4. Kapitel - Nebukadnezars Befaling

Dette kapitel begynder, siger Dr. Clarke, med ”en almindelig befaling, en af de ældste, om hvilke der berettes”. Den skrev sig fra Nebukadnezars pen og bekendtgjordes i den almindelige form. Han ønsker at kundgøre de vidunderlige ting, Gud har gjort imod ham, ikke blot for nogle få, men for alle folk, stammer og tungemål. Folk er altid rede til at fortælle, hvad godt og velsignelsesrigt Gud har gjort for dem; men vi burde ikke være mindre rede til at fortælle, hvad Herren har gjort for at ydmyge og revse os, og Nebukadnezar giver et godt eksempel i denne henseende; som vi ser af de følgende dele af dette kapitel. Han bekender åbenhjertig sit hjertes forfængelighed og stolthed og omtaler de midler, Herren benyttede for at ydmyge ham. Med sand anger og et ydmygt sind bestemmer han sig til af sit eget frie valg at lade dette kundgøre, for at Guds herredømme må blive lovprist og hans navn æret. Med hensyn til riget påstår han ikke længere, at hans eget rige er uforanderligt, men overgiver sig ganske til Herren, idet han erkender, at hans rige alene er evigt og hans herredømme fra slægt til slægt.

  4.  Jeg, Nebukadnezar, levede rolig i mit hus og lykkelig i mit
      Palads. 
  5.  Jeg havde en drøm, og den forfærdede mig, og tankerne på
      mit leje og synerne i mit hovede forskrækkede mig.
  6.  Og der blev given befaling af mig om at føre alle Babels vise
      ind for mig, for at de skulde kundgøre mig drømmens udtydning.
  7.  Da kom tegnsudlæggerne , besværgerne, kaldæerne og sandsigerne ind,
      og jeg sagde dem Drømmen; men dens udtydning kunne de ikke sige mig.
  8.  Men til sidst kom Daniel ind for mig, hvis navn er Beltsazzar
      efter min Guds Navn, og i hvem de hellige Guders Ånd er, 
      og jeg sagde ham Drømmen:
  9.  Beltsazzar, du Øverste blandt tegnsudlæggerne! Fordi jeg ved, at de
      hellige Guders Ånd er i dig, og at ingen Hemmelighed er dig for vanskelig, 
      så sig mig nu min drøms syner, som jeg har set, sig mig udtydningen deraf!
      
 10.  Dette var mit Hoveds Syner på mit Leje: Jeg skuede, og se, et
      Træ stod midt på Jorden, og det var såre højt.
 11.  Træet voksede og blev vældigt, dets Top nåede Himmelen, og det
      sås til Jordens Ende;
 12.  dets Løv var fagert, dets Frugter mange, så der var Føde til
      alle derpå; under det fandt Markens Dyr Skygge, i dets Grene
      boede Himmelens Fugle, og alt Kød fik Næring deraf.
 13.  Og videre skuede jeg i mit Hoveds Syner på mit Leje, og se, en
      Vægter, en Hellig, kom ned fra Himmelen.
 14.  Han råbte med høj Røst: ”Fæld Træet, hug Grenene af, afriv Løvet
      og spred Frugterne; Dyrene skal fly fra deres Bo derunder og
      Fuglene fra dets Grene!
 15.  Dog skal I lade Stubben med Rødderne blive i Jorden, men bundet
      med en Kæde af Jern og kobber i Markens Græs; af Himmelens Dug
      skal han vædes, og som Dyrene skal han æde Markens Urter;
 16.  hans Menneskehjerte skal fratages ham og et Dyrehjerte gives
      ham, og syv Tider skal gå hen over ham.
 17.  Således er det fastsat ved Vægternes Råd, og ved de Helliges Bud
      er Sagen afgjort, for at de levende må sande, at den Højeste er
      Herre over Menneskenes Rige og kan give det, til hvem han vil,
      og ophøje den ringeste blandt Menneskene til Hersker over det!”
 18.  Det var dette Drømmesyn, som jeg, Kong Nebukadnezar, skuede, og
      du, Beltsazzar, tyd mig det! Thi ingen af mit Riges Vismænd kan
      tyde mig det; du derimod evner det, thi i dig bor hellige Guders
      Ånd. 

