5. Kapitel - Belsazars gæstebud

Det mest interessante træk ved dette kapitel er, at det beskriver det babyloniske riges slutningsscene, overgangen fra guld til sølv i det store billede i 2. kapitel og fra løven til bjørnen i Daniels syn i 7. kapitel. Enkelte mener, at dette gæstebud var en årlig fest til ære for en af deres Guder. Derfor fik Cyrus, som da belejrede Babylon, nys om dens nærmelse og vidste, når det var tid at bringe sin plan angående byens sejrrige overrumpling i udførelse. I vor tids oversættelse står, at ”Kong Belsazar gjorde et stort gæstebud for sine tusinde store, og for de tusinders åsyn drak han vin”; nogle oversætter således: ”Han drak de tusinder til”, hvilket viser, at han foruden sine andre lave og foragtelige tilbøjeligheder også var uhyre hengiven til drik.

  2.  Og påvirket af Vinen lod han de Guldkar og Sølvkar hente, som
      hans Fader Nebukadnezar havde ført bort fra Helligdommen i
      Jerusalem, for at Kongen og hans Stormænd, hans Hustruer og
      Medhustruer kunde drikke af dem.
  3.  Man hentede da Guld og Sølvkarrene, som var ført bort fra
      Helligdommen, Guds Hus i Jerusalem, og Kongen og hans Stormænd,
      hans Hustruer og Medhustruer drak af dem;
  4.  og medens de drak Vin, priste de deres Guder af Guld, Sølv,
      Kobber, Jern, Træ og Sten. 

At dette gæstebud stod i en eller anden forbindelse med tidligere sejre over jøderne, kan man slutte deraf, at da kongen begyndte at blive hed af vinen, forlangte han, at de hellige kar, der var tagne fra Jerusalem, skulle bringes frem. Det er mest rimeligt, at han havde tabt al sans for hellige ting og benyttede dem til at fejre den sejr, ved hvilken de var vundne. Så højt havde vistnok ingen konge bragt det i ryggesløshed. Medens de drak vin af kar, der var indviede til den sande Gud, priste de sine Guder af guld, sølv, kobber, jern, træ og sten. Måske de, som bemærket i anledning af kapitels 3;29, fejrede sine Guders overlegne magt over jødernes Guder, af hvis kar de nu drak til sine hedenske Guders ære.

  5.  Men i samme Stund viste der sig Fingre af en Menneskehånd, som
      skrev på Væggens Kalk i Kongens Palads over for Lysestagen, og
      Kongen så Hånden, som skrev.
  6.  Da skiftede Kongen Farve, hans Tanker forfærdede ham, hans
      Hofters Ledemod slappedes, og hans Knæ slog imod hinanden.
  7.  Og kongen råbte med høj Røst, at man skulde føre Manerne,
      Kaldæerne og Stjernetyderne ind; og Kongen tog til Orde og sagde
      til Babels Vismænd: ”Enhver, som kan læse denne Skrift og tyde
      mig den, skal klædes i Purpur, Guldkæden skal hænges om hans
      Hals, og han skal være den tredje mægtigste i Riget.”
  8.  Så kom alle Babels Vismænd til Stede, men de evnede hverken at
      læse Skriften eller tyde den for Kongen.

  9.  Da blev Kong Belsazzar højlig forfærdet, og han skiftede Farve:
      også hans Stormænd stod rædselsslagne. 

Intet overnaturligt lysglimt, intet bedøvende tordenskrald forkyndte, at Herren ville forstyrre deres ugudelige svirelag. En hånd kom stiltiende til syne og skrev hemmelighedsfulde skrifttegn på væggen. Den skrev lige overfor lysestagen. De så den ved sin egen lampes lys. Skræk bemægtigede sig kongen; thi hans samvittighed vidnede mod ham. Skønt han ikke kunne læse skriften, vidste han, at det, der blev skrevet på hans slotsvæg med lysende skrifttegn, ikke var noget forbud på fred og velsignelse. Profetens beskrivelse af virkningerne af kongens frygt kan ikke overtræffes i nogen henseende: Kongens ansigt skiftede farve, hans hjerte forfærdedes, en pinlig fornemmelse bemægtigede sig ham, og han skjalv så voldsomt, at knæerne slog imod hinanden. Han glemte sit hovmod og sin støjende lystighed; han glemte sin værdighed og råbte lydelig på sine besværgere og sandsigere, for at de skulle tyde det skrækkelige syn.

