7. Kapitel - De fire dyr

Dette er den samme som den i 5. Kapitel nævnte Belsazar, hvorfor dette kapitel kronologiske følger efter 5. kapitel; men for at bogens historiske del kunne stå for sig selv, og den profetiske del kunne undgå at afbrydes ved historiske beretninger, fremstilles den profetiske del uden at tage hensyn til den rette tidsfølge.

  2.  Daniel tog til Orde og sagde: Jeg skuede i mit Syn om Natten, og
      se, Himmelens fire Vinde oprørte det store Hav,
  3.  og fire store Dyr steg op af Havet, det ene forskelligt fra det
      andet. 

Alle udtryk i skriften må tages bogstavelig; medmindre der er god grund til at antage dem for billedlige; og alle billedlige udtryk må tolkes af de bogstavelige. At det her benyttede udtryk er symbolsk fremgår tydelig af 17. vers: ”Disse store dyr, som er fire, betyder, at fire konger skal opstå af jorden.” Og for at vise, at her menes riger, ikke blot enkelte kongers personer, siger engelen: ”Men den højestes hellige skal få riget.” Og i udlægningen i 23. vers siger han: ”Det fjerde dyr betyder, at der på jorden skal være et fjerde rige.” Disse dyr er derfor symboler på fire store riger; og de omstændigheder, under hvilke de opsteg, og de midler, hvorved deres ophøjelse iværksættes, således som profetien fremstiller, er også symbolske. De fremstillede symboler er: de fire vinde, havet, fire store dyr, ti horn og et andet horn med øjne og mund, der førte krig mod Gud og hans folk. Vi spørger nu, hvad de betyder.

I symbolsk tale betegner vinde: Strid, politisk bevægelse og krig. Jer. 25; 32,33: ”Så siger Herren, hærskarernes Gud: Se, ulykke går ud fra folk til folk, og en svar storm rejser sig fra jordens yderste egne. Og de, som er ihjelslagne af Herren, skal på den dag ligge fra jordens ene ende til den anden.” Her taler profeten om en strid, Herren kommer at føre mod alle folkeslag, når de ugudelige skal overgives til sværdet, og de af Herren ihjelslagne skal ligge fra den ene ende af jorden til den anden, og den strid og uro, som fremkalder al denne ødelæggelse, kaldes en svar storm.

At vinde betegner kamp og krig, kan man endvidere tydelig se ved at betragte synet selv; thi som følge af, at vindene bryder løs, opstår og omstyrtes riger, og sådanne begivenheder forårsages ved politiske kampe.

Ved Hav eller vande, når de bruges symbolsk, betegner Bibelen folk, stammer og tungemål. Til bevis herfor se Åb. 17;15, hvor dette udtrykkeligt siges.

Forklaringen på de fire symbolske dyr gives Daniel, før synet er til ende. 17.vers: ”Disse store dyr, som er fire, betyder, at fire konger skal opstå af jorden.” Herved har vi nu synets område klart for os.

  4.  Det første så ud som en Løve og havde Ørnevinger; og jeg skuede,
      indtil Vingerne reves af, og det rejstes op fra Jorden og
      stilledes på to Ben som et Menneske og fik et Menneskehjerte.

Da disse dyr betegner fire konger eller riger, må vi spørge: Hvilke fire? Hvor skal man begynde at regne? Disse dyr opstår ikke alle på en gang, men det ene efter det andet, såsom de omtales som det første, det andet og så videre; og det sidste består endnu, når den sidste dom gør ende på alle jordelivets scener. Fra Daniels dage indtil verdenshistoriens slutning skulle der ifølge Nebukadnezars syn – det store billede i 2. kapitel – kun være fire verdensriger. Daniel levede endnu i det samme rige, han omtrent 65 år før havde erklæret for guldhovedet, dengang han tolkede kongens drøm. Det første dyr i nærværende syn må derfor betegne det samme som det store billedes guldhoved, det vil sige Babels rige, og de andre dyr de følgende riger fremstillede ved billedet. Men hvis dette syn i alt væsentligt falder sammen med billedet i 2. kapitel, så kan man spørge: Hvortil tjener da dette syn? Hvorfor ikke nøjes med synes i 2. kapitel? Vi svarer: De samme ting gentages flere gange for at tilføje fuldstændigere kendetegn og flere kendsgerninger; således får vi linje på linje. Her fremstilles jordiske regeringer i himlens lys; deres sande væsen åbenbares symbolsk ved vilde, glubske rovdyr.

Først havde løven ørnevinger som tegn på den rivende fart, hvormed Babel udstrakte sine erobringer under Nebukadnezar. Ved dette tidspunkt i synet var der indtrådt en forandring; dens vinger var bleven afrevne. Den styrtede sig ikke længer som en ørn over sit bytte. Løvens dristige mod var borte. Et svagt, frygtsomt og mat menneskehjerte var kommet i stedet. Dette passer godt på denne nation i den histories sidste år, da den var bleven svag og frygtsom på grund af rigdom og vellyst.

  5.  Og se, et andet Dyr, det næste i Rækken, så ud som en Bjørn; det
      rejstes op på den ene Side og havde tre Ribben i Gabet mellem
      Tænderne, og der blev sagt til det: ”Kom, æd meget Kød!”

Ligesom ved det store billede i 2. kapitel således mærker man også i denne række symboler, at ethvert efterfølgende rige bliver ringere end det foregående. Brystet og armene af sølv var ringere end guldhovedet, bjørnen ringere end løven; det medisk-persiske rige nåede ikke op imod Babylon i vælde, pragt og historisk glans. Vi kommer nu til de øvrige omstændigheder, som med hensyn til denne magt er af interesse: Bjørnen rejste sig til den ene side. Dette rige bestod af to folkeslag: Mederne og Perserne. Den samme kendsgerning er fremstillet ved bukkens to horn i 8. kapitel; thi om disse to horn siges det, at det højeste voksede op sidst, ligesom om bjørnen, at den rejste sig til den ene sige; og dette gik i opfyldelse derved, at den persiske del af riget, som voksede op sidst, alligevel nåede den højeste rang, idet den fik den største indflydelse i riget. (Se kapitel 8;3) De tre ribben antyder sandsynligvis de tre provinser: Babylon, Lydien og Ægypten, der især blev nedtrådte og undertrykkede af denne magt. At man sagde til det: ”Stå op, æd meget kød!” henfører nogle til den tilskyndelse, Mederne og Perserne ved nævnte provinsers erobring fik til at lægge planer og begynde på udstrakte erobringer. Rigets karakter fremstilles passende ved en bjørn; thi Mederne og Perserne var grusomme og rovgriske; de røvede og plyndrede folkene. Som allerede bemærket i forklaringen over 2. kapitel begyndte dette rige ved Babylons erobring af Cyrus 538 f.Kr. og bestod indtil slaget ved Arbela 331 f.Kr., altså gennem en tid af 207 år.

  6.  Så skuede jeg videre, og se, endnu et Dyr; det så ud som en
      Panter og havde fire Fuglevinger på Ryggen og fire Hoveder, og
      Magt blev det givet.

Det tredje rige, Grækenland, fremstilles ved dette symbol. Hvis på løven vingerne betegnede hurtige erobringer, betegner de det samme her. Leoparden selv er et hurtigt dyr; men dette var ikke nok til at fremstille den nations raske udvikling, som den betegnede; den må oven i købet have vinger. To vinger, som løven havde, var ikke nok, den må have fire, og dette må betegne overordentlig hurtig bevægelse, hvilket vi finder historisk sandt om det græske rige; Grækenlands erobringer under Alexander er i historiens årbøger uden lige med hensyn til hurtighed.

Rollin giver i sin Ancient History (Oldtidens Historie), B.15, afsn. 2, følgende korte oversigt over Alexanders tog:

”Fra Makedonien til Gangesfloden, som Alexander næsten nåede, regnes 1100 franske mil. Læg dertil de forskellige svingninger i Alexanders tog, for det første fra det yderste Cilicien, hvor Issus-slaget stod, til Jupiter Ammons tempel i Libyen, derpå hans tog tilbage herfra til Tyrus, en rejse på mindst 300 franske mil, og så endelig ligeså store strækninger i det mindste ved de afvigelser, han på forskellige steder gjorde fra den lige vej, så vil man finde, at Alexander i løbet af mindre end otte år med sin hær marcherede mere end 1700 franske mil (over 5100 engelske mil), uden at medregne hans tog tilbage til Babylon.”