I de her fortalte begivenheder er flere mærkelige punkter, som vi vil give agt på.

1. Nebukadnezar var tryg i sit hus. Han havde med held fuldført alle sine foretagender. Han havde undertvunget Syrien, Fønikien, Judæa, Ægypten og Arabien. Det var sandsynligvis disse store erobringer, der gjorde ham opblæst og ledte ham til en sådan forfængelighed og selvtillid; og dog valgte Gud netop dette tidspunkt, da han ville lade så meget som en tanke forstyrre sin selvbehagelige ro, - Gud valgte netop dette tidspunkt til at vække frygt og bange anelser hos ham.

2. Det middel, hvorved Gud udrettede dette. Hvad kunne vel afskrække en sådan hersker som Nebukadnezar! Han havde fra sin ungdom af været kriger. Han havde ofte stået ansigt til ansigt med krigens farer, forfærdelige blodbad og myrderi, uden at hans nerver havde rystet eller hans ansigt blegnet. Hvad skulle nu gøre ham bange? Ingen fjende, ingen fjendtlig sky lod sig se. Ligesom det mest ugunstige tidspunkt blev valgt for at vække frygt i hans hjerte, således valgtes også det middel, som synes mindst skikket til at frembringe en sådan virkning – en Drøm. Hans egne tanker og hans eget hoveds syner måtte lære ham, hvad intet andet kunne: Underdanighed og ydmyghed til hans eget bedste. Den, som havde forfærdet andre, men som ingen andre kunne forfærde, blev en skræk for sig selv.

3. En endnu større ydmygelse end den i 2. kapitel omtalte rammende sandsigerne. Ved hin anledning gjorde de sig til af, at hvis de blot fik drømmen at vide, skulle de nok kundgøre ham udtydningen. Nu erindrer Nebukadnezar tydelig drømmen, men lider den ydmygelse, at hans sandsigere atter står hjælpeløse med skam overfor den. De kunne ikke udtyde den, og man må igen ty til Herrens profet.

4. En mærkværdig fremstilling af Nebukadnezars regering. Denne antydes symbolsk ved et træ midt på jorden. Babylon, hvor Nebukadnezar regerede, lå omtrent midt i den da bekendte verden. Træet nåede til himlen og løvet der på var dejligt. Dets ydre glans og herlighed var stor; men dette var ikke alt, som tilfældet er med alt for mange riger, Det havde flere indre fortrin: Det bar megen frugt og havde føde for alle. Under det fandt dyrene på marken skygge, og i grenene derpå boede himlens fugle, og alt kød nærede sig deraf. Hvad kunne tydeligere og stærkere betegne, at Nebukadnezar virkelig regerede sit rige på en sådan måde, at det skaffede alle hans undersåtter beskyttelse, underhold og lykke i fuldeste mål? Virkelig at udrette dette er det fuldkomneste mål for jordiske regeringer og den højeste ære for ethvert rige.

5. Den nåde, Gud blander med sine drømme. Da der blev givet befaling til at fælde dette træ, blev der sagt, at stubben med dets rødder skulle lades tilbage i jorden i bånd af jern og kobber, for at det ikke fuldstændig skulle overgives til undergang, men at muligheden for fremtidig vækst og storhed kunne bevares. Men den dag kommer, da de ugudelige skal omhugges uden at levnes noget sådant håb, og da vil ingen nåde blandes i deres straf, - de skal udryddes, både rod og gren.

6. En vigtig nøgle til profetiens fortolkning. 16. vers ”Og syv tider skal fare hen over ham.” Således lød Guds bestemmelse. Dette er en ligefrem, bogstavelig fortælling: derfor må tiden her forstås bogstaveligt. Hvor lang tid betegnes da her? Dette kan bestemmes ved, at finde ud, hvor længe Nebukadnezar overensstemmende med denne forudsigelse blev drevet ud for at bo sammen med markens dyr. Ifølge Josefus varede dette i syv år; en ”tid” betegner altså ét år. Når det benyttes symbolsk i profetien, betegner det naturligvis symbolsk eller profetisk tid. En ”tid” ville da betyde et profetisk år eller, da hver dag gælder for et år, 360 virkelige år. I kap. 7;25 vil der blive anledning til atter at omtale dette.