 10.  Ved Kongens og hans Stormænds Råb kom Dronningen ind i
      Gildesalen, og hun tog til Orde og sagde: ”Kongen leve
      evindelig! Lad ikke dine Tanker forfærde dig og skift ikke
      Farve!
 11.  I dit Rige findes en Mand, i hvem hellige Guders Ånd er, og som
      i din Faders Dage fandtes at sidde inde med Viden, Indsigt og en
      Visdom som selve Guderne, så din Fader Nebukadnezar satte ham
      til Øverste for Drømmetyderne, Manerne, Kaldæerne og
      Stjernetyderne,
 12.  eftersom en ypperlig Ånd, Kundskab og Indsigt til at udtyde
      Drømme, råde Gåder og løse Knuder fandtes hos denne Daniel, hvem
      kongen gav Navnet Beltsazzar. Lad derfor Daniel kalde, at han
      kan tyde det!”

 13.  Så førtes Daniel ind for Kongen. Og Kongen tog til Orde og sagde
      til ham: ”Er du Daniel, en af de fangne Judæere, som min Fader
      Kongen bortførte fra Juda?
 14.  Jeg har hørt om dig, at Guders Ånd er i dig, og at du er fundet
      at sidde inde med Viden, Kløgt og ypperlig Visdom.
 15.  Nu har Vismændene og Manerne været ført ind for mig for at læse
      denne Skrift og tyde mig den; men de evner ikke at tyde mig
      dette.
 16.  Men jeg har hørt om dig, at du kan tyde Drømme og løse
      Knuder. Nu vel!  Hvis du kan læse Skriften og tyde mig den, skal
      du klædes i Purpur, Guldkæden skal hænges om din Hals, og du
      skal være den tredje mægtigste i Riget.” 

Det synes at fremgå af de omstændigheder, som her fortælles, at den kendsgerning, at Daniel var Guds profet, på en eller anden måde var bleven glemt ved hoffet i paladset. Dette hidrørte uden tvivl derfra, at han havde været fraværende i Susan i landskabet Elam, som omtalt i Dan. 8;1-2,27, hvor han var bleven sendt for at varetage rigets forretninger der. Da den persiske hær faldt ind i landet, tvang det ham til på denne tid, at vende tilbage til Babylon. Man antager, at den Dronning, som kom ind og underrettede kongen om, at der var en sådan mand, som man kunne henvende sig til for at erholde kundskab og overnaturlige ting, var dronningens moder, Nebukadnezars datter. Hun ville endnu have i frisk og klar erindring, hvilken underfuld virksomhed Daniel havde udfoldet i hendes faders regering. Nebukadnezar kaldes her Belsazars fader i overensstemmelse med den almindelige skik på hin tid at kalde enhver af forfædrene fader og enhver mandlig efterkommer søn. Nebukadnezar var i virkeligheden hans bedstefader. Kongen spurgte Daniel, da han kom ind, om han var en af de bortførte fra Juda. Det synes, at Herren styrede det således, at medens de med gudsbespottelig lystighed søgte at ære sine falske Guder, blev en af den sande Guds tjenere, en som de havde holdt i fangenskab, kaldt ind for at forkynde den velfortjente dom over deres ugudelige fremfærd.