”Og fire hoveder havde dyret.” Det græske rige bestod i sin helhed ikke længe efter Alexanders død. Inden femten års forløb efter hans glimrende løbebanes slutning under et svirelag blev riget delt mellem hans fire overgeneraler: Kassander fik Makedonien og Grækenland i vest; Lysikamus fik Trakien og Asien ved Hellespont og Bosporus i Nord; Ptolemæus Ægypten, Lydien, Palæstina og Køle-Syrien i Syd; og endelig Seleukus Syrien med alle Alexanders øvrige besiddelser i øst. Disse afdelinger betegnes ved Leopardens fire hoveder (308 f.Kr.).

Så nøje blev profetens ord fuldbyrdede. Hvorfor deltes det uhyre rige i utallige småstykker, da Alexander ikke efterlod sig nogen retmæssig efterfølger? Hvorfor blev det netop delt i fire dele, ikke flere? Jo, fordi profetien havde sagt, at der skulle blive fire! Leoparden havde fire hoveder, den lådne buk fire horn, riget skulle falde i fire stykker, og således blev det. (Se nærmere under 8. kapitel)

  7.  Og videre skuede jeg i Natte synerne, og se, der var et fjerde
      Dyr, frygteligt, skrækkeligt og umådelig stærkt; det havde store
      Jerntænder, åd og knuste, og hvad der levnedes, trampede det ned
      med Fødderne. Det var forskelligt fra alle de tidligere Dyr og
      havde ti Horn.

Selv inspirationen finder i naturen ikke noget dyr, der passende kan tjene til symbol på den her betegnede magt. Der findes intet dyr i naturen, som kan svare dertil, selv om man tilføjede hoveder, horn, vinger, skæl, tænder eller klør. Denne magt var forskellig fra alle de andre, og symbolet er aldeles ubeskriveligt.

I 7. vers er der stof nok til en hel bog; men vi vil blot behandle det kortelig her, fordi en fuldstændig fortolkning kræver langt mere rum, end disse korte betragtninger kan afse. Dette dyr svarer naturligvis til det store billedes fjerde del, benene af jern. I anledning af kapitel 2;40 er der nævnt adskillige grunde for den antagelse, at denne magt er Rom. De samme grunde kan man også støtte sig til ved nærværende profeti. Hvor nøje svarer ikke Rom til billedets jerndel! Hvor nøje svarer det ikke til dette dyr! Verden har aldrig set mage til en sådan frygt og rædsel, som Rom indgød, eller til dets overordentlige styrke. Ligesom med jerntænder knuste og slugte det og nedtrådte nationerne i støvet under sine kobberklør. Det havde ti horn, der ifølge 24. vers betegner ti konger og riger, der skulle opstå af dette rige. Som allerede omtalt i 2. kapitel blev rom delt i ti riger, der opregnes i følgende orden: Hunnerne, Østgoterne, Vestgoterne, Frankerne, Vandalerne, Sueverne, Burgunderne, Herulerne, Angelsakserne og Lombarderne. Disse er det romerske riges ti riger. Se under kapitel 2;41,42.

  8.  Jeg lagde nøje Mærke til Hornene, og se, et andet Horn, som var
      lille, skød frem imellem dem, og tre af de tidligere Horn
      oprykkedes for at skaffe det Plads; og se, dette Horn havde Øjne
      som et Menneske og en Mund, der talte store Ord.

Daniel betragtede hornene; der viste sig mellem dem tegn på en besynderlig bevægelse. Et i begyndelsen lidet horn, men senere stærkere end de andre, trængte sig op imellem dem. Det nøjede sig ikke med rolig at finde en egen plads og udfylde den; det måtte trænge nogle af de andre til side og rane pladsen fra dem. Tre riger blev revne af for det. Som vi senere mere omstændelig får lejlighed til at gøre rede for, var dette lille horn pavemagten. De tre horn, som reves af for den, var: Herulerne, Østgoterne og Vandalerne. Og årsagen, hvorfor de blev revne af var, at de modsatte sig det pavelige præstedømmes anmaselser og altså tillige den romerske biskops overherredømme i kirken.

Og ”der var øjne som menneskeøjne på dette horn og en mund, som talte store ting”. Øjnene var et passende sindbillede på det pavelige præstevældes list, skarpsindighed, kløgt og forsorg; og munden, som talte store ting, var et symbol på de romerske biskoppers anmassende fordringer.

  9.  Jeg skuede videre: Med eet blev Troner sat frem, en gammel af
      Dage tog Sæde; hans Klædning var hvid som Sne, hans Hovedhår
      rent som Uld; hans Trone var luende Ild, dens Hjul var flammende
      Ild.
 10.  En Strøm af Ild flød ud og strømmede frem derfra. Tusinde
      Tusinder tjente ham, og titusind Titusinder stod ham til
      Rede. Derpå sattes Retten, og Bøgerne lukkedes op.

En mere ophøjet beskrivelse af en mere ophøjet scene findes ikke i vort sprog; dog bør den ikke fastholde vor opmærksomhed alene på grund af det storartede og ophøjede billede, den fremstiller for os; men selve de ting, som foregår, kræver vor alvorligste overvejelse. Dommen stilles os for øje, og når dommen omtales, bør hver eneste sjæl give nøje agt; thi i dens evige udfald vil alle få del.

Den gamle af dage, Gud fader, sætter sig på dommens trone. Lad os lægge mærke til, hvorledes hans person beskrives! De, som tror på en upersonlig Gud, må indrømme, at han her beskrives som en personligt væsen; men de trøster sig med at sige, at det er den eneste beskrivelse af det slags i Bibelen. Denne påstand går vi ikke med på; men om den end var sand, er da ikke en eneste beskrivelse af den slags ligeså skæbnesvanger for deres teori, som om den fandtes gentaget en snes gange? De tusinde gange tusinde, som tjente ham, og de ti tusinde gange ti tusinde, som stod for ham, er ikke syndere, der fremstilles for dommersædet, men himmelske væsener, der står rede til at udrette hans vilje. En forståelse af disse vers forudsætter en forståelse af den himmelske helligdom, og vi henviser læseren til værker, der omhandler dette spørgsmål. Den dom, som her beskrives foregår i forbindelse med den sidste del af vor store ypperstepræsts tjeneste i himlens helligdom. Det er en undersøgende dom. Bøgerne oplades, og ethvert menneskes sag bliver fremstillet og prøvet for denne høje ret, så at det på forhånd kan blive afgjort, hvem der skal få det evige liv, når Herren kommer for at skænke det til sit folk. Johannes så, som man læser i Åb. 5, det samme sted og de samme himmelske tjenere beskæftigede sig med den undersøgende dom tilligemed Kristus. Idet han, som man erfarer af Åb. 4, så ind i helligdommen, siger han i kapitel 5;11: ”Og jeg så og hørte en røst af mange engle omkring tronen og dyrene og de ældste, og deres tal var titusinde gange titusinde og tusinde gange tusinde.”

Man ser af vidnesbyrdet i kapitel 8;14, at dette alvorsfulde værk netop nu foregår i den himmelske helligdom.

 11.  Jeg skuede, og ved Lyden af de store Ord, som Hornet talte. Jeg
      skuede, indtil Dyret blev dræbt og dets Krop tilintetgjort, og
      det blev kastet i Ilden og brændt.
 12.  Også de andre dyr fratog man deres Magt, og deres Levetid
      fastsattes til Tid og Stund.

Der er nogle som tror på et tusindårigt rige, under hvilket evangeliet skal sejre og refærdighed herske over hele verden, før Herren kommer; og der er andre, som tror på en prøvetid efter Herrens komme og et blandet tusindårsrige, under hvilket de udødelige retfærdige endnu forkynder evangeliet for dødelige syndere og søger at lede dem ind på frelsens vej; men begge disse vildfarende systemer omstyrtes fuldstændig af ovenstående vers.

1. Det fjerde frygtelige dyr vedbliver uden at forandre karakter, og det lille horn vedbliver med sine gudsbespottelser og holder sine millioner tilhængere i blind overtro, indtil dyret bliver overgivet til at opbrændes ved ild, og dette betegner ikke omvendelse, men ødelæggelse. 2. Tess. 2;8

2. Det fjerde dyrs liv forlænges ikke, efter at det har tabt sit herredømme, således som de foregående dyrs liv; deres Herredømme blev vistnok taget fra dem, men de fik lov til at leve end stund. Det babyloniske riges landområde og undersåtter bestod endnu uforandret, skønt det var Perserne underlagt. Således var det med det persiske rige overfor Grækenland, med Grækenland overfor Rom. Men hvad følger efter det fjerde rige? – Intet herredømme eller rige, hvori dødelige mennesker har nogen del. Dets løbebane afsluttes i ildsøen, derefter er det ikke til mere. Løven blev opslugt af bjørnen, bjørnen af leoparden, leoparden af det fjerde dyr og det fjerde dyr af hvad? – Ikke af et andet dyr; men det kastes i ildsøen og i denne ødelæggelse bliver det, indtil menneskene lider den anden død. Lad derfor ingen tale om nogen prøvetid eller noget blandet tusindårigt rige efter Frelserens komme.

I Vaisenhusets oversættelse står der: ”Da så jeg til, fordi man havde hørt de store ord, som hornet havde talt.” Dette ord ”da” synes at pege hen på en særlig bestemt tid. I de foregående vers beskrives den undersøgende dom, og dette vers synes at antyde, at medens dommen foregår, og netop før denne magt bliver ødelagt og givet hen til at brændes i ilden, taler det lille horn sine store ord imod den højeste. Har vi ikke hørt disse ord, og det blot for nogle år siden? Husk blot de beslutninger, som i 1870 fattedes af det vatikanske kirkemøde! Hvad kan være mere gudsbespotteligt end at tillægge et dødeligt menneske ufejlbarlighed? I hint år så verden virkelig, at et almindeligt kirkemøde (et økomenisk koncilium) var samlet for med overlæg at bestemme, at den, som sidder på Pavestolen, det syndens menneske, besidder det guddommelige fortrin, at han ikke kan fare vild. Kan man tænke sig noget mere anmassende og gudsbespottende? Er ikke dette de store ord, som hornet talte? Er ikke dette den magt, som er moden til at opbrændes ved ild og snart skal forgå?

 13.  Jeg skuede videre i Natte synerne: Og se, med Himlens Skyer kom
      en, der så ud som en Menneskesøn. Han kom hen til den gamle at
      Dage og førtes frem for ham;
 14.  og Magt og Ære og Herredom gaves ham, og alle Folk, Stammer og
      Tungemål skal tjene ham; hans Magt er en evig Magt, aldrig går
      den til Grunde, hans Rige kan ikke forgå.

Den her beskrevne scene er ikke Kristi andet komme til denne jord, medmindre den gamle af dage er på denne jord; thi der tales om et komme til den Gamle af dage. Der, for den Gamle af dage, blev ham givet magt, ære og rige. Menneskesønnen får sit rige, før han vender tilbage til denne jord. Luk 19;10-12 og så videre Dette er derfor en scene, som foregår i det himmelske tempel og står i nøje forbindelse med, hvad der stilles for øje i 9. og 10. vers. Han modtager sit kongerige ved afslutningen af sit præstelige embede i helligdommen. De folk, slægter og tungemål, der skal tjene ham, er folkeslagene af de frelste (Åb 21;24), ikke jordens ugudelige folkeslag; thi de omkommer ved Kristi andet komme. Nogle af alle jordens folk, stammer og slægter vil til sidst få plads i Guds rige for der at tjene ham i al evighed med fryd og glæde.

 15.  Jeg, Daniel, blev såre urolig til Sinds ved alt dette, og mit
      Hoveds Syner forfærdede mig.
 16.  Så trådte jeg hen til en af de omstående og bad ham om sikker
      Oplysning om alt dette, og han svarede og tydede mig det:
 17.  ”Disse tre store dyr betyder, at fire Konger skal fremstå af
      Jorden;
 18.  men siden skal den Højestes hellige modtage Riget og have det i
      Eje i Evigheders Evighed.”

Vi bør ikke have mindre længsel end Daniel efter at forstå sandheden i alt dette, og når vi ransager den med et ligeså oprigtigt hjerte, så vil vi erfare, at Herren ikke er mindre villig nu end i profetens dage til at vejlede til en ret forståelse af disse vigtige sandheder. Dyrene og de riger, som de forestiller, er allerede bleven forklarede; vi har fulgt profeten skridt for skridt gennem begivenhedernes udvikling lige til det fjerne og sidste dyrs fuldstændige undergang og alle jordiske regeringers sidste fald. Hvad kommer så? Det ser vi i 18. vers: ”De hellige skal få riget.” De hellige, de, der af alle i verden er bleven mest ringeagtede, lastede, forfulgte og forskudte, - de, som af alle mennesker mindst ventedes at skulle få sit håb opfyldt, - de skal få riget og besidde riget evindelig! De ugudeliges anmasselse og slette regering skal få ende. Den forspildte arv skal blive genløst. Fred skal genoprettes inden dens forstyrrede grænser, og retfærdighed skal herske overalt på den skønne nye jord.

 19.  Så bad jeg om sikker Oplysning om det fjerde Dyr, som var
      forskelligt fra alle de andre, overmåde frygteligt, med
      Jerntænder og Kobber kløer, og som åd og knuste og med sine Fødder
      nedtrampede, hvad der levnedes,
 20.  og om de ti Horn på dets Hoved og det andet, som skød frem, for
      hvilket de tre faldt af, det Horn, som havde Øjne og en Mund,
      der talte store Ord, og som var større at se til end de andre.

De tre første dyr i denne række omfattede Daniels så klart, at han ikke nærede nogen tvivl dem angående; men han blev forbavset ved dette fjerde dyr, der var så unaturligt og frygteligt. Jo længere vi kommer ned at tidens strøm, des mere må man vige af fra naturen, når man skal danne sindbilleder, der nøjagtig kan fremstille de vanartede riger på denne jord.

Løven findes i naturen; men for at fremstille Babylons rige må der føjes to vinger til, hvilket er unaturligt. Bjørnen findes også i naturen; men for at antyde en unaturlig glubskhed må den som et sindbillede på det medisk-persiske rige få tre ribben i sin mund. Leoparden er ligeledes et dyr i naturen; men for at give et passende billede på Grækenland må man her vige af fra naturen med hensyn til vingerne og hovedernes antal. Men der findes i naturen intet passende sindbillede på det fjerde rige. Der fremstilles et dyr, hvis lige man aldrig har set, et frygteligt og skrækkeligt dyr med kobberklør og jerntænder, så grusomt, rovgrisk og glubsk, at det af bare lyst til vold knuste og opslugte og nedtrampede sine ofre under sine fødder.

Alt dette var meget underfuldt for profeten; men noget endnu vidunderligere kom til syne; et lidet horn, der stødte tre af de øvrige horn til side, som man kunne vente efter det dyrs natur, hvorpå det voksede. Og se, hornet havde øjne, ikke som et vildt dyrs øjne i naturstand, men et menneskes skarpsindige, listige og kløgtige øjne, - og hvad der faldt endnu besynderligere: det havde en mund, og med den mund talte det store ting og fremkom med formastelige og anmassende fordringer. Intet under da, at Daniel gerne ville have vished angående dette uhyre, hvis naturlige anlæg hørte så lidet hjemme på jorden, og hvis færd og gerning var så djævelsk. I det følgende vers anføres nogle kendemærker på det lille horn, hvorved den, som studerer profetien, sættes i stand til at anvende dette symbol uden fare for at tage fejl.

 21.  Jeg havde skuet, hvorledes dette Horn førte Krig mod de hellige
      og overvandt dem,
 22.  indtil den gamle af dage kom og Retten blev givet den Højestes
      hellige og Tiden kom, da de hellige tog Riget i Eje.

Dette lille horns forunderlige vrede imod de hellige tildrog sig ganske særlig Daniels opmærksomhed. Der er allerede tidligere bleven gjort rede for, hvorledes de ti horn kom frem, eller hvorledes Rom deltes i ti riger mellem årene 351 og 476 e.Kr. Kapitel 2;41. Da disse horn betegner riger, må det lille horn også betegne et rige, skønt ikke af samme art; thi det var forskelligt fra de andre, der var politiske riger. Det står nu kun tilbage at undersøge, hvorvidt der blandt det egentlige romervældes ti riger efter 476 opstod noget rige, som var forskelligt fra dem alle, og se, hvilket det var. Svaret er: Pavedømmets geistlige rige. Dette svarer til symbolet i alle stykker, hvilket man let kan bevise; og intet andet rige svarer dertil. Betragt de kendemærker, der mere omstændelig nævnes ved 23. vers.

Daniels så, at dette horn førte krig mod de hellige. Har pavemagten ført nogen sådan krig? 50 millioner blodvidner svarer Ja! Med en røst som lyden af mange vande. Husk blot, hvor grusomt Valdenserne, Albigenserne og Protestanterne i almindelighed blev forfulgte af pavemagten! Det er efter gode kilder godtgjort, at de forfølgelser, blodbad og religionskrige, som den romerske kirke og pave har voldt, har foranlediget langt mere blodsspilde af den højestes hellige end al den ondskab fjendtlighed og forfølgelse, som åbenbare hedninger har foranstaltet fra verdens begyndelse af.

I 22. vers synes tre umiddelbart på hinanden følgende begivenheder at stilles frem. Idet Daniel skuer fremad fra det tidspunkt, da det lille horn stod på sin magts højde, til den endelige slutning på kampen mellem de hellige og Satan med alle sine tilhængere, anfører han tre fremragende begivenheder, der står som milepæle langs vejen: 1) Den gamle af dage kommer, det er, den stilling, Jehovah indtager ved dommens begyndelse, beskreven i 9. og 10. vers. 2) Den dom, der overdrages til de hellige, det vil sige den tid, da de hellige skal holde dom tilligemed Kristus i de tusinde år efter den første opstandelse (Åb. 20;1-4) og skal bestemme den straf, som de ugudeliges synd har fortjent. Da vil blodvidnerne sidde til doms over den store antikristlige, forfølgende magt, der i deres prøvens dage jagede dem som vilde dyr i ørkenen og udøste deres blod som vand. 3) Tiden, da de hellige skal eje riget, nemlig tiden, da de skal bo på og besidde den nye jord. Da udslettes det sidste af forbandelsen, synden og syndere, så der ikke levnes rod eller gren, og denne jord, der så længe regeredes så slet af verdens ugudelige herrer, Guds folks fjender, skal overgives til de retfærdige, og de skal besidde den i al evighed. 1 Kor. 6;2,3; Matt. 25;34.

 23.  Hans Svar lød: ”Det fjerde Dyr betyder, at et fjerde Rige skal
      fremstå på Jorden, som skal være forskelligt fra alle de andre
      Riger; det skal opsluge hele Jorden og søndertræde og knuse den.
 24.  Og de ti Horn betyder, at der af dette Rige skal fremstå ti
      Konger, og efter dem skal der komme en anden, som skal være
      forskellig fra de tidligere; og han skal fælde tre Konger
 25.  og tale mod den Højeste og mishandle den Højestes hellige; han
      skal sætte sig for at ændre Tider og Lov, og de skal gives i
      hans Hånd en Tid og to Tider og en halv Tid.
 26.  Men så sættes Retten, og hans Herredømme fratages ham og han skal blive
      Ødelagt og tilintetgjort for al tid.

Man får her endnu nærmere oplysninger om det fjerde dyr og det lille horn.

Men angående det fjerde dyr (Rom) og de ti horn eller ti riger, som opstod deraf, er der kanhænde talt nok, hvorfor opmærksomheden nu særlig fæstes på det lille horn. Som anført ved 8. vers finder vi, at profetien om dette horn er bleven opfyldt ved pavemagtens opkomst og værk; det er derfor både interessant og vigtigt at undersøge de årsager, der foranledigede denne antikristlige magts udvikling.

De første romerske præster eller bisper nød en anseelse, der stod i forhold til den bys rang, i hvilken de boede, og gennem den kristlige tidsregnings første århundreder var Rom verdens største, rigeste og mægtigste by. Den var kejservældets hovedsæde, nationernes hovedstad. ”Alle jordens indbyggere tilhører Rom,” sagde Julian og Klaudian erklærede den for ”Lovens kilde”. ”Dersom Rom er byernes dronning, hvorfor skulle så ikke dens sjælehyrde være biskoppernes konge?” Således argumenterede de romerske. ”Hvorfor skulle ikke alle folk være dens børn, og den myndighed deres højeste lov?” D’Aubigne, hvis ord i hans History of the Reformation, Bd.1, kap 1, vi her anfører, siger: ”Det var let for det ærgerrige menneskehjerte at nære sådanne tanker, og således tænkte det ærgerrige Rom.”

Biskopperne i romerrigets forskellige dele havde fornøjelse af at ofre den romerske biskop en del af den hædersbevisning, Rom som byernes dronning erholdt af jordens nationer. Oprindelig betegnede de således ydede hædersbevisninger ikke nogen afhængighed. ”Men,” fortsætter D’Aubigne, ”tilranet magt forøges som en lavine. I begyndelsen lød blot broderlige advarsler, men de blev snart ufravigelige befalinger i pavens mund. Vestens biskopper begunstigede de romerske pastorers selvtagne ret, enten fordi de var skinsyge på østens biskopper, eller fordi de hellere ville underkaste sig en paves overherredømme end en verdslig magts vælde.”

Dette var de indflydelser, der samlede sig omkring biskoppen kristenhedens højeste gejstlige trone. Men det fjerde århundrede skulle blive vidne til en hindring, som lagde sig lige i vejen for denne ærgerrige drøm. Arius, der var præst for en af de ældste og fornemste menigheder i Alexandria, kastede sin lære ud i verden og voldte så skarp en strid i den kristne kirke, at kejser Konstantin i året 325 e.Kr. sammenkaldte et almindeligt kirkemøde i Nicæa for at drøfte og dømme den. Arius påstod, ”at sønnen var helt og væsentlig forskellig fra faderen; at han var det første og ædleste af de væsener, hvem faderen havde skabt af intet, det redskab, ved hvis underordnede virksomhed den almægtige fader dannede verdensaltet, og at han derfor var faderen underlegen både i væsen og værdighed”. Denne mening blev fordømt af kirkemødet, som erklærede, at Kristus var af en og samme substans som faderen. Derpå blev Arius jaget i landflygtighed til Illyrien, og hans tilhængere måtte nødtvungne anerkende den ved hin lejlighed affattede trosbekendelse. (Mosheim, 4. Årh., 2.del, 4.kap.; Stanley, History for the Eastern Church, S. 239)

Striden selv kunne dog ikke udjævnes på denne summariske made, men vedblev I flere menneskealdre at volde uro i den kristne verden, idet Arianerne overalt blev pavens og den romersk-katolske kirkes bitre fjender. Det er derfor klart, at Arianismens udbredelse ville hæmme katolikernes indflydelse, og hvis et folk af den arianske tro fik herredømmet i Rom og Italien, så ville dette blive skæbnesvangert for den katolske biskops overherredømme. Men profetien havde erklæret, at dette horn skulle stige til den højeste magt, og at det skulle undertrykke tre konger for at nå denne stilling.

Der har været forskellige meninger om, hvilke de magter var, der til fordel for pavemagten blev kuldkastede. Følgende bemærkninger af Albert Barnes synes meget træffende desangående: ”Under den forvirring, som opstod ved romervældets opløsning, og på grund af de ufuldkomne beretninger om, hvad der foregik ved pavemagtens opkomst, er det ikke så underligt, at man har vanskeligt for at finde begivenheder, klart og tydelig fremstillede, der i alle henseender nøjagtig og bestemt ville være en fuldbyrdelse af synet. Dog er det muligt med en temmelig høj grad af sikkerhed i pavemagtens historie at påpege synets opfyldelse.” (Notes on Daniel 7.)

Hr. Mede antager, at de tre riger, som blev oprykkede, var Grækernes, Lombardernes og Frankernes, og Isak Newton antager, at det var exarkatet Ravenna, Lombarderne samt det romerske senat og hertugdømme. I sin ”Dissertaion on the prophecies”, S.217, 218, rejser biskop Newton nogle alvorlige indvendinger mod begge disse satser: Frankerne kunne ikke have været et af disse riger: thi de blev aldrig oprykkede for pavemagten, - Lombarderne heller ikke; thi de blev aldrig pavernes undersåtter. Barnes siger: ”Jeg kan sandelig ikke finde, at Lombardernes rige, som man almindeligvis påstår, var et af de verdslige herredømmer, der blev pavernes myndighed underkastede.” Og det romerske senat og hertugdømme kunne ikke have været et af de tre; thi som sådant udgjorde de aldrig et af de ti riger, af hvilke tre skulle oprykkes for det lille horn.

Men vi antager, at den største vanskelighed ved disse fremragende fortolkeres forklaring ligger deri, at de mente, profetien om pavemagtens ophøjelse ikke var og ikke kunne blive fuldbyrdet, førend paven blev en verdslig fyrste, hvorfor de søgte profetiens opfyldelse i de begivenheder, der førte til pavens verdslige overherredømme. Vi mener derimod, at profetien i 24. og 25. vers ikke har hensyn til pavens borgerlige indflydelse, men til hans magt til at herske over menneskenes sjæle og samvittigheder, at paven nåede denne stilling i året 538 e.Kr., som vi senere skal se, og at de tre horn blev oprykkede før denne tid for at bane vej for pavemagtens gejstlige ophøjelse og herredømme. Den uovervindelige vanskelighed under alle forsøg på at anvende profetien på lombarderne og de øvrige ovennævnte magter består deri, at de alle sammen optræder alt for sent; thi profetien handler om den romerske biskops anmassende bestræbelser for at vinde magt og ikke om hans anstrengelser for at undertrykke og ydmyge folkene, efter at han havde sikret sig overherredømmet.

Vi fremsætter tillidsfuldt den teori, at de tre for pavemagten oprykkede magter eller horn var: Herulerne, Vandalerne og Østgoterne, og denne teori hviler på følgende historiske beretninger:

Odoaker, Herulernes leder, var den første af de barbarer, som regerede over romerne. Han indtog Italiens kongestol i året 476 ifølge Gibbon (Decline and fall of the Roman Empire, bd. III, S. 510, 515). Om hans religiøse tro siger Gibbon, S. 516: ”Ligesom de øvrige barbarer var han bleven oplært i det arianske kætteri; men han højagtede munkene og biskopperne, og Katolikkernes tavshed vidner om den overbærenhed, hvormed han behandlede dem.”

Atter siger han (S. 547): ”Østgoterne, Burgunderne, Sueverne og Vandalerne, som havde lyttet til det latinske præsteskabs veltalenhed, foretrak sine hjemlige læreres mere forståelige undervisning, og de krigeriske proselytter, der sad på det vestlige riges levninger, optog Arianismen som sin folketro. Denne uforsonlige religionsforskel var en stadig kilde til skinsyge og had, og man følte så meget bitrere det bebrejdende udtryk Barbar derved, at man yderligere tilføjede det forhadte øgenavn Kætter. De nordiske helte, der efter en del modstand havde fundet sig i den tro, at alle deres forfædre var i helvede, blev både forbavsende og forbitrende ved at høre, at de selv kun havde ombyttet sin evige fordømmelses form.”

Læseren bedes omhyggelig at overveje nogle yderligere historiske beretninger, der kaster en del lys over stillingen på den tid. I sin History of the Eastern Church, S. 151, siger Stanley: ”Massen af den uhyre gotiske befolkning, som vandrede ind i det romerske rige, bekendte sig til den Alexandrinske kætters tro, for så vidt som de overhovedet var kristne. Vor første sydgermanske oversættelse af den hellige skrift skete ved en Ariansk missionær, Ulfilas. Roms første erobrer, Alarik, og Afrikas første erobrer, Genserik, var Arianere. Theodorik, den store italienske konge og helten i Niebelungen-Lied, var Arianer. Den tomme plads i hans vældige gravsted i Ravenna vidner om den hævn, de rettroende tog over hans minde, da de på sin sejrs dag nedrev den urne af porfyr, hvori hans arianske undersåtter havde nedlagt hans aske.”

I sin ”History of the popes”, udg. I London 1871, Bd. I, Side 6, siger Ranke: ”Men den (kirken) kom uundgåelig i megen forlegenhed og befandt sig i en ganske forandret stilling. Et hedensk folk bemægtigede sig Brittanien; arianske konger bemægtigede sig størstedelen af det øvrige Vesteuropa, medens Lombarderne, der længe havde hyldet Arianismen og som naboer var meget farlige og fjendske, oprettede et mægtigt herredømme lige for Roms porte. Belejrede på alle kanter anvendte imidlertid de romerske biskopper al den klogskab og udholdenhed, hvorved de altid særlig har udmærket sig, for at genvinde herredømmet, i det mindste inden det strøg, hvor de øvede en kirkefaders umiddelbare tugt.”

I sin ”History of Florence”, Side 14, siger Machiavelli: “Det skal her bemærkes, at næsten alle de krige, som de nordlige barbarer førte I Italien, blev foranlediget af paverne, og det var i almindelighed også paverne, som indkaldte de horder, hvoraf landet blev oversvømmet.”

Disse korte citater viser den almindelige tingenes tilstand på hin tid. De viser også, at de romerske paver var den magt, der for at sikre sine egne formål ihærdig virkede med i begivenhederne, ihvorvel man ikke klart kunne se deres skaktræk på det politiske bræt. Disse arianske kongers forhold til og forbindelse med paven, hvoraf man kan skønne, hvorledes de nødvendig måtte styrtes for at give plads for et paveligt overherredømme, fremstilles i følgende vidnesbyrd af Mosheim i hans Kirkens Historie, 6.Årh., 2.del, kapitel 2, afsnit 2:

”Det er på den anden side sikkert ifølge en hel del højst pålidelige beretninger, at både kejseren og nationerne i almindelighed var langt fra tålmodig og ville tåle det trældomsåg, som paverne ville lægge på den kristne kirke. De gotiske fyrster satte grænser for hine anmassende prælaters magt i Italien, tillod ikke, at nogen blev ophøjet på pavestolen uden deres bifald, og forbeholdt sig alene retten til at afgøre ethvert nyt pavevalgs lovmæssighed.”

Et eksempel til bevis for denne påstand har man i den ovennævnte første arianske konge Odoakers historie, således som den berettes af Bower i hans ”History of the Popes”, bd. 1, side 271. Da ved pave Simlicius’ død 483 e.Kr. præsteskabet og folket havde samlet sig for at udvælge en ny pave, indfandt sig pludselig i forsamlingen kong Odoakers livvagts høvding og statholder Basilius, udtrykte sin overraskelse over, at man uden ham skulle skride til at udnævne en efterfølger efter den afdøde pave, for ugyldigt og lod valget gå om igen. Visselig måtte det horn, der øvede en så hæmmende indflydelse over den pavelige ypperstepræst, fjernes, førend paven kunne nå det overherredømme, der var ham forsagt.

Zeno, østens kejser og pavens ven, ville imidlertid gerne drive Odoaker ud af Italien (Machiavelli, side 6), noget han snart fik den tilfredsstillelse uden synderlig besvær for ham selv at se iværksat på følgende måde. Theodorik havde besteget det østgotiske riges trone i Møsien og Pannonien. Denne, der stod i venskabsforhold til Zeno, skrev til ham og berettede, at han umulig kunne holde sine Goter i tømme inden den udarmede pannoniske provinses grænser, og bad om lov til at føre dem til en eller anden gunstigere egn, som de kunne erobre og tage i besiddelse. Zeno tillod ham at rykke imod Odoaker og bemægtige sig Italien. Efter tre års krig blev da det heruliske rige i Italien styrtet, Odoaker blev forræderisk ihjel slagen, og Theodorik satte sine Østgoter fast på den italienske halvø. Som ovenfor nævnt var han Arianer, og den odoakerske lov, der lagde pavevalget ind under kongens bifald, blev stående ved magt.

Følgende hændelse viser, hvor fuldstændig pavemagten var hans vælde hjemfalden. Da Katolikkerne i østen havde begyndt en forfølgelse om Arianerne i 523, stævnede Theodorik pave Johan for sig og tiltalte ham således: ”Dersom kejseren (Justin Justinians forgænger) ikke finder for godt at tilbagekalde den beslutning, han nylig har udfærdiget mod dem af min overbevisning (det vil sige Arianerne), er det min faste beslutning at lade udgå samme bestemmelse mod dem af hans (det vil sige Katolikerne) og overalt at se den bragt i udøvelse med samme strenghed. De, som ikke bekender den Nicæanske tro, er kættere for ham, og de, som bekender den, er kættere for mig. Hvad der kan undskylde eller retfærdiggøre hans strenghed mod hine, undskylder og retfærdiggør også min strenghed mod disse. Men, ”fortsatte kongen, ”Kejseren har ingen om sig, der tør sige sin mening frit og åbent, eller til hvis ord han i tilfælde ville lytte; men den dybtfølte højagtelse, han nærer og vedkender sig for eders bispestol, levner ingen tvivl om, at han jo nok lytter til eder. Jeg ønsker derfor, at I straks skal forføje eder til Konstantinopel og der både i mit og eders eget navn nedlægge indsigelse imod de voldsomme forholdsregler, hoffet der så ubetænksomt har taget. Det står i eders magt at bevæge kejseren til at afstå derfra; og førend I gør dette, ja, førend Katolikerne (Theodorik anvender dette navn på Arianere) atter får fuld frihed til at øve sin religion og til at benytte de kirker, af hvilke de er bleven udjagede, må I ikke tænke på at vende tilbage til Italien.” (Bowers History of the Popes, bd 1, side 325.)

Paven, der havde fået en så bestemt befaling om ikke igen at sætte foden på italiensk grund, førend han havde udført kongens vilje, kunne visselig ikke håbe megen fremgang i retning af noget slags overherredømme, førend hin magt var ryddet af vejen. Ifølge Bower skal Baronius mene, at paven ved denne lejlighed ofrede sig og rådede kejseren til på ingen måde at føje kongen i det fremsatte forlangende: men Bower anser dette for urimeligt, ”siden han ikke kunne ofre sig selv,” siger han, ”uden på samme tid at opofre den langt større del uskyldige Katoliker i Vesten, der enten var kong Theodoriks undersåtter eller andre Arianske fyrsters, der stod i forbund med ham.” Sikkert er det, at paven og de andre gesandter ved sin tilbagekomst behandledes med strenghed, hvilket Bower forklarer på denne måde: ”Andre beskylder dem alle for højforræderi, og sandt nok blev Roms ledende mænd mistænkte for netop på den tid at stå i en forræderisk brevveksling med hoffet i Konstantinopel og for at lægge planer til det gotiske vældes omstyrtelse i Italien.” (Samme, side 326)

Det pavelige partis følelse ligeoverfor Theodorik kan man ifølge et forhen anført citat nøjagtig slutte sig til af den hævn, de tog over hans minde, da de fra hans vældige gravsted i Ravenna bortrev den urne af porfyr, hvori hans arianske undersåtter havde lagt hans aske. Men disse følelser får et udtryk i ord gennem Baronius, der udskældte Theodorik som en grusom barbar, en barbarisk tyran, en ugudelig arianer. Men ”efter at have overdrevet med al sin veltalenhed og råbt Ak og Ve over romerkirkens ynkelige vilkår, nedsunket i slaveri som den var formedest hin kætter, trøster han sig til slut og tørrer sine tårer bort i den fromme tanke, at ophavsmanden til al denne elendighed snart efter døde og blev evig fordømt”. (Baronius’ Annals (Årbøger), e.Kr. 526, side 116; Bower, bd. III, side 328.)

Medens katolikerne således stadig følte den arianske konges hemmelige indflydelse i Italien, led de en voldsom forfølgelse af de arianske Vandaler i Afrika. (Gibbon, kapitel 37, Afsnit 2.) I sin Horæ Apocalypticæ, Bd III, side 152, Anm. 3, siger Elliot: ”De vandalske konger var ikke alene Arianere, men forfulgte Katolikerne på Sardinien og Korsika under den romerske Bispestols vælde som og i Afrika.”

Denne var sagernes stilling, da Justinian i 533 begyndte sine krige mod Vandaler og Goter. Da han ønskede at sikre sig pavernes og det katolske partis indflydelse, udfærdigede han den mindeværdige befaling, der gjorde paven til alle menigheders hoved, fra hvilken befalings iværksættelse også det pavelige overherredømmes periode må dateres, 538 e.Kr.; og den, der læser historien om det afrikanske felttog 533-34 og det italienske felttog 534-38, mærker, at Katolikerne overalt hilsede Justinians feltherre Belisars hær som befriere.

D’Aubignes vidnesbyrd (Reformation, Bind I, kapitel 1) kaster også lys over de understrømninger, der i disse begivenhedsrige tider gav de ydre bevægelser form: ”Fyrster, hvem disse stormfulde tider ofte rystede på deres trone, tilbød sin beskyttelse, om Rom blot til gengæld ville støtte dem. De indrømmede om Rom blot til gengæld ydede dem verdslig magt. De ødslede med menneskesjæle i håb om, at Rom ville hjælpe dem mod deres fjender. Præstevældets stigende magt og kejservældets synkende indflydelse støttede sig således på hinanden og påskyndede ved denne forbindelse sin dobbelte skæbne. Rom kunne ikke tabe derved. En kundgørelse fra Theodosius II og fra Valerian III erklærede den romerske biskop for ”den hele kirkes styrer”. Justinian udfærdigede en lignende befaling.”

Dog kunne ingen sådan befaling træde i kraft, førend de Arianske horn, der stod i vejen, blev revne bort. Vandalerne faldt for Belisars sejrrige våben 534, og Goterne, der trak sig tilbage, efterlod ham i ubestridt besiddelse af Rom 538. (Gibbons Rome, Kapitel 41.)

Prokopius beretter, at den afrikanske krig optoges af Justinian, for at han kunne komme de kristne (katolikerne) i hine egne til undsætning, og at paladsprefekten temmelig nær havde fået ham overtalt til at afstå fra sit forehavende, da Justinian tilkendegav sin hensigt i nævnte henseende; men at han da fik en drøm, hvori der befaledes ham ”ikke at vige fra sin plans iværksættelse; thi ved at bistå de kristne ville han omstyrte Vandalernes magt”. (Ecclesiastical History, Bind IV, Kapitel 16.)

Hør atter, hvad Mosheim siger: ”Det er sandt, at de Grækere, som havde antaget det nicæanske kirkemødes beslutninger (altså Katolikerne), forfulgte og plagede Arianerne overalt, hvor deres indflydelse og myndighed kunne nå hen; men til gengæld blev Nicænianerne ikke mindre hårdt behandlede af sine modstandere (Arianerne), særlig i Afrika og Italien, hvor de på en meget streng måde følte vægten af den Arianske magt og bitre hævnsyge. Arianismens sejrsrus var alligevel forbigående, og dets lykkelige dage formørkedes fuldstændig, da Vandalerne blev uddrevne af Afrika og Goterne af Italien ved Justinians våben.” (Mosheims Church History, Årh. 6, D.2, kapitel 5, afsnit 3.)

I sine betragtninger over åbenbaringen opstiller Elliott to gange navnene på de ti riger, der opstod af det romerske rige, idet han ordner den anden række med hensyn til de forandringer, der havde fundet sted i den senere tid, hvilken den anden række gælder. Hans første fortegnelse afviger fra den, som er omtalt i anmærkningerne ved Daniel 2;42, kun for så vidt han opstiller Alemannerne i stedet for Hunnerne og Bavarerne i stedet for Lombarderne, et bytte, man dog let kan gøre rede for. Men ud af denne række nævner han de tre, der blev oprykkede for pavemagten, med disse ord: ”Jeg kunne nævne tre, der med rod blev oprykkede for paven ud af den først opstillede fortegnelse, nemlig: Herulerne under Odoaker, Vandalerne og Østgoterne.” (Bd III, side 152, anmærkning 1.)

Om end han foretrækker den anden liste, hvorpå han opstiller Lombarderne i stedet for Herulerne, er det foregående et godt vidnesbyrd om, at hvis man opregner de ti riger, medens Herulerne var en herskende magt, var de et af de Horn, der blev oprykkede.

Ifølge ovenanførte historiske vidnesbyrd anser vi det for afgjort, at de tre horn, som blev oprykkede, var de nævnte magter, nemlig: Herulerne 493 e.Kr. Vandalerne 534 og Østgoterne 538.

1. ”Ord imod den højeste skal han tale.” Har pavemagten gjort dette? Læg blot mærke til nogle af Pavens anmassende titler: ”Guds søns statholder”, ”vor Herre Gud paven”, ”en anden Gud på jorden”, ”verdens konge”, ”kongernes konge og Herrers Herre”. Pave Nikolai sagde til kejser Mikael: ”Paven, der af Konstantin kaldes Gud, kan aldrig af et menneske bindes eller løses; thi Gud kan ikke dømmes af et menneske.” Behøver man nogen frækkere gudsbespottelse end dette? Man mærker også, hvor paverne er bleven smigrede af sine tilhængere uden irettesættelse: En venetiansk prælat tiltalte paven under det fjerde Lateranmøde på følgende måde: ”Du er vor hyrde, vor læge, kort sagt, en anden Gud på jorden.” En anden biskop kaldte ham ”Løven af Juda stamme, den forjættede frelser”. Den adelige Antonio Pucci sagde under den femte Lareansynode til Paven: ”Synet af din guddommelige majestæt forfærder mig ikke lidet; thi jeg er ikke uvidende om, at dig er givet al magt i himlen og på jorden, og at det profetiske ord er fuldbyrdet på dig: Alle jordens konger skal tilbede ham, og folkene skal tjene ham.” (Se Oswalds Kingdom Which Shall not be Destroyed (Riget, som ikke skal gå til grunde) side 97-99.)

I anledning af 25. vers siger atter Dr. Clarke: ”Han skal tale, som om han var Gud. Således citerer den hellige Hieronymus efter Symmakus. Dette kan ikke passe så godt eller fuldstændig på nogen som på Roms paver. De har anmasset sig ufejlbarhed, der alene tilkommer Gud; de vover at forlade synder, hvilket alene tilhører Herren; de giver sig ud for at kunne åbne og lukke himlen, hvilket alene står i Herrens magt; de siger sig at stå højere end alle jordens konger, hvilket alene er Gud forbeholdt; de går videre end Gud, idet de påstår at kunne løse hele folkeslag fra deres troskabsed til sine konger, når de ikke synes om sådanne konger; og de rejser sig mod Herren, når de sælger syndsforladelse. Dette er den værste af alle bespottelser.”

2. ”Og den højestes hellige skal han undertrykke.” Har pavemagten gjort dette? Herpå behøves intet svar, da enhver, der har studeret kirkens historie, har kundskab derom. Alle ved, at pavekirken i årrækker har drevet på sit ihærdige arbejde imod Herrens sande tilhængere. Var ikke rummet for snævert, kunne man herom skrive kapitel på kapitel. Krige, korstog, blodbad, pinselforhør, og alle slags forfølgelse, - det var de våben, hvormed de søgte at udrydde Guds folk.

I sin kirkehistorie siger Scott: ”Man kan ikke beregne deres antal, der på forskellige måder er bleven dræbte, fordi de trofast har bekendt evangeliet og trodset romerkirkens fordærvelse! En million af den arme Valdenser omkom i Frankrig. 900.000 rettroende Kristne blev ihelslagne i mindre end 30 år efter Jesuitter ordenens indstiftelse. Hertugen af Alba pralede af i Nederlandene i nogle få års tid at have dræbt ved den almindelige bøddels hånd 36.000. Inkvisitionen (Marterundersøgelsen) ødelagde ved forskellige pinsler i løbet af 30 år 150.000. Og dette er blot nogle få prøver på de ødelæggelser, historien har berettet om; det samlede beløb får man nok aldrig vide, førend ”Jorden skal åbenbare det udgydte blod og ikke længere skjule sine ihjel slagne”.

Idet han fortolker profetien om, at det lille horn skulle ”undertrykke den højestes hellige,” siger Barnes i sine anmærkninger over Daniel 7;25: ”Kan nogen drage i tvivl, at dette sandelig gælder pavemagten? Inkvisitionen, Valdenser forfølgelserne, Hertugen af Albas Herjinger, Kætterbålene i Smithfield, Pinslerne i Goa, ja hele pavedømmets historie kan man tage til bevis for, at ovennævnte ord passer på nævnte magt. Hvis noget kunne have undertrykt den højestes hellige, kunne have udryddet dem af jorden, så at den evangeliske religion ville være blevet udslukket, måtte det have været pavemagtens forfølgelser. I året 1208 opfordrede pave Innocens III til et korstog mod Valdenserne og Albigenserne, i dette omkom 1.000.000 mennesker. Fra Jesuitter ordenens begyndelse i 1540-1580 blev 900.000 dræbte. I løbet af 30 år omkom 150.000 for inkvisitionen. I Nederlandene blev 50.000 hængte, halshuggede, brændte og levende begravede som skyldige i kætteri inden et tidsrum af 38 år, fra Karl V’s edikt imod protestanterne indtil freden til Chateau Cambresis 1559. I løbet af fem og et halvt år under hertugen af Albas rigsforvaltning led 18.000 døden under bøddelens hånd. Selv det ringeste kendskab til pavedømmets historie må overbevise enhver om, at ordene ”førte krig mod de hellige” (21. vers) og ”undertrykke den højestes hellige” (25. vers) til punkt og prikke lader sig anvende på pavemagten og nøjagtig beskriver dens historie.” (Se Bucks Theological Dictionary, Art. Forfølgelser; Oswalds Kingdom etd., Side 107-133; Dowlings History of Romanism; Fox’s Book of Martyrs; Charlotte Elizabeths Martyrology; The Wars of the Huguenots; The Great Red Dragon, af Antonio Gavin, tidligere romersk-katolsk præst I Saragossa, Spanien; Reformations historier, og så videre.)

For at afbøde dette vidnesbyrds kraft, der taler ud af al historie, nægter Katolikerne, at kirken nogensinde har forfulgt en eneste troende; det har den verdslige magt gjort; Kirken har kun afgjort, hvem der måtte regnes for kættere, og så over leveret dem som forbrydere til den verdslige magt, for at de kunne blive behandlede efter den verdslige domstols behag. Denne påstand er så formastelig og hyklerisk, at den er let at gennemskue, den er en dyb krænkelse af den almindelige menneskeforstand. Hvad var den verdslige magt i hine forfølgelsens dage? – Simpelthen et redskab i kirkens hånd og til dens rådighed for at udføre dens blodige bud; og når kirken over leverede sine fanger i bødlernes hånd til døden, benyttede den sig med djævelsk bespottelse af følgende formel: ”Vi overlader dig nu til den verdslige arm og til den verdslige domstols magt, men anråber samtidig indtrængende hin domstol om sålunde at lempe sin dom, at den ikke rører dit blod eller udsætter dit liv for nogen slags fare.” Og så blev, som tilsigtet, pave hadets ulykkelige ofre øjeblikkelig henrettede. (Geddes, Tracts on Popery; View of the Court og Inquisition in Portugal, side 446; Limborch, Bind II, side 289.)

Men Katolikernes falske påstande I denne henseende er bleven grundig benægtede og gendrevne af en af deres egne højt ansete skribenter, Kardinal Ballarmini, der var født I Toskana 1542, og som efter sin død i 1621 meget nær var bleven optaget i helgenfortegnelsen, det vil sige kanoniseret på grund af sine store fortjenester af pavevæsenet. I kampens hede forrådte han sig ved en lejlighed så vidt, at han indrømmede sagens virkelige sammenhæng. Da nemlig Luther havde sagt, at Kirken (det vil sige den sande Kirke) aldrig brændte kættere, svarede Bellarmini, der opfattede udtrykket som fældende den romerske kirke:

”Dette argument beviser ikke Luthers mening, men hans uvidenhed eller uforskammethed; thi såsom næsten en utallig mængde enten var bleven brændte eller på anden måde dræbte, så vidste Luther det ikke og var derfor uvidende; eller om han vidste det, var det et bevis på hans uforskammethed og løgn; til at kættere ofte blev brændte af Kirken, kunne man bevise ved blot at fremdrage nogle få af de mange eksempler.”

For at vise forholdet mellem den verdslige magt og kirken, således som Katolikkerne betragter det, citeres her samme forfatters svar til dette argument, at det eneste kirken anbetroede våben var ”Åndens sværd, som er Guds ord”. Hertil svarede han: ”Ligesom kirken har geistlige og verdslige fyrster, der er den to arme, således har den to sværd, det åndelige og det verdslige, og når derfor, dens højre ikke formår at omvende en kætter med åndens sværd, påkalder den, den venstre hånds hjælp og tvinger kættere med det verdslige sværd.” Som svar på det argument, at Apostlene aldrig påkaldte den verdslige arms hjælp mod kættere, siger han: ”Apostlene gjorde det ikke, fordi der ingen kristen fyrste var, hvis hjælp de kunne påkalde, men senere, på Konstantins tid, …påkaldte kirken den verdslige arms hjælp.” (Dowlings History of Romanism, side 547,548.)

Til stadfæstelse af disse kendsgerninger vil i opstandelsen som vidner imod den katolske kirkes blodige værk opstå 50.000.000 blodvidner, det laveste tal, hvortil nogen historiker anslår dens ofre.

Det hedenske Rom forfulgte ubarmhjertig den kristne kirke, og man regner, at 3.000.000 kristne omkom i de første tre århundreder; og dog skal de første Kristne have bedet for det romerske kejservældes beståen; thi de vidste, at når denne regeringsform ophørte, ville en anden, langt værre forfølgende magt opstå, der efter profetiens ord bogstavelig skulle ”undertrykke den højestes hellige”. Det hedenske Rom kunne ihjelslå umyndige og dog skåne mødrene, men det pavelige Rom ihjelslog både mødre og umyndige til hobe. Ingen alder, intet køn, ingen livsstilling gik fri for dets ubarmhjertige raseri. ”Da Herodes døde,” siger en dygtig skribent, ”gik han i sin grav med skændsel, og jorden havde én morder, én forfølger mindre, helvede ét offer mere. O Rom! Når din dom engang kommer, i hvilket helvede vil da ikke du og dine tilhængere komme!”

3. ”og han skal tænke på at forandre tider og lov (Eng.: Love).” Hvilke love og hvis love? Ikke andre jordiske regeringers love; thi det var intet vidunderligt eller besynderligt, at den ene magt forandrede den andens love, når den blot kunne bringe denne magt under sit herredømme! Ikke noget slags menneskelige love; thi det lille horn havde magt til at forandre disse, sålangt dets myndighed til retsforvaltning strakte sig! Men de omhandlede tider og love var de, som dette vælde kun skulle tænke på at få forandret uden dog at være i stand dertil. Det er det samme væsens love, hvem de hellige tilhører, som undertrykkes af denne magt, det vil sige, den højestes love. Har nu pavemagten forsøgt dette? – Ja det har den netop gjort! I sine katekismer har den udslettet det andet bud af de ti for at få plads for sin billedtilbedelse, - den har delt det tiende bud for at få det fulde antal ti, - og hvad der er dristigere end alt, den har forgrebet sig på det fjerde bud, bortrevet fra sin plads Jehovahs hviledag, det eneste minde, mennesket har erholdt om den store Gud, og i dens sted indført en anden ordning, en anden dag som Sabbattens medbejler.*)

*) Se katolske katekismer og den lille traktat: ”Hvem forandrede Sabbatten?” samt værker angående Sabbatten og Loven, som fås hos Pacific Press Forlagsforening, Brookfield, Ill.

4. ”Og de skal gives i hans hånd én tid og tider og en halv tid.” Stedordet ”de” omfatter de hellige, de tider og den lov, som netop er nævnte. Hvor lang tid skulle de gives i denne magts hånd? Som man har set i Kapitel 4;23, er en tid et år, to tider – det mindste, man kan antyde ved flertal – to år, og en halv tid (i Septuaginta kaldet ημισυ hemisy) et halvt år. Gesenius anfører også efter det kaldæiske: en halv, Daniel 7;25.” Man finder således, at denne magt skal bestå i 3½ år. Det hebraiske eller rettere kaldæiske ord for ”Tid” i foreliggende tekst er: (iddan), hvilket efter Gesenius betyder: ”Tid, særlig i det profetiske sprog et år. Daniel 7;25: et års tid, også to år og et halvt år, d.e. 3½ år. Sml. Jos. B.J.I.I.I.” Vi må nu erinder, at vi er midt i en symbolsk profeti: Derfor er den tid, som her omtales, også symbolsk. Der opstår da det spørgsmål: Hvor lang tid betegner denne profetiske tid, 3½ år? Bibelens regel er, at en dag står for et år, når ordet ”Dag” bruges symbolsk. Ez. 4;6, 4 Mos 14;34. Under det hebraiske ord for dag, (jom), har Gesenius følgende bemærkning: ”3. undertiden betegner (jamin) et bestemt tidsrum, nemlig et år, ligesom også det syriske og kaldæiske (iddan) betegner både tid og år. Det sædvanlige jødiske år, der må benyttes som grundlag for beregningen, talte 360 dage. 3½ år bliver altså 1260 dage. Da nu hver dag gælder et år, får man 1260 år som den tid, det lille horn står ved magt. Har nu pavemagten haft herredømme så længe? Der må atter svares Ja! Kejser Justinians i året 533 e.Kr. udfærdigede edikt gjorde den romerske biskop til alle kirkers hoved; men dette edikt kunne faktisk intet udrette, førend de arianske østgoter, det sidste af de tre horn, der blev oprykkede for at give plads for pavedømmet, blev drevne ud af Rom, hvilket først skete i året 538, som allerede påvist. Ediktet ville ikke have haft nogen virkning, hvis ikke sidstnævnte begivenhed var fuldbyrdet. Man må derfor regne fra sidstnævnte år, såsom dette var det tidligste tidspunkt, de hellige i virkeligheden kom i nævnte magts hånd. Håndhævede nu pavemagten sit overherredømme fra dette tidspunkt af i 1260 år? Ja netop! Thi 538+1260= 1798, og året 1798 rykkede en fransk general, Berthier, ind i Rom, proklamerede republikken, tog paven til fange og afskaffede pavevæsenet for en tid, og senere har det aldrig erholdt sine tidligere forrettigheder og magt. Således passer atter profetiens kendemærker bogstavelig på denne magt, hvilket ubestridelig beviser, at udtydningen er rigtig.

Efter at have beskrevet det lille horns forfærdelige løbebane og sagt, at de hellige skulle gives i hans hånd 1260 år, hvilket bringer os til året 1798, vidner profeten i det 26de vers: ”Så bliver retten sat, og herredømmet skal fratages ham, for at han skal blive ødelagt og tilintetgjort for al tid.” I det 10. vers i samme kapitel forekommer det samme udtryk angående dommen eller retten: ”Retten blev sat.” Det er rimeligt at antage, at den samme dom omtales på begge steder. Men den ophøjede scene, som beskrives i 10. vers, er den undersøgende doms begyndelse i helligdommen i himlen, som man vil se af anmærkningerne over Daniel 8;14 og 9;25-27. Denne doms begyndelse henlægger profeten til slutningen af det store profetiske tidsrum på 2300 år, der endte i 1844. (Se Daniel 9; 25-27) Fire år derefter, i 1848, blev paven berøvet sit jordiske herredømme under den store revolution, som rystede så mange troner i Europa. Hans magts genoprettelse kort derefter blev gennemført ved fremmede bajonetter, og det var alene disse, som støttede paven, indtil han mistede det sidste af sin verdslige magt i 1870. Pavedømmets fald i 1798 afmærkede slutningen på det profetiske tidsrum på 1260 år. Det var det samme som det ”dødelige sår”, profeten i Åb. 13;3 forudsiger, at denne magt skulle få. Men det dødelige sår skulle læges. År 1800 valgte man en anden pave. Hans palads og verdslige magt blev ham gengivet. Men siden 1870 har paven ikke haft nogen rettighed som verdslig fyrste blandt jordens nationer.

 27.  Men Riget og Herredømmet og Storheden, som tilhørte alle Rigerne
      under Himmelen, skal gives den Højestes helliges Folk; dets Rige
      er et evigt Rige, og alle Magter skal tjene og lyde det.”
 28.  Her ender Fremstillingen. Jeg, Daniel, blev såre forfærdet over
      mine Tanker, og mit Ansigt skiftede Farve; men jeg gemte Sagen i
      mit Hjerte.

Anm. I løbet af de sidste få år har nogle mærkværdige begivenheder fundet sted med Hensyn til Pavemagten, hvilke er en opfyldelse af de i ovenstående kapitel fremsatte forudsigelser om denne magt. Når man begynder i 1798, da det første store slag faldt, hvilke er så senere dens Histories hovedtræk? Jo, at dens naturlige opretholdelse hastig falder fra, samtidig med at den selv fremstiller mere anmassende påstande. I 1844 begyndte den dom, som omtales i 10de vers, nemlig den undersøgende dom, i himlens helligdom for at berede vejen for Kristi komme. Den 8. december 1854 indførte paven dogmet om den ubesmittede undfangelse. Den 21. juli 1870 vedtoges med velberåd hu i det store økumeniske koncil eller almindelige kirkemøde, der var samlet i Rom, med 538 stemmer mod 2, at Paven var ufejlbar. I samme år blev Louis Napoleon, ved hvis Bajonetter paven holdtes på tronen, overvældet af Preussen, og Pavemagten mistede sin sidste støtte. Victor Emmanuel, der nu fandt lejligheden gunstig til at virkeliggøre sin længe nærede yndlingsdrøm om at forene Italien, bemægtigede sig Rom for at gøre den til sit riges hovedstad, og den 20. september 1870 overgav Rom sig til hans tropper under general Caderna. Pavens timelige vælde var således helt og holdent omstyrtet for, som Viktor Emmanuel sagde, aldrig mere at rejse sig igen; og siden den tid har Paverne indelukt sig selv i Vatikanet og kaldt sig selv fanger. Formedelst de store ord, som hornet talte, så Daniel, at Dyret blev tilintetgjort og givet hen at brændes i Ilden. Denne tilintetgørelse skal finde sted ved og formedelst Kristi andet komme; thi da skal den uretfærdige fortæres ved Herrens munds ånde og tilintetgøres ved hans tilkommelses herlige åbenbarelse. 2 Tess. 2;8. Hvilke ord kunne være mere hovmodige, anmassende, bespottelig eller krænkende mod den høje himmel end de, hvorved man med velberåd hu antog læren om pavens ufejlbarhed, idet man iklædte et dødeligt menneske Guddommens eget fortrin? Og dette blev udført ved pavens list og indflydelse den 21. juli 1870. Men snart efter blev den sidste rest af hans timelige magt fravristet ham. Det var for disse ords skyld og i næsten umiddelbar forbindelse med dem, profeten så, at denne magt blev hengivet til at brændes i ilden. Hans herredømme skulle borttages indtil enden, hvilket viser, at når hans magt som en borgerlig samfundsstyrer helt blev tilintetgjort, skulle enden ikke være langt borte. Og profeten tilføjer straks: ”Og riget og herredømmet og magten over rigerne under den hele himmel gives den højestes hellige folk.” Alt i denne profetiske følgerække undtagen slutningsscenen er nu gået i opfyldelse; det næste, som nu vil hænde, er dramaets slutnings akt, der vil sætte kronen på værket, når dyret overgives til at opbrændes ved ild, og den højestes hellige skal modtage riget. Vi må nu stå lige ved indgangen til denne herlige begivenhed.