7. Den interesse, som de hellige eller englene har i det, der angår menneskene. De fremstilles som dem, der forlanger, at der skal handles således imod Nebukadnezar. De ser, som dødelige aldrig kan se det, hvor utilbørlig stoltheden er i menneskehjertet, og de bifalder og sympatiserer med Guds forsyns rådslutninger, ved hvilke han søger at forbedre disse onder. Mennesket må vide, at det ikke er sin egen lykkes bygmester, men at der er en, som hersker i menneskenes rige, under hvem de i ydmyghed bør bøje sig. Om end en mand bliver mægtig konge, så bør han ikke rose sig deraf, thi havde ikke Herren oprejst ham, ville han aldrig have indtaget denne ærefulde stilling.

8. Nebukadnezar erkender den sande Guds overherredømme over de hedenske orakler. Han henstiller til Daniel at løse den hemmelige gåde, idet han siger: ”Du er i stand dertil, thi de hellige Guders ånd er i dig.” Septuaginta har entalsformen: Den hellige Guds ånd.

 19.  Så stod Daniel, som havde fået Navnet Beltsazzar, en Stund
      rædselslagen, og hans Tanker forfærdede ham. Men Kongen tog til
      Orde og sagde: Beltsazzar, lad ikke Drømmen og dens Udtydning
      forfærde dig!” Men Beltsazzar svarede: ”Herre, måtte drømmen
      gælde dine Fjender og dens Udtydning dine Avindsmænd!
 20.  Det Træ, du så, og som voksede og blev vældigt, så Toppen nåede
      Himmelen og det sås over hele Jorden,
 21.  hvis Løv var fagert, og hvis Frugter var mange, det, som alle
      fik Næring af, under hvilket Markens Dyr fandt Bo, og i hvis
      Grene Himmelens Fugle byggede Rede,
 22.  det er dig selv, o Konge, som er blevet stor og mægtig, hvis
      Storhed er vokset, så den når Himmelen, og hvis Herredømme
      rækker til Jordens Ende.
 23.  Og når Kongen så, at en Vægter, en Hellig, steg ned fra Himmelen
      og bød: Fæld Træet og ødelæg det! Dog skal I lade Stubben med
      Rødderne blive i Jorden, men bundet med en Kæde af Jern og
      kobber i Markens Græs; af Himmelens Dug skal han vædes, og med
      Markens Dyr skal han dele Lod, indtil syv Tider er gået hen over
      ham
 24.  så betyder det, o Konge, og det er den Højestes Råd, som er
      udgået over min Herre Kongen:
 25.  Du skal udstødes af Menneskenes Samfund og bo blandt Markens
      Dyr; Urter skal du have til Føde som Kvæget, og af Himmelens Dug
      skal du vædes; og syv Tider skal gå hen over dig, til du
      skønner, at den Højeste er Herre over Menneskenes Rige og kan
      give det, til hvem han vil.
 26.  Men når der blev givet Påbud om at levne Træets Stub med
      Rødderne, så betyder det, at dit Rige atter skal blive dit, så
      snart du skønner, at Himmelen har Magten.
 27.  Derfor, o Konge, lad mit Råd være dig til Behag. Gør Ende på
      dine Synder med Retfærd og på dine Misgerninger med
      Barmhjertighed mod de fattige, om din Lykke måske kunde vare!” 

Daniels nølen, da han en stund sad forfærdet, skrev sig ikke fra nogen som helst vanskelighed ved at udtyde drømmen, men derfra, at det var en meget ømfindtlig sag, at kundgøre kongen den. Daniel havde erholdt gunst af kongen, blot gunst, så vidt bekendt; det faldt ham derfor hårdt at fortælle den skrækkelige trussel om dom, som lå i kongens drøm. Han var besværet med at bestemme, hvorledes han bedst kunne forkynde den. Det syntes, som om kongen anede noget sådant og derfor forsikrede profeten, at han ikke behøvede at være bange for at fortælle ham drømmen og dens udtydning; omtrent som han ville sige: ”Vær ikke bange for at fortælle den, hvad den end indeholder angående mig.” Således beroliget taler Daniel, og hvor findes der vel et sidestykke til hans kraftige og hensynsfulde sprog: ”Måtte dog drømmen gælde dem, som hader dig, og den udtydning dine fjender.” Der varsles i denne drøm en stor ulykke; måtte den hellere ramme dine fjender end dig.