 17.  Så svarede Daniel Kongen: ”Spar dine Gaver og giv en anden dine
      Foræringer! Men Skriften vil jeg læse og tyde for Kongen.
 18.  Den højeste Gud, o Konge, gav din Fader Nebukadnezar Kongedømme,
      Magt, Herlighed og Ære;
 19.  og for den Storheds Skyld, som han havde givet ham, frygtede og
      bævede alle Folk, Stammer og Tungemål for ham; han dræbte, hvem
      han vilde, og lod leve, hvem han vilde; han ophøjede, hvem han
      vilde, og nedbøjede, hvem han vilde.
 20.  Men da hans Hjerte blev hovmodigt og hans Ånd stolt og
      overmodig, stødtes han fra Kongetronen, og hans Herlighed
      fratoges ham.
 21.  Af Menneskenes Samfund blev han udstødt, og hans Hjerte blev som
      et Dyrs; han boede hos Vildæslerne, han måtte æde Græs som
      Kvæget, og af Himmelens Dug vædedes hans Legeme, til han
      skønnede, at den højeste Gud er Herre over Menneskenes Rige og
      kan ophøje, hvem han vil, til Hersker derover.
 22.  Men du, Belsazzar, hans Søn, har ikke ydmyget dit Hjerte, skønt
      du vidste alt dette;
 23.  du har hovmodet dig mod Himmelens Herre! Hans Huses Kar har man
      hentet til dig, og du og dine Stormænd, dine Hustruer og
      Medhustruer drak Vin af dem; og du priste dine Guder af Sølv,
      Guld, Kobber, Jern, Træ og Sten, som hverken kan se eller høre
      eller fatte; men den Gud, som holder din Livsånde i sin Hånd og
      råder over alle dine Veje, ham ærede du ikke.
 24.  Derfor er denne Hånd udsendt fra ham og Skriften der optegnet.

Allerførst vil Daniel fjerne den forestilling, at han lader sig påvirke af de bevæggrunde, der ledede sandsigerne og besværgerne: Behold du dine foræringer. Han ønsker tydelig at tilkendegive, at han ikke vil indlade sig på fortolkningen for at vinde gaver og belønninger. Han minder derpå om kongens bedstefader, Nebukadnezars erfaring, som er fortalt i det foregående kapitel. Han sagde til kongen, at uagtet han vidste alt dette, havde han dog ikke ydmyget sit hjerte, men havde ophøjet sig imod himlens Gud, ja var endog gået så vidt i sin ryggesløshed, at han vanhelligede hans hellige kar, idet han priste de ufølsomme Guder, som var dannede af mennesker, og undlod at forherlige den Gud, i hvis hånd hans ånde var. Han sagde ham, at det var grunden til, at hånden var bleven sendt af den Gud, hvem han frækt og formasteligt havde udæsket, for at tegne disse skrifttræk, der forfærdede ham, skønt betydningen var skjult. Derpå forklarede han skriften.

 25.  Og således lyder Skriften: Mené, mené, tekél ufarsin!
 26.  Og Ordene skal tydes således: Mené betyder: Gud har talt dit
      Riges Dage og gjort Ende derpå.
 27.  Tekél betyder: Du er vejet på Vægten og fundet for let.
 28.  Perés betyder: Dit Rige er delt og givet til Medien og Persien.”
 29.  Så blev Daniel på Belsazzars Bud klædt i Purpur, Guldkæden
      hængtes om hans Hals, og man udråbte, at han skulde være den
      tredje mægtigste i Riget. 

Man ved ikke, i hvilket sprog denne indskrift var skrevet. Hvis det havde været kaldæisk, måtte kongens vise have kunnet læse den. Dr. Clarke antager, at den var skrevet på samaritansk, ægte hebraisk, et tungemål, Daniel var fortrolig med, såsom det var den skrift, jøderne benyttede før den babyloniske landflygtighed. Men det forekommer os mere sandsynligt, at det var en for alle parter fremmed skrift, og at den kundgjordes Daniel særlig ved Herrens ånd.

