6. Kapitel - Daniel i løvekulen

Babylon blev erobret af Perserne, og mederen Darius besteg tronen 538 f.Kr. Ved Darius’ død to år senere, 536 f.Kr. fulgte Cyrus ham på tronen. Mellem disse to årstal må derfor den her omtalte begivenhed være indtruffen.

I Babels rige på dets herligheds højde spillede Daniel en væsentlig rolle, og fra den tid af, indtil Mederne og Perserne vandt verdensrigets kongestol, havde han i det mindste sit stadige ophold i hin stad og var nøje bekendt med rigets sager; alligevel får man ingen fortløbende beretning om, hvad der tildrog sig i den lange tid, han stod i forhold til disse riger. Han berører kun nu og da en begivenhed, når den kan indgyde Guds folk tro, håb og mod i hjertet til enhver tid og kan gøre dem standhaftig i sandhedens tjeneste.

Den i dette kapitel omtalte begivenhed hentyder apostlen Paulus til i Heb.11, hvor han taler om nogle, som ved troen ”stoppede løvers mund”. Darius indsatte over riget 120 statholdere, da der på den tid, efter hvad man antager, i riget var 120 provinser, hver med sin egen statholder eller landshøvding. Ved Kambyses’ og Darius Hystaspis’ sejrvindinger blev det senere forøget til 127 provinser. Ester 1;1. Over disse 120 statholdere stod igen 3 overstatholdere, og af disse var Daniel den fornemste. På grund af sin ypperlige ånd blev Daniel foretrukken. Daniel var en anset mand i Babylons rige og kunne af Darius være bleven agtet for en fjende og således jaget i landflygtighed eller på anden måde ryddet af vejen; han var en fange fra en underkuet nation og kunne være bleven foragtet og tilsidesat derfor, men han led alligevel ingen sådan behandling. Det må siges til Darius’ ros, at Daniel blev foretrukken for alle de andre, fordi den skønsomme konge i ham så en ypperlig ånd. Ja kongen tænkte endog at sætte ham over det hele rige. Da vågnede de andre mægtiges misundelse mod ham, og de lagde planer for at ødelægge ham. Dog Daniels færd var ulastelig i rigets sager; han var trofast og ærlig, så de i den retning ingen grund til klage kunne finde mod ham. Derfor sagde de: Vi finder ingen sag mod denne mand Daniel, medmindre vi kan finde den i hans Guds lov. Måtte det også være således med os; det er den bedste anbefaling, man kan få.

  7.  Derfor stormede disse rigsråder og satraper til kongen og talte
      således til ham: ”Kong Darius leve evindelig!
  8.  Alle rigsråderne, landshøvdingerne, satraperne, rådsherrerne og
      statholderne er enedes om, at et kongebud bør udstedes og et
      forbud udgå om, at enhver, som i tredive dage beder en bøn til
      nogen anden end dig, o konge, det være sig til en Gud eller et
      menneske, skal kastes i løvekulen.
  9.  Derfor skal du, o Konge, udstede forbudet og lade en skrivelse
      udgå, som efter Medernes og Persernes ubryddelige lov ikke kan
      tages tilbage.”
 10.  Derfor lod kong Darius en skrivelse udgå med dette forbud.

 11.  Men så snart Daniel fik at vide, at skrivelsen var udgået, gik
      han ind i sit hus; i dets stue på taget havde han åbne vinduer i
      retning mod Jerusalem, og han faldt på knæ tre gange om dagen og
      bad og priste sin Gud, ganske som han tilforn havde gjort.

Mærk disse menneskers fremgangsmåde for at iværksætte sine afskyelige planer: De ”stormede ind” til kongen. De kom, som om en eller anden påtrængende vigtig sag var indtruffen, og de enstemmig var kommen for at forelægge ham den. De påstod, alle var enige, hvilket ikke var tilfældet; thi man havde naturligvis ikke rådført sig med den fornemste af dem alle, Daniel. Den befaling, de forlangte udfærdiget, ville smigre kongens forfængelighed og således lettere vinde hans bifald. At et menneske skulle være den eneste, der i 30 dage kunne yde nådesbevisninger og høre bønner, var noget hidtil uhørt. Uden at ane deres onde hensigt underskrev kongen befalingen, og den blev indført i lovbogen som en af Medernes og Persernes uforanderlige love.

Læg mærke til disse mænds list, til, hvor langt man vil gå for at udrydde de retfærdige. Hvis de havde stilet beslutningen sådan, at ingen bøn skulle henvendes til Hebræernes Gud – hvad de i virkeligheden tilsigtede – ville kongen straks have gættet deres hensigt og ikke underskrevet befalingen. Derfor gav de beslutningen en ganske almindelig retning og var villige til at tilsidesætte hele sit religionssystem og vise foragt mod det såvel som mod alle sine mange Guder blot for at styrte ham, som var genstand for deres had.