Nebukadnezar havde nøje skildret sin drøm, og så snart som Daniel meddelte ham, at drømmen angik ham selv, var det klart, at han havde udtalt dommen over sig selv. Den følgende fortolkning er så ligefrem, at man ikke behøver derved at opholde sig. Den dom, hvormed der truedes, var betinget, - den skulle lære kongen, at ”Himlene har magten.” ”Himlene” står på dette sted i stedet for Gud, som er himlenes hersker. Daniel tager heraf anledning til at give kongen råd med hensyn til truslen om dom. Men han forkynder ikke denne trussel hårdt og dadlende. Det våben, han svinger, er venlig overtalelse: ”Lad mit råd behage dig.” Således beder og så apostlen brødrene om at fordrage formaningens ord. Heb. 13;22. Hvis kongen ville afbryde sine synder ved retfærdighed og sine misgerninger ved barmhjertighed mod de elendige, kunne muligvis derved hans rolighed forlænges, eller som en randglose læser: ”Din vildfarelse monne læges”, det vil sige, han kunne endog have afvendt den dom, Herren agtede at lade komme over ham.

 28.  Alt dette ramte nu Kong Nebukadnezar.
 29.  Tolv Måneder senere, da Kongen vandrede på Taget af det
      Kongelige Palads i Babel,
 30.  udbrød han: ”Er dette ikke det store Babel, som jeg byggede til
      Kongesæde ved min vældige Magt, min Herlighed til Ære?”
 31.  Men før Kongen endnu havde talt ud, lød en Røst fra Himmelen:
      ”Det gives dig til Kende, Kong Nebukadnezar, at dit Kongedømme
      er taget fra dig!
 32.  Af Menneskenes Samfund skal du udstødes og bo blandt Markens
      Dyr; Urter skal du have til Føde som Kvæget; og syv Tider skal
      gå hen over dig, til du skønner, at den Højeste er Herre over
      Menneskenes Rige og kan give det, til hvem han vil!”
 33.  I samme Stund fuldbyrdedes Ordet på Nebukadnezar; han blev
      udstødt af Menneskenes Samfund og åd Græs som Kvæget, og hans
      Legeme vædedes af Himmelens Dug, til hans Hår blev langt som
      Ørnefjer og hans Negle som Fuglekløer. 

Nebukadnezar benyttede sig desværre ikke af den advarsel, han havde fået; men alligevel bar Gud over med ham i tolv måneder, førend slaget faldt. Hele denne tid nærede han stolthed i sit hjerte, og den nåede til sidst en højde, udover hvilken Herren ikke kunne lade den stige. Kongen gik om i sit palads, og idet han kastede blikket udover de underværker, som var i dette verdens underværk, det store Babel, rigernes krone, glemte han kilden til al den styrke og storhed og udråbte: ”Er dette ikke det store Babel, som jeg har bygget?” Nu var tiden kommen, at han skulle ydmyges: en røst fra himlen forkyndte atter den dom, hvormed han før var bleven truet, og det guddommelige forsyn skred øjeblikkelig til dommens fuldbyrdelse: Han mistede sin forstand. Den store stads pragt og herlighed henrykkede ham ikke længere; thi Gud rørte ham med sin finger og borttog hans evner til ret at vurdere og nyde den. Han forlod menneskenes boliger og søgte sit hjem og selskab blandt skovens vilde dyr.

 34.  Men da Tiden var omme, løftede jeg, Nebukadnezar, mine Øjne til
      Himmelen og fik min forstand igen, og jeg priste den Højeste og
      lovede og ærede ham, som lever evindelig, hvis Herredømme er
      evigt, og hvis Rige står fra Slægt til Slægt.
 35.  Alle, som bor på Jorden, er for intet at regne; han handler
      efter sit Tykke med Himmelens Hær og med dem, som bor på Jorden,
      og ingen kan holde hans Hånd tilbage og sige til ham: ”Hvad gør
      du?”
 36.  I samme Stund fik jeg min Forstand igen; jeg fik også min
      Herlighed og Glans igen, mit Rige til Ære; mine Rådsherrer og
      Stormænd søgte mig, jeg blev genindsat i mit Rige, og endnu
      større Magt blev mig givet.
 37.  Nu lover, ophøjer og ærer jeg, Nebukadnezar, Himmelens Konge:
      Alle hans Gerninger er Sandhed, hans Veje Retfærd, og han kan
      ydmyge dem, som vandrer i Hovmod. 

Efter syv års forløb drog Herren sin straffende hånd tilbage, og kongen genvandt sin fornuft og forstand. Det første, han gjorde, var at lovprise den højeste. Herom bemærker Matthew Henry med rette: ”De, som ikke lover og priser Gud, kan rettelig anses for at mangle forstand, ej heller benytter menneskene nogen tid sin fornuft rettelig, førend de begynder at leve for religionen, ej heller lever de som mennesker, før de lever til Guds ære. Ligesom fornuften er religionens grundlag og væsen, så at ufornuftige væsener er uimodtagelige for religion, således er religionen fornuftens krone og ære, og vi har forgæves fået fornuft og kommer engang til at ønske, at vi aldrig havde haft den, hvis vi ikke med den forherliger Herren.”

Kongen genvandt sin herlighed og glans, hans rådsherrer og fyrster søgte ham igen, og han blev atter indsat i sit rige. I 26. vers erholdt han løfte om, at hans rige atter skulle overdrages ham. I hans vanvids dage skal hans søn Evil Merodak have regeret som stedfortræder for ham. Daniels udtydning af drømmen var utvivlsomt godt bekendt i hele paladset og var sandsynligvis mere eller mindre emne for samtale; derfor måtte man imødese og med interesse vente på kong Nebukadnezars genkomst til sit rige. Grunden til, at man lod ham opslå sin bopæl under åben himmel i så forkommen en tilstand, i stedet for paladsets tjenere skulle drage omsorg for hans omhyggelige pleje, nævnes der intet om. Men man antager, at han behændig undveg fra paladset og undgik al eftersøgning.

Hjemsøgelsen havde den tilsigtede virkning. Han havde lært, hvad ydmyghed betyder. Da han atter kom i bedre kår, glemte han det ikke. Han var rede til at erkende, at den højeste har magt over menneskets rige og giver det til hvem, han vil; og igennem hele sit kongedømme lod han udgå en kongelig bekendtgørelse, hvori han erkendte sit hovmod og bekendte, at han nu priste og tilbad himlens konge.

Dette er den sidste beretning, vi i skriften har om Nebukadnezar. I den autoriserede oversættelse, siger Dr. Clarke, bærer nævnte bekendtgørelse årstallet 563 f.Kr., et år før Nebukadnezars død; dog sætter en og anden årstallet for denne tid til 17 år før hans død; i hvert fald er det sandsynligt, at han ikke igen henfaldt til afgudsdyrkelse, men døde i troen på Israels Gud.

Således endte denne mærkelige mands liv. Kan man ikke antage, at Herren trods alle de fristelser, hvortil han i sin ophøjede stilling som konge naturlig var hjemfalden, hos ham så et redeligt hjerte, retskaffenhed og oprigtige forsætter, som han kunne benytte til sit navns forherligelse? Derfor handlede Herren så underfuldt med ham. Alt syntes at være beregnet på at vende ham bort fra hans falske religion og vinde ham for den sande gudstjeneste. Vi har for det første hans drøm om det store billede, som indeholder en så værdifuld undervisning for alle kommende slægter. For det andet hans erfaring med Sadrak, Mesak og Abed-Nego med hensyn til hans guldbillede, hvorved han atter førtes til at anerkende den sande Guds overherredømme. Og til sidst de i dette kapitel omtalte vidunderlige tildragelser, der viser, hvorledes Herren endnu uden ophør bestræber sig for at bringe ham til en fuld anerkendelse af ham. Kan vi ikke håbe, at den berømmeligste konge i det første profetiske rige, guldhovedet, til slut vil få del i det rige, for hvilket alle jordiske riger skal blive som avner, og hvis herlighed aldrig skal fordunkles?