I denne indskrift står hver ord i stedet for en kort sætning: Mene = talt, Tekel = vejet, ufarsin (af roden Peres) = delt. Gud, hvem har du trodset, har dit rige i sin hånd og har talt dets dage og afsluttet dets løb, netop da du mente, at det havde nået lykkens øverste trin. Du, der har opløftet dit hjerte i hovmod som jordens mægtige, er vejet og funden lettere end forfængelighed. Dit rige, som du drømte om skulle bestå til evig tid, er delt mellem fjenderne, der allerede venter ved dine porte! Trods denne skrækkelige straffedoms forkyndelse glemte Belsazar ikke sit løfte, men lod Daniel straks iføre purpurkåben og guldkæden og udråbe som den tredje mægtige i riget. Dette tog Daniel imod, sandsynlig med det formål at blive bedre sat i stand til at varetage sit folks tarv under overgangen til det følgende rige.

 30.  Men samme Nat blev Belsazzar, Kaldæernes Konge, dræbt, (kap 6.1)
      og Mederen Darius overtog Riget i en Alder af to og tresindstyve
      År.

Den her så kortelig omtalte scene beskrives i bemærkningerne over Kap. 2;39. Medens Belsazar blindts hengav sig til sin formastelige sværm og svir, medens en englehånd skrev rigets dom på paladsets væg, medens Daniel kundgjorde den himmelske skrifts frygtelige betydning, havde de persiske soldater gennem Eufrats tømte flodseng banet sig vej til byens hjerte og ilede fremad med draget sværd mod kongens palads. Man kan næppe sige, de overraskede ham; thi Gud havde netop varslet om hans skæbne. Men de fandt ham og ihjelslog ham; og med ham, dets sidste og uværdigste konge, ophørte det babyloniske rige at være til.

Som en passende afslutning på dette kapitel hidsættes (i fri oversættelse) følgende skjønne poetiske beskrivelse af Belsazars fest af Edwin Arnold, forfatter af The Light of Asia (Asiens lys). Den er skreven i 1852 og blev prisbelønnet ved universitetskollegiet i Oxford:

 ”Ad mange veje lader Gud os se,
hvad han har fastsat, at der her skal ske, – 
i ærefrygt står engle rede på hans bud,
på sølvkar vinge flyver de i verden ud;
og stjerne, tydende hans høje krav,
nyt mod og trøst til mangen ensom gav, – 
i tordnens rullen og i havets brøl fornem!
Hvad Herren kræver strengt skal holdes frem.
Hans vrede melder stormen her forvist, – 
men nåde varsler regnbufarvej hist.
Giv kun du agt på vårens, som’ren milde vind!
Scirokko’ns brand, der vier døden ind!
den sagte harmoni fra havets sjæl!
fra engen blomsteralfens tonevæld! . . . .
på jord, i luft, i flammer og i vand
hans navn omend det hviskes, høres kan!

Ej i en drøm, men synlig for enhver
på flottes væg en hånd engang der er,
der tegner op Guds egen strenge dom
mod spotteren, der ikke vendte om.
Tyrannen i hans hovmod slog det ord,
og dødens rædsel ham til hjertet for.
Så mangen bunden, hvem hans lænke trykked hårdt,
har læst det ord og drevet frygten bort.

Fra solens opgang til dens nedgang lod 
signalets horn; thi Babels konge bød, –
og se , fra solens lys til stjernens, øst og vest,
kom tusende satraper did til fest.

Sin ganger styred hver og en så prud
til kong Belsazars første gjæstebud –
et yndigt palads i et yndigt himmelstrøg,
hvor mur til mur udstyret rigt sig smøg
med kjoskers prat, der balustrader hang
for vinterlys og sommers skyggetrang;
og rund om hof og have, tempel, tårn og bo
kom Eufrat brusende fra bjergets ro;
den hviler her, ej rejser vildt sit skum,
men kjærlig favner Babels stolte rund.
De stærke tyre med mejslet vinge smyk’t
gjør Babels konge sikker, folket trygt, –
og kjæmper i granit, en kunstners værk,
kundgjør ved kongens port: Husk, jeg er stærk!
Til jorden gjennem tamariskens blomsterbed
ej sommerglød, ej højtglans trængte ned.
Og månens skin faldt svækket, men dog skjønt
med sølverglans på markens fine grønt;
med farveveksel tegnes arabeskers rund,
de milde stråler skin oplyser havets grund,
og svagt beskinnes mangen mindesten,
rejst i Kaldæa, hvor en konge tren;
og lyt! Fra morgenen indtil aftenen, dagen lang,
der lyder smukke fugles muntre sang.
I slottets gård der mange kilder sprang,
mens Eufrat udenfor forbi sig svang;
se, flodens klare vand afspejler himmelens blå,
og vandspring som krystal ser legende derpå! . . . 
Men længst den frække, vilde sejersrus
har styrket Babels mure om i grus!
Og fangens toner lyder mer ej der;
thi Herren straffed strengt den stolte spotters hær!

Som Østens konge i en purpursdragt
sad kong Belsazar der i al sin praft,
sad højt på elfenben og guld, en kongestol;
omkring sig sine styrker han befo´el;
og Muhamed sig havde næppe drømt
et paradis udstyret halvt så skjønt!
Af sølv og drevet guld en overflod der var,
hvert kar mer ædelt end den vin, det bar;
som stjnernelys i nat faldt lampers skin
i pandesmykkers ædle stene ind;
når flodens stille bølge skvulped let forbi,
sig badede lysets glans så tyst deri;
så blødt og smigrende gitaren klang,
som om på vinger sig serafer svang;
og rundt omkring sig snart man mærker dansens magt
på krøller svingende og på sandalers takt.

Brat tømmes flasker, bægre drikkes ud;
thi spares ej ved kongers gæstebud;
og glæde svulmer højt i alle gjæsters bryst;
thi hver smil og ynde, enhver blot søger lyst!
Fra Dara kom de, fra Daremmas lund
lig ”Elskovs måne, Sol i kampens stund”*),
fra Imla´s myrer og det indre land,
fra Citaeen´ og Calah, som man ved
berømmes for naturens herlighed, -
fra alle rigers tanker de på kongers ord
indfandt sig lydige ved sammes bord.
 *)Hasis, Persiens Anakreon.

Hvem aner vel, at under festens fred
vil som fra klaren himmel lyn slå ned?
Hvem føler ej sig her i mod og magt så stor,
at ingen kamp han frygter mer på jord?
Og dog, det spændte blik, den matte røst
forråder noget dunkelt i hvert bryst?!
Som søfugl sukker dybt og hurtigt lig en pil,
til suk forandres jevnlig hvert et smil.
Man ved ej, at for posrten stander den,
som sejrrig imorgen stormer frem;
og ingen trofast vagt på volden melder grant
den forsvarstime dyr, som netop svandt.
Og dertil er det jo kun krigsmænds fryd
at høre kogrets klirren, spærdets lyd!
Og ej i nogen skede stikker sværd i dag,
Som jo gik foran i et blodigt slag!

Kanhænde hjertets pulsslag siger til,
når dig en stor ulykke ramme vil.
Selv stumt og livløst fængslet sølv udi et rør *)
gi´r tegn på vint´rens komme for din dør!
*)Kviksølvet i termometeret.

Selv kongen følte sig ej vel; men ud 
fra hjerteklemmen i hans barm kom bud
i vrede ord: ”Hvad nu? Har vinen tabt sin smag?
Som venligt ej den smager jer i dag.

Har I så krysteragtig fejg en sjæl,
at ræd I blir ved døn af fiendehæl?
Tror I, at stjernehimlens guder vilde fly
af skræk for tordnens blotte pral og gny?
Vi er jo guder selv, har trodset Gud!
skal vi da skjælve for en røvers bud?
Nej, lad kun fienden hidsig banke stadens port!
med skam han sande skal, han kom tilkort;
for morgendagen er bestemt hans fald;
ved festens slutning løven våge skal!
Fyld mig et bæger! Lad så bringes frem de kar
fra Judas tempel, som i kamp vi vundet har!
Lad denne aften råde sejrens rus!
Enhver skal nippe til en gudekande fuld;
til læben føres skal juæisk guld!”*)
*)Skaksp.: ”Tit. Andronicus”: Han drikker ej, medmindre Tineons sølv rører ved hans læber.

Vort bifaldsråb døde i hver mund, –
den sidste boble brast fra bæg´rets bund;
end dvæler kongens læber ved den gyldne kant, –
hvor giftig perle øjet deri fandt!
Han slipper bæg´ret, hånden har ej magt, –
er trolddom mon i guldets sunke lagt?
Med øjet heftet stivt på væggen hen han ser.
som om et rædselsbillede der er, - 
Han løfter armen, skygger for sit syn,
bevæger feberagtigt øjets bryn, –
et skjult vidunder driver vist sit spil!
– Som mængden hist vi tavst vil skue til.

På væggen hvilket syn, en hånd man så
ej kunde nogen her dens træk forstå, –
et død´ligt væsens hånd kun syntes den, som skrev;
dog var som ild de ord, der skrevne blev.
Og stille, langsomt skriften fremad skred,
 mens fra hvert bogstav faldt en lysglans ned;
den endt, hånden veg;  men mere rådvild end
ser kongen spørgende på sine mænd.
Men ingen taler, - bleg enhver en kind; – 
dog røber sig, hvad der bor i hvert sind,
ved stive blikke, korte åndedrag - en nød
som dens, der venter dommen om sin død.
Så hurtig, som en frostnat skabte om
den lette dråbe, der i faldet kom,
til klar krystal, – så kvaltes glæden i hvert bryst,
mens som statuer de står ganske tyst.

Med tryllestav af ibenholt og klædt 
i fobelkappe bli´r de viste stedt
for skriftens luetræk; kaldæisk løgnkunsts magt
dog stirrer her forgjæves og forsagt!
Trods troldomsord de mumler, tegn de gjør
af dunkel  mening, – skriften dog som før
står ulæst! Er den dem til varsel eller dom
fra Gud? – De vise intet ved derom.

O, tidt, når stumt er læbens hulde smil,
al fryd forgangen, brystet snøres til,
af modgang kuet vrider sig den syge sjæl,
og hjertets banken er en marter fæl, –
når fordums trofast ven til enlig gråd
os ofrer, ja til dødens pines bråd, –
når frygt og kval en lønlig tanke volder mig,
og glædens fol bag sorg formummer sig, –
man træt af livets byrde håber fast
på dødens lettelse, om hjertet brast, –
da kommer . . ., lyt! de bedste råd, den sidste trøst
på toner bårne af en kvinderøst!
Som når et skib ved øens vilde strand
ved klokkens ringning undgaar bølgens brand;
trods midnatstimens mørke nu det sikkert ved,
hvor det skal finde vej til lune ryed;
så faldt en kvindes ord i rædslens stund,
til vismands undren, som fra vismands mund,
mens kongen selv stod bleg, og troldomskunst bedrog 
sin stolte dyrker, skræk, satraper slog.
Hun, høje ætling af hin store magt,
udi hvis hånd var tusend´ riger lagt,
hun bærer frygtsomt vidne om den sangne mand,
der, glemt til festen, synder tyde kan:
”Han har den undrets evne af sin Gud
at sprede tvivl, af sorg at rive ud
for dunkle fremtids skjæbne  og at røbe grant,
hvad der skal leve eller blot er tant.
I hoffets sal han dvæled kongen næst,
han glemte ham, skjønt jøde, ej til fest. –
Lad Daniel komme blot herind! Forvist jeg tror,
han tyde kan de hemmelige ord.”

Som månen tavs og stille banner sig
ad junihimlen, fuld og fager, vej, 
mens frygtsomt natteskyen giver op sin dont
og skjuler sig bag lysets horizont, –
så rolig Daniel gjennem skaren gik,
mens mængden veg tilside for hans blik;
ej ænsede de brudte bægre, spildte vin
han styred ret til tronen sine trin.
Hans blik var roligt, ej hans mod forlod
ham i den stund, han stod for kongens fod;
hans læbe skjælved ej: da fast hans stemme klang:
”På kongens bud jeg retted hid min gang.”

”Er du profeten? Tyd da hine træk,
hvis dunkle rædsel har mig fyldt med skræk!
Den første løn, du fordrer, vil, betænk!
jegt give dig taknemmelig som skjænk:
med purpurkappe, gylden kæde på
som rigets tredje mægtige at gå!” –
Og Daniel hørte - tav -, men vendte sig didhen
hvor glans mer stærk end festens trængte frem,
og skred fast i lueskriften ind.
En konges trudsel nedslår ej hans sind, –
for kongers konge bøjer han sit sølvgrå hår
med knæfald for sin Gud, der for ham står;
så tungt det end ham falder, ligeud
skal skriftens tydning gives, Herrens bud
forklares! Under ej derfor, i Daniels mund
hans tunge skjalv for denne alvorsfulde stund! –
”Behold kun selv din løn, dit guld! Thi jeg
som Guds profet hans ord må tyde dig: 
O, havde du blot før din store synd fortrudt!
og fædres skæbne lært, hvad de forbrudt!
Din formands skæbne vel dig kunne lært,
hvorledes skrig mod Herren falder svært.
Hans kongedømme mægtigt var og stort som dit, –
hvad sværdet nå´de, alt han kaldte sit; –
nationer skjalv, når kongeordet lød,
der for dem leve eller dø betød, –
for ham som den, der rådede over liv og grav,
man krøb i støvet, til et smil han gav.
Men da han hovmod i sit hjerte bar,
for stolt at bøje sig for Herren var,
ham Gud berøved kronen og forstandens lys,
blandt vilddyr satte ham, selv dem et gys;
hvor okser, vilde æsler strejfed om,
han søgte lys og næring, til han kom
erfaringsvis igjennem kulde, nød og savn
til kundskab om et ydmygt hjertes gavn
og så i Herren, ingen uden ham,
den magt, som ene kroner give kan.
og så i Herren, ingen uden ham,
den magt, som ene kroner give kan.
Da nu han angreb ydmyg faldt på knæ for Gud,
lød også til ham Herrens nådesbud, –
han genindsattes i sin værdighed,
fik dobbelt op af godt for, hvad han led; 
men Jehova at trodse ej han råded mer;
thi grant hans vældes magt i alt han ser! –
Dog har du spottet himlens høje Gud, 
til syndigt brug du templets kar tog ud
og rejse gudebilleder af sølv og guld
og sten, af trodsigt overmod så fuld!
Dem skænked du din hyldest, tilbad kun
for dem, – råb nu til dem i dødens stund
om hjælp! – Men ak! forspildt er vidstnok ang´rens vej;
thi Gud var blandt jer og I så ham ej!

Nu varsler han: ”Dit lives løb er endt
og dine dage talte”, – han har sendt
en fjendehær imod dig, som skal vise ret –
nu: ”Riget vejet er, men fundet let!”

Og Daniel tav – og fjerned rolig sig –
mens ej et ord han hørt på sin vej;
stum tav den frække tunge, mat faldt øjets bryn; –
thi nu forstod de alle skriftens syn.

Brat hørtes våbenklirren, stridsmænds døn,
der faldt i håbløs kamp; thi Babels løn
af hovmods ånd besnæret og forrådt ved råb
om skånsel vidste, der var lidt håb.

I egen kongeborg Belsazar faldt,
men alles tanker egen frelse gjaldt. –
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 
Hin nat han misted krone, – septer – og sit liv –,
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 
Skjønt purpurklædt han lå der kold og stiv!