesse blev henvendt udelukkende på disse tre mærkværdige mænd. Alles tanker var beskæftigede med denne vidunderlige tildragelse. Hvor hurtig kundskaben derom ville sprede sig over hele riget, når de atter vendte tilbage hver til sit landskab! Hvilket mærkeligt eksempel på, at Gud kan lede menneskets vrede til sin pris!
Da lovede kongen Sadraks, Mesaks og Abed-Negos Gud og befalede, at ingen skulle rette oprørsk tale imod ham. Dette havde Kaldæerne utvivlsomt gjort; thi i hine dage havde hver nation sine Guder, en eller flere, såsom der var mange Guder og mange Herrer, og når en nation sejrede over en anden, mente man, det kom deraf, at det overvundne folks Guder ikke magtede at befri dem fra sejrherrerne. Jøderne var bleven fuldstændig undertvungne af Babylonierne, hvorfor disse uden tvivl havde talt nedsættende eller foragteligt om Jødernes Gud. Dette forbød nu kongen; thi han skønner grant, at det var på grund af Jødernes egne synder, han overvandt dem, ikke på grund af nogen mangel på kraft hos deres Gud. I hvilket klart og herligt lys dette fremstillede Hebræernes Gud i sammenligning med hedningernes Guder! Kongen erkendte derved, at Gud gjorde menneskene ansvarlige overfor en ophøjet regel for moralsk karakter, og at han ikke betragtede deres handlinger med hensyn til den med ligegyldighed, eftersom han ville hjemsøge dem, som overtrådte den, med straffedomme, og selvfølgelig ville udgyde sine velsignelser over dem, som fulgte den. Havde disse Jøder været vendekåber, ville den sande Guds navn ej således være bleven ophøjet i Babel. Hvilken ære beviser dog ikke Herren dem, der holder fast ved ham!
Kongen forfremmede dem, det vil sige, han gav dem igen de embeder, som de havde, før de blev anklagede for ulydighed og forræderi. |