Daniel forudså den sammensværgelse, der truede ham, men gjorde intet for at forpurre den. Han betroede sig simpelthen i Guds hånd og overlod udfaldet til hans forsyn. Han forlod ikke riget i foregivne forretningsanliggender eller øvede sin andagt mere skjult end almindelig; men han vendte sit ansigt ligesom før mod sit elskede Jerusalem, skønt han vidste, at befalingen var underskreven, og knælede tre gange om dagen i sit kammer og udøste sit hjerte for Gud i bøn og påkaldelse.

 12.  Da stormede hine mænd ind og fandt Daniel i færd med at bede og
      bønfalde sin Gud.
 13.  Så gik de til kongen og bragte det kongelige forbud på tale,
      idet de spurgte: ”Har du ikke udstedt et forbud om, at enhver,
      som i tredive dage beder til nogen anden end dig, o Konge, det
      være sig til en Gud eller et menneske, skal kastes i løvekulen?”
      Kongen svarede: ”Sagen står fast efter Medernes og Persernes
      ubryddelige Lov.”
 14.  Så svarede de Kongen: ”Daniel, en af de bortførte judæere, ænser
      hverken dig, o Konge, eller forbudet, du udstedte, men beder sin
      bøn tre gange om dagen!”
 15.  Da Kongen hørte dette, blev han såre nedslået og overvejede,
      hvorledes han kunde redde Daniel, og lige til solens nedgang
      søgte han at finde en udvej til at hjælpe ham.
 16.  Men så stormede hine mænd til Kongen og sagde: ”Vid, o Konge, at
      det er Medisk og Persisk ret, at intet forbud og ingen lov, som
      Kongen udsteder, kan tages tilbage!”
 17.  Da blev Daniel på Kongens bud hentet og kastet i løvekulen; men
      Kongen sagde til Daniel: ”Må din Gud, som du vedblivende dyrker,
      redde dig!”
 18.  Så blev der hentet en sten og lagt over kulens åbning; og Kongen
      forseglede den med sin egen og sine stormænds seglring, at der
      ingen ændring skulde ske i Daniels sag.

Disse mænd havde nu kun at passe Daniel op for at fange ham i den udsatte fælde; så kom de igen støjende til hobe denne gang til Daniels bopæl, som om en eller anden vigtig forretning pludselig havde samlet dem for at rådføre sig med den øverste af overstatholderne, og se, de fandt ham i bøn til sin Gud, netop som de ønskede og håbede. Så langt var alt gået godt. De var ikke sene med at gå til kongen og berette det forefaldne, og for en sikkerheds skyld erholdt de kongens tilståelse, at befalingen stod ved magt. Nu var de rede til at anklage Daniel; og hvilket lavt middel de benytter for at vække kongens fordom: ”Daniel, som er en af de bortførte fra Juda,” siger de. Den stakkels fange skylder dig alt sit timelige vel, og dog er han så langt fra at være taknemmelig og at påskønne dine gunstbevisninger, at han hverken agter dig eller dit forbud. Da skønnede kongen, hvilken fælde der var stillet for ham og Daniel, og til solens nedgang bestræbte han sig for at udfri ham, idet han sandsynligvis selv anvendte overtalelsesmidler for at bevæge de sammensvorne til mildhed eller bevisgrunde og alvorlige forsøg på, at få loven tilbagekaldt. Men de var ubøjelige. Loven blev holdt ved magt, - og den ærværdige, alvorlige, tro og ustraffelige Daniel, rigets tjener, blev kastet i løvekulen for at opsluges af løverne, som om han havde været en af de værste forbrydere.

 19.  Derpå gik Kongen til sit palads, hvor han fastede hele
      natten. Han lod ingen kvinder komme ind til sig, og søvnen veg
      fra ham.
 20.  Ved daggry, da det lysnede, stod han op og skyndte sig hen til
      løvekulen.
 21.  Og da han nærmede sig den, råbte han klagende til Daniel. Kongen
      tog til orde og sagde til Daniel: ”Daniel, du den levende Guds
      tjener! Mon din Gud, som du vedblivende dyrker, kunde redde dig
      fra løverne?”
 22.  Da svarede Daniel Kongen: ”Kongen leve evindelig!
 23.  Min Gud sendte sin engel og lukkede løvernes gab, så de ikke har
      gjort mig nogen men, fordi jeg er fundet skyldfri for hans åsyn
      og heller ikke har forbrudt mig imod dig, o Konge!”
 24.  Og Kongen blev såre glad og lod Daniel drage op af kulen; og da
      det var sket, viste det sig, at han ikke havde lidt nogen som
      helst men, eftersom han havde troet på sin Gud.
 25.  Men de mænd, som havde bagtalt Daniel, blev på Kongens bud
      hentet og kastet i løvekulen tillige med deres børn og hustruer,
      og næppe havde de nået kulens bund, før løverne kastede sig over
      dem og knuste alle ben i dem.

Kongens færd, efter at Daniel var bleven kastet i løvekulen vidner om hans oprigtige interesse for ham og det bitre samvittighedsnag, han følte på grund af sin egen fremgangsmåde. I det tidligste daggry ilede han til kulen, hvor hans første minister havde tilbragt natten i selskab med forsultne og rovgerrige dyr. Daniels svar på hans første hilsen indeholdt ingen bebrejdelse mod kongen, fordi han havde givet efter for hans forfølgere, men vidnede om, at han agtede og ærede ham oprigtig: ”Kongen leve evindelig.” Men derpå mindede han kongen om på en måde, som denne må have følt dybt, men som han måtte erkende for ret, at for ham havde han ingen misgerning begået. Og fordi han var uskyldig, havde Gud, hvem han stadig tjente uden afladelse(ikke blot lejlighedsvis), sendt sin engel og lukket løvernes mund.

Her stod Daniel bevaret ved en højere magt end nogen jordisk. Hans sag var vunden, hans uskyld bevist. Der fandtes ingen skade på ham, fordi han troede på sin Gud. Det var troens værk, et mirakel havde frelst ham. Hvorfor bragte man da Daniels anklagere frem og kastede dem i løvekulen? De skal have ladet sig forlyde med, at Daniel ikke skyldte nogen undergerning sin frelse, men den omstændighed, at løverne tilfældigvis var sultne. Da, sagde kongen, angriber de ikke mere eder end ham, så vil vi få sikkerhed i sagen ved at kaste eder ned i kulen. Løverne var sultne nok, da de kunne få tag i de skyldige, og disse mænd blev sønderrevne, før de kom til kulens bund. Således blev Daniel dobbelt hævnet, og Salomons ord blev underfuldt fuldbyrdede (Ordsp. 11;8): ”Den retfærdige udfries af trængsel, og den ugudelige kommer i hans sted.”

 26.  Derpå skrev Kong Darius til alle folk, stammer og tungemål på
      hele Jorden: ”Fred være med eder i rigt mål!
 27.  Hermed byder jeg, at man, så vidt mit rige strækker sig, skal
      frygte og bæve for Daniels Gud. Thi han er den levende Gud og
      bliver i evighed: hans rige kan ikke forgå, og hans herredømme
      er uden ende.
 28.  Det er ham, der redder og udfrier, og han gør tegn og, undere i
      himmelen og på jorden, han, som reddede Daniel af løvernes
      vold!”
 29.  Og Daniel vedblev at have lykken med sig under Darius’ og
      Perseren Kyros’ regering.

Daniels udfrielse bevirkede, at nok en bekendtgørelse udfærdigedes over hele riget til ære for den sande Gud, Israels Gud. Alle skulle frygte og skælve for ham. Hvad Daniels fjender ville have frem for at styrte ham medførte kun hans yderligere forfremmelse. I dette tilfælde, såvel som da de tre hebræere blev kastede i ildovnen, viste Herren, at han havde velbehag i to slags pligter:

1) At man ikke giver efter for nogen bevidst synd, ligesom de tre mænd i ildovnen. 2) At man ikke undlader nogen bevidst pligt, ligesom Daniel i løvekulen. Af disse eksempler kan Guds folk til alle tider øse opmuntring.

Kongens kundgørelse fremstiller den sande Guds væsen i træffende udtryk: 1) Han er den levende Gud, alle andre er døde; 2) Han er den, som bliver evindelig, alle andre omskiftes; 3) han har et rige; thi han har skabt og regerer over alle; 4) hans rige ødelægges ikke, alle andre går til grunde; 5) hans herredømme er uden ende, ingen menneskelig magt kan omstyrte det; 6) han udfrier dem, som er i trældom; 7) han frelser sine tjenere fra deres fjender, når de påkalder hans hjælp; 8) han gør tegn og undere i himlen og på jorden; og 9) som kronen på værket har han befriet Daniel og givet os for vore egne øjne det fuldeste bevis på sin magt og godhed, idet han frelste sin tjener fra løvernes vold. Hvilken herlig lovprisning er ikke dette over den store Gud og hans trofaste tjener!

Således slutter den historiske del af Daniels bog. Vi kommer nu til den profetiske det, der som et lysende fyrtårn har kastet sine stråler ud over tidens vej fra oldtiden indtil vor tid, og som endnu oplyser menighedens sti, indtil den når det evige